Roskilde Festival 2007 – og nu til vejret

aug 2007

Den gamle mand har været på Roskilde Festival. Og så netop i 2007 hvor der kom så meget vand som Roskilde Festival ikke har set i de foregående 36 år. Næsten 100 mm i løbet af ugen. Og vi sejlede i vand og vi vadede i mudder og vi traskede i gummistøvler og det var præcis som jeg husker det da jeg sidst var på Roskilde Festival i 1984, for 23 år siden, 22 år gammel!

But we did all 8 days!

Det blev en overlevelsestur med to punkter som jævnligt skiftede plads på dagsordenen, nemlig at klare dagen og vejen med føde, hygiejne (??) og søvn og som det andet : musikken. Vi, min datter og jeg, tog på Roskilde Festival med musikken som det primære. Vi skulle høre alt det nye og fede, men overlevelsen rykkede i perioder op som det primære og musikken røg så ned som det sekundære. Sådan er vi mennesker vel indrettet ? Heldigvis.

Vi ankom søndag eftermiddag og slog vores telt op på den eneste ledige plads vi kunne finde efter mange timers rejse i tog, med bus og på gåben i det allerede våde og smattede område, nemlig et sted hvor der stod 6-8 cm blankt vand. Pladsen var naturligvis ledig pga det blanke vand, men det blev vores held. Stedet fandt vi helt nede i bunden af G-området og lå ikke specielt lavt, men var altså oversvømmet allerede. Vi satsede på at bunden i teltet ville holde tæt og placerede teltet i det højestbeliggende hjørne af den lille plads og måtte have hele hånden under vand når pløkkerne skulle sættes i.

Samme aften forsøgte en flok at sætte et stort telt op ved siden af og måske fik de det rejst, men næste morgen lå det tomme telt jævnet med vandet og vi så ikke vores næsten-naboer siden.

Der blev gravet grøfter til at lede vandet væk. Der blev skovlet vand og mudder væk fra teltindgange. Der blev ofret campingstole til at lave broer over de gravede grøfter. Der blev købt presseninger, regnslag og spinkle hvide pavillioner i stakkevis. Køen ved Spejdersport-butikken i handelsområde West var den længste kø overhovedet i de første dage. Alle forsøgte at holde humøret højt, vi var først lige startet, men når man stod på toppen af trappen ved overgangen over banelegement og kiggede ud over handelsplads West, som var en kæmpestor mudderpøl med en lille ø ude i midten, kunne det være svært at se hyggen.

“Vi havde en god dag tirsdag” sagde vi til hinanden hele onsdagen og hele torsdagen og det meste af fredagen, hvor der kom forlydender om at det måske ville blive mere tørt i weekenden. “Vi skal huske på at vi havde en god dag tirsdag”. Det regnede nemlig kun lidt, dvs nogle få halve timer, om tirsdagen.

Torsdag regnede det da vi vågnede og det fortsatte til kl. 2 om natten. På torsdagen hvor festivalpladsen åbnede faldt der lige så meget vand som der gjorde i hele festivalugen i 1997, som hidtil har været den vådeste. Vi snakkede om det grønne græs vi kunne skimte inde på selve festivalpladsen gennem hegnet. Hvor længe ville der gå efter kl 1700 før også det grønne græs var forvandlet til mudder? Vi tippede på et par timer, og blev overrasket over at det ikke tog nær så lang tid. Da klokken blev 1700 og pladsen åbnede fór vi ind og satte os i vores regntøj ned på græsset. Muligheden for at sætte sig ned på græsset, eller på jorden for den sags skyld, er et overset og undervurderet privilegium, som jeg har sat stor pris på siden Roskilde ’07. Det faktum at man går og står på sine fødder fra 10 formiddag til 01 nat og ikke kan sætte sig fordi der er smat overalt, gjorde at en plet grønt og vådt græs var en velsignelse.

Det regnede da vi stod i kø til forscenen til Björk og det regnede da hun sang og vi blev varmet af hvad der skete på scenen.

Lugten af smat havde jeg glemt. Især lugten når regnen stopper, solen kigger frem og fordampningen starter. En sødlig og umiskendelig Roskilde-smat-lugt!

