En smuk aften i Aarhus, solen bevæger sig ned bag scenen og tusinder af velklædte bedsteborgere med en gennemsnitsalder et godt stykke over 50, der pænt venter på gamle Bob.

Ida Gard havde fået tjansen som “opvarmning” på den store scene, hvilket nok må siges at være en lille smule malplaceret. Hun gjorde hvad hun kunne med sin guitar. Hun har skrevet nogle fine sange og leverede dem som hun skulle, men det er selvfølgelig en fuldstændig utaknemmelig opgave at skulle stå på scenen med sin guitar overfor et publikum der bare venter (og det var en halv time forsinket) på Bob Dylan.

Og så kom han!

Jeg havde taget Karoline på 14 år med til koncerten og jeg havde fortalt stolpe op og stolpe ned om Bob Dylan og først og fremmest om mine oplevelser med Bob Dylan i 70erne, men jeg havde svæt ved at forberede hende på hvad det var vi skulle se og høre, velvidende at Bob ikke længere er nogen stor sanger, velvidende at Bob ikke er nogen stor guitarist og at hans mundharpe har en tendens til at lyde ens i alle numre, hvor den benyttes, velvidende at Bob ikke siger noget mellem numrene og velvidende at Bob er et stykke over 70 år gammel.

Det blev til en historie om hvad MIN oplevelse med Bob var i 70erne, hvor jeg jo også var sent ude. (Bob Dylan udgav sin første plade samme år som jeg blev født). Det blev til en historie om historien om mig og Bob Dylan. Historien om en ung mand og hans guitar, historien om at der ikke skulle andet til end at skrive sange om det der skete i livet, i ens drømme og i verden omkring for at nå til en eller anden form for afklarethed. Man behøvede ikke se godt ud, behøvede ikke være smart, være en stor sanger, være enormt dygtig til at spille guitar, være ekvilibrist på mundharpen. Man skulle bare skrive nogle gode tekster, først og fremmest gode tekster og så skulle der sættes en melodi på der kunne spilles med nogle åbne guitarakkorder.

Og jeg skrev tekster og jeg lavede sange og jeg skrålede løs på værelset og skrev sangene ind på skrivemaskine og dristede mig til at synge et par af dem omkring bålet på spejderlejr. Jeg mødte Peter Kjær fra klassen under, som blev en slags soulmate. Han skrev også sange og vi skrev sange sammen som ingen nogensinde hørte. Og der var også Donovan og danske Sebastian. Der var en tilfredsstillelse og en forløsning i at færdiggøre en sang. Sangen rummede måske ikke sandheden om livet, men fornemmelsen af at en lille flig af det store billede var blevet fastholdt, gjorde sangskrivningen til en vigtig del af teenageårene – og det var mødet med Bob Dylan, 15 år efter at han lavede sin første plade, der var med til at starte det.

Hvad fik vi så på Amfiscenen i Aarhus en dejlig sommeraften i 2014? Vi fik bekræftet at han findes endnu, at han er der, at han stadig skriver sange om livet, drømmene og verden omkring ham, at han ikke er nogen stor sanger, at han har overladt guitaren til andre og stadig øver sig på at spille klaver, at mundharpen stadig lyder lidt ens i alle numre men også at der er en karisma omkring ham, at der er en lidt højstemt højtidelighed omkring det faktum at han lige nu står lige her lige midt iblandt os her i Aarhus C.

Espen Strunk fra Gaffa skrev at det var en af de bedste og mest strukturerede Dylan-koncerter han har været til (og han har været til 20 koncerter) og selvfølgelig er det fair at man kun sammenligner med tidligere Dylan-koncerter, men hvis man sammenligner med hvilken som helst anden koncert var det meget lidt tjekket. Man hører tydeligt at hver enkelt musiker kan sit kram, men man hører også tydeligt at Bob ikke er nem at spille sammen med. Jeg vil næsten æde min gamle hat på at Bob spiller som han altid har gjort, nemlig som det passer ham og så er det bandets opgave at følge med, så hvis der pludselig mangler to slag i en takt, så er det ikke Bobs problem, men bandets hvis de ikke fanger det med det samme.

Jeg så Bob Dylan midt i 80erne i Idrætsparken i København med Tom Petty & The Heartbreakers som backing. Det husker jeg som en “stram” koncert, hvor bandet spillede det aftalte og Bob måtte følge med. Onsdag i Aarhus var det bandet som måtte følge mesterens luner.

Det var en smuk aften i Aarhus og det er dejligt at vide at han stadig er her, men jeg er ikke sikker på min 14-årige datter helt forstod hvorfor der var kommet så mange mennesker for at høre det vi hørte.