En film om hvad der gik forud for Keith Jarretts berømte Kølnerkoncert i januar 1975. Koncerten blev optaget og er dags dato det bedst sælgende jazz-soloalbum og det bedst sælgende pianoalbum nogensinde. Jeg kendte brudstykker af historien og hvor meget der er virkelighed og hvor meget der er fiktion i en based-on-a-true-story-film er jo aldrig helt til at vide.

Dobbelt-LPen stiftede jeg første gang beskendtskab med i starten af 80’erne i et parcelhus i Tilst, hvor der boede 3 højskolevenner og hvor jeg kom jævnligt og det var et album jeg i første omgang lagde mærke til og blev stille betaget af. Et dobbeltalbum improviseret fra start til slut, et meditativt marathon, en fornemmelse af Keith Jarrett som medium for musik, der strømmer gennem ham, udi hans fingre, over i tangenterne, ud i hamrene som slår på strengene, hvis vibrationer opfanges af mikrofoner og overføres til et magnetbånd, som igen overføres til en LP-plade, som afspilles på en pladespiller, sendes gennem en pickup og over i en forstærker og ud gennem højttalerne og ind i mit øre, hvor magien stadig var tydelig.

Det var dengang en oplevelse af musik på en helt ny måde. En oplevelse af at musik kunne noget andet og mere end alt det, jeg allerede vidste, den kunne. En mærkelig ny følelse af at musikken eksisterer uafhængigt af mennesket og at musikeren blot er et medium.

I øvrigt har Keith Jarrett aldrig selv kunnet lide albummet. Han synes improvisationerne er uopfindsomme og at der er alt for meget gentagelse af figurer og fraser.

Se filmen. Det er god underholdning.