Fredag morgen, efter torsdagens mange millimeter regn, var en stor lejr 50 meter bag vores telt omdannet til en sø med en halv meter vand og fire telte der stod alene på en ø i midten.

Der blev indført hård disciplin i teltet, hvor vores sovekabine blev udnævnt til det ‘allerhelligste’, hvor der kun måtte findes luftmadrasser og soveposer. Vi sov fortrinligt og mindst 10 timer hver nat. Hurra for ørepropper!

Da der lørdag formiddag blev spredt snittet hø og halm på gangvejen bag os og jeg sneg mig til at samle en favnfuld duftende hø ind i teltets smat-‘forgang’ gik perspektiverne op for mig. Jeg glædede mig som et lille barn der har fået den julegave det ønskede sig. Da vi gik tilbage til teltet om aftenen sagde vi til hinanden ‘… og vi har frisk hø!’ og vi glædede os til at komme ned i det velduftende telt, hvor en favnfuld hø gjorde at vi syntes vi var rige og privilerede.

Og Roskilde Festival har efterfølgende fortalt om slamsugere der kørte i døgndrift og hvor mange kubikmeter flis der blev kørt ud og det er givetvis rigtigt altsammen, men vi så hverken slamsugere, flis eller snittet halm før torsdag, hvor festivalpladsen åbnede. Man kan sige at servicen for alle de campister som lå på pladsen fra søndag før festivalstart var absolut fraværende. Det burde kunne gøres en hel del bedre. Undtagelsestilstand eller ej.

Roskilde ’07 var en våd affære og vil, hvis de globale klimaforandringer ikke indtræder hurtigere end forventet, gå over i historien, som en overlevelsestur der trak tænder ud, men vi gennemførte – og det er da også noget!

John Denver på pladehylden?

jun 2007

Hvad laver han på min pladehylde?

Hvorfor har jeg ikke for mange år siden smidt min gamle John Denver dobbelt live LP ud?

Det er mange, jeg mener virkelig mange, år siden jeg har haft min John Denver Live dobbelt LP liggende på min pladespiller, og jeg spørger pludselig mig selv, hvorfor i alverden jeg ikke for lang tid siden har skilt mig af med denne koncertoptagelse. Hvorfor har den bare fået lov til at stå på pladehylden og fylde i alle de år. Det er ikke hver uge jeg sætter en LP på. Det er så besværligt. Vi hører CD og mp3-filer på computeren. Vi hører lidt radio, lidt netradio. Børnene har måske et enkelt kassettebånd tilbage med en Peter Plys historie, men LP-plader!! Der går faktisk lang tid i mellem jeg overhovedet hører en LP (jeg har ellers mange stående, siger min søde kone) og jeg tror ikke jeg lyver hvis jeg påstår at det er 20 år siden jeg sidst hørte min John Denver Live.

I 20 år har jeg flyttet rundt på den. I 20 år har jeg bladret forbi den. Den har stået på pladehylden og oplevet kassettebåndene blive optaget, slidt og smidt ud. Den stod der da CDen overtog musikken og den står der måske stadig når CDens æra er overstået og vi bliver påduttet et nyt format. Og jeg har ikke hørt den i de mange år. Hvorfor er den så ikke blevet fjernet, givet væk eller røget på genbrugspladsen?

Jeg forstår det faktisk ikke.

Jeg lytter til… Patti Smith: Twelve

Maj 2007

Fantastisk at der er musikalsk liv i Patti Smith stadigvæk – og det er der! Hun har passeret de 60 år som så mange andre af de gamle koryfærer, men er stadig aktiv, politisk, vild og anderledes.

Jeg lytter for tiden til disse tolv covernumre, som spænder vidt og overraskende. Der er ikke den store ekvilibrisme over bandet, men Patti Smith giver alligevel nyt liv til sange der ellers, hos mig, var på vej ud i afdelingen med gode-numre-som-jeg-lyttede-meget-til-engang-men-som-jeg-lissom-er-færdig-med.

