Hjertesprogets bog

Eriksminde Efterskoles årsskrift 2021

“I Danmark synger man sine digtere”
“I Danmark synger man sine digtere” citeres en unavngiven udlænding for at have påpeget og det er præcis hvad vi gør. I andre lande er digtoplæsning måske mere udbredt end her og skoleelever læser måske flere af deres nationalpoeters digte. I Danmark synger vi H.C, Andersen, Grundtvig, Frank Jæger og Tove Ditlevsen, og det er en tradition, der er tæt forbundet til Højskolesangbogen, som kom i den 19. udgave i november 2020, for lidt over et år siden.

Udvælgelsen
Udvælgelsen af sange og udgivelsen af bogen har, som ved hver ny udgave, været genstand for stor opmærksomhed, og udvalget af sange er blevet kommenteret og anmeldt mange steder. Det hører med til traditionen at det diskuteres højlydt hvilke sange der bør være med, hvilke der ikke bør være med, hvilke der godt kan fjernes, og hvilke der absolut ikke må fjernes, hvilke tekster der trænger til en ny melodi, og hvilke der absolut kun kan synges på den gamle melodi. 

Diskussionen er en del af processen og en folkelig bevidstgørelse om sangenes værdi for den enkelte. “I Danmark diskuterer man sine digtere” kunne førnævnte udlænding også have sagt.

Melodien
Da Carl Nielsen, Thorvald Aagaard, Thomas Laub og Oluf Ring i starten af 1900-tallet satte nye melodier til en mængde af de gamle sange, som ellers blev sunget på f.eks. Weyses guldaldermelodier var der også modstandere og fortalere. Og tiden går, og i dag er de fire komponisters melodier “de gamle melodier”, som for nogles vedkommende igen skiftes ud. Argumentet for nye melodier er at tonesproget, ligesom talesproget, ændrer sig over tid, og at hvis de ældre digte og tekster fortsat skal synges, også af yngre mennesker, så skal melodien være i et sprog, man kender. 

Hjertesproget
Og hvorfor så al denne hurlumhej om en sangbog? Er det ikke bare en sangbog? Jo, men det er en sangbog, der kan eller skal kunne noget helt specielt.

Der skal gerne være en sang til enhver lejlighed i Højskolesangbogen. 

Hver eneste morgen søger vi morgensange som passer til dagen, er en kommentar til en aktuel begivenhed ude i verden, helt tæt på skolen eller måske i det private liv. En poetisk vinkel på et aktuelt problem, en anvisning på en handlemulighed, en påmindelse om hvad der er vigtigt i livet, en perspektivering af livets fortrædeligheder, en historisk parallel til en aktuel situation eller, hvis det er helt umuligt at finde en passende sang, en af årstidens sange, som jo altid passer 🙂

Højskolesangbogen er en bog fyldt med hjertesprog. “Så syng da Danmark, lad hjertet tale” fra “Den danske sang er en ung blond pige” (HS179), står der på ryggen af den 19. udgave, som en direkte opfordring til at tale med hjertesprog. Hjertesprog er ord, tekster og digte skrevet fra og med hjertet. Det betyder at sangene ofte også bedst forstås med hjertet. Det sker ikke for alle på en gang at sange og tekster bliver forstået, men når omstændighederne passer, tidspunktet, stemningen, dagens begivenheder, alle omstændigheder tilfældigvis lige passer for den enkelte og man så i fællesskab synger en bestemt sang, så rammer sangen i hjertekulen og teksten bliver forstået og mærket og “missionen” er lykkedes for endnu et menneske. Missionen der handler om at gøre hjertesproget til et sprog der kan berige vores liv. Missionen der handler om at gøre poesien, og kunsten i det hele taget, til et bidrag til forståelsen af vores eget liv. Missionen der handler om at få den enkelte til at forstå, at kunsten handler om livsforståelse, om at forstå vores eget liv, om at blive klogere på vores eget liv og menneskelivet i det hele taget. Det kan poesien og kunsten når omstændighederne og livssituationen lige passer sammen med oplevelsen af et bestemt værk. Og når vi er heldige sker det for en elev eller to til morgensang på Eriksminde.

Som i Benny Andersens hurtige og lidt triste rundtur til alle fire årstider i “Årstiderne” (HS405) fra Svantes viser, som heldigvis slutter med foråret i fjerde vers, hvor der står “Plæner blir sået og digte forstået for nu er det forår i Danmark.” I foråret sker det netop for den ellers noget bedrøvede Svante, og digte bliver forstået fordi omstændighederne, stemningen, forårssolen og ordene rammer det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Fællessangen
Fællessang er på efterskolen nok ikke det største hit fra dag nummer et, men oftest udvikler glæden ved fællessangen sig henover skoleåret, så man henne i foråret slet ikke kan undvære morgensangen og fællessangen. Mange kommer på efterskolen uden mange erfaringer med fællessang, så der skal bygges fra grunden, hvor vi insisterende synger to sange som start på dagen – hver dag – og hvor vi slutter ugen af ved at synge sammen. 

Der er blufærdighed involveret i  fællessang. Man skal overgive sig til fællessang. Når man synger højt og tydeligt med til fællessang blotter man sig og signalerer en overgivelse til fællesskabet og det tager tid at nå dertil hvor man tør det.

Under coronanedlukningerne har “fællessang – hver for sig” i TV været et tilløbsstykke og et velment forsøg på at skabe et fællesskab i en svær tid. 

Måske lykkedes det at samle en stor del af nationen i en fornemmelse af at alle sad i sofaerne og sang med på de samme sange på samme tidspunkt. En lille revival for flow-TV, hvor man for sit indre blik kunne forestille sig de mange tusinde mennesker der sang med samtidig over hele landet. Man kunne næsten se det for sig. Næsten som nytårsnat kl. 00:02 hvor hele landet synger “Vær velkommen” sammen med pigekoret på DR TV. Det magiske er samtidigheden.

Spørgsmålet rumsterer imidlertid om den wanna-be-fællessang vi oplevede gennem TV gjorde noget godt for den “rigtige” fællessang. Der er måske opstået en lille følelse af forlorenhed og kunstighed omkring fællessang for de yngre årgange, som, efter sigende, IKKE ser flow-TV, men måske alligevel klikkede sig ind på dr.dk på et eller andet tidspunkt. At se “Fællessang – hver for sig” på et vilkårligt tidspunkt fjerner samtidigheden og dermed magien. 

Der blev gjort nogle sekundære erfaringer gennem TV, som nogle måske blev forledt til at tro var primære fællessangs-erfaringer og som man ikke havde nogen stor oplevelse med og derfor er der måske lidt længere vej hen til at overgive sig til den “rigtige” fællessang. 

Måske – men vi fortsætter ufortrødent, insisterende og stædigt med at synge for fællessang fra Højskolesangbogen er andet og mere end fællessang fra Højskolesangbogen. Det er potentielt livsoplysning, livsforståelse og grundlaget for et bedre liv – intet mindre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

one × three =