Jeg har lyttet meget til albummet og været meget begejstret, men pludselig forleden dag blev jeg alligevel færdig med det. Det er få af disse coverudgaver som holder i længden som andet end kuriositeter. En af undtagelserne er Nirvanas “Smells Like Teen Spirit” som rykker vildt med kontrabas, banjo, akustisk guitar og violin

“Are You Experienced” får ikke tilført noget af Patti. Det er naturligvis oplagt at forsøge at lave coverversioner af Jimi Hendrixnumre fordi det er umuligt IKKE at få et andet udtryk end originalens, men i dette tilfælde bliver det lidt tyndt og opstyltet højstemt. Uden Hendrix’ guitar er der ikke meget tilbage i nummeret.

“Everybody Wants To Rule The World” som var et hit for Tears For Fears bliver en helt anderledes politisk sang i Patti Smiths udtryk og er måske det mest overraskende valg i samlingen. Hvem kunne forvente at høre netop denne sang med den ældre dame som har passeret i de 60.

Neil Youngs “Helpless” er et oplagt valg, som virker fint, men det er altså også en sang som altid virker godt. Uanset hvem der spiller på den spanske guitar ved lejrbålet er “Helpless” et hit

“Gimme Shelter” som er Rolling Stones-rock’n’roll i den helt basale udgave virker fordi Patti Smith kan lyde vred og smertefuld på sin helt egen måde. Det er basal rock’n’roll. “He’s just a shot away….” gentagelse, monotoni, anti-krig, “He’s just a kiss away….” Det er ikke Rolling Stones der backer up, men stemmen fylder det hele

Beatles “Within You Without You”. Det indisk inspirerede nummer som George Harrison indspillede med Beatles får en helt anden klang, en helt anden fornemmelse, som rammer helt anderledes bredt end Harrisons udgave. Den tre-delte takt, igen monotoni, trancen, kun afbrudt af et omkvæd som stadig lyder inidisk og lidt fremmed, men en vellykket coverudgave, som bestemt tilfører nummeret ny energi. Det er længe siden jeg har sat Beatles på CD-afspilleren, men måske man skulle genlytte originalen?

Jefferson Airplanes “White Rabbit” var engang en af mine absolutte favoritnumre. Grace Slicks store stemme, marchfornemmelsen og denne helt anderledes lidt højstemte tilgang til musikken. Jeg kan godt forstå Patti Smith gerne vil kopiere nummeret og hun gør det såmænd godt, men der tilføres ikke rigtig noget nyt eller anderledes.

Bob Dylans “Changing Of The Guards” er en “tekst-sang”. Mange vers med mange ord. Mange billeder og en rigtig lyttesang som passer godt til Patti Smiths foredragende stemme.

Paul Simons “Boy In The Bubble” var også en af de store overraskelser. Sangen er fra Paul Simons “Graceland” hvor der kun medvirker afrikanske musikere. Musikken er oprindelig meget afrikansk, men når Patti Smiths band tager nummeret under behandling bliver det mere regulær rockmusik, dog med den meget karakteristiske guitarfigur i forgrunden. Det er en dejlig udgave, som gør sangen vedkommende igen. Den virkelige historie om drengen der levede sit liv som et lægeligt eksperiment er stadig en diskussion værd.

Doors’ “Soul Kitchen” lever alene af Patti Smiths stemme. Bandet lyder som et efterskole-sammenspilshold der har gjort hvad de kunne for at få nummeret til at lyde præcis som Doors. Selv guitarsoloen har en umiskendelig Doors-lyd.

Det absolut mest vellykkede nummer på albummet er Nirvanas “Smells Like Teen Spirit” med kontrabas, banjo, akustisk guitar og violin. Det er overraskende og gør nummret til en helt ny oplevelse. Desperationen og smerten gennemsyrer det hele og man kunne næsten sige på trods af dette folkemusik-setup. At spille voldsomt og højt på en forvrænget elektrisk guitar er jo ingen kunst, men at få et folkemusikband til at udtrykke det samme, det er da flot.

“Midnight Rider”, oprindelig med Allmann Brothers. Tjah…..

Stevie Wonders “Pastime Paradise” må også høre til kategorien overraskende valg, men det fungerer godt og Patti Smith kan noget med at få lytteren til at høre sangenes tekster.

 

Live… Hannes Alliance

Jeg tager hatten af, afleverer alle kokkehuer og giver fem stjerner og fuldt hus for denne formiddagskoncert med Hannes Alliance.

Et anderledes orkester, der vistnok engang hed Huhej og som med Hanne Raffnsøes tekster som centrum formår at skabe et univers af ord og stemninger som rammer et sted dybt dybt inde bag facaderne.

Jeg har aldrig hørt om hverken Huhej, Huhejvildedyr, Hannes Alliance eller Hanne Raffnsøe før, men som jeg før har nævnt venter de helt store musikalske oplevelser som oftest når man er uforberedt, uden forventninger og uden kendskab til forudsætningerne og personerne bag udtrykket. Man er fordomsfri og åben og fanges ind af en afslappet stemning, som understøttes af en fornemmelse af at hele seancen er improviseret. At det er en koncert med en improviseret monolog med et skævt cirkusagtigt Tom Waitsakkompagnement, men hurtigt viser det sig at det overhovedet ikke er improviseret, men derimod overmåde nøje tilrettelagt.

Ordene er mange, digtene er malende beskrivelser, ordbillederne er rørende, de tre piger og den unge mand på scenen er rørende i deres indlevelse. Der er noget troværdigt over udtrykket, som i “Naboen” hvor Hanne Raffnsøe veksler mellem tale og sang. Ord, der skal betones og understreges synges, og jeg mindes gamle Patti Smith, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det virker! Det borer sig lige ind i rygmarven og skaber en passage for de mange ord og historier. Det virker godt. Den isnende sitren i rygmarven transformeres til en laserstråle af opmærksomhed mod scenen.

Der er en udstråling fra hele orkestret af oprigtighed og ærlighed, hvilket måske er det eneste der virkelig tæller udover godt håndværk, når man skal finde den gode musik.

Elektrisk forstærket og til tider forvrænget spansk guitar, kontrabas, opretstående forstemt klaver/bratch/klarinet og Hanne Raffnsøe på ord og klokker m.m. Og det var forsigtigt og følende sig frem, udviklede sig over sammensatte spoken word-numre til jazzswingende ballader, men hele tiden med ordene i centrum. Musikken er bygget op omkring ordene, understøtter ordene, peger på ordene og jeg talte efter koncerten med forbavsende mange som blankt kunne indrømme at de havde siddet med en klump i halsen.

Et fantastisk første møde med Hannes Alliance.

Orkesterets CD giver desværre kun en vag antydning af magien jeg oplevede den formiddag i en gymnastiksal på Sydfyn

Links:
http://dk.myspace.com/hannesalliance

 

Live… The Bootles

Norsminde Kro oktober 2006

Omstændighederne bragte mig på kro for at overvære en “The Beatles Story”-koncert med en gruppe kaldet The Bootles fra Liverpool.

Coverbands, jam-bands eller kopiorkestre er der jo overalt og Bootles er blot et i rækken. Der findes Beatles-kopi-bands som gør det bedre og helt sikkert også nogle der gør det dårligere. The Bootles er fire herrer oppe i årene – måske er de næsten jævnaldrende med de originale – som tilfældigvis også kommer fra Liverpool. De havde lysbilleder af gadeskilte og avisudklip, som blev vist på et 1×1 meter lærred, der hang bag ved et crashbækken samt et helt foredrag.

Et habilt orkester. Ikke mere, men heller ikke mindre. Vokalharmonier, som lød rigtige, men ikke var helt rene. Arrangementer, som var lyttet helt rigtigt af, men som virkede mærkeligt nede på jorden og almindelige, uden gnist og nerve, som et danseorkester der lirrede repertoiret af for 117. gang.

Heldigvis var der en guitarist og sanger, som man kunne rette fokus mod. Han var i markant bedre dagsform end resten af bandet og leverede en række fine sangpræstationer og soli, der tone for tone var identiske med de originale.

Kopibands er præcis ligesom alle andre kopivarer (lovlige eller ulovlige): de lever af at ligne noget de ikke er. Kopien af Guccitasken har kun værdi så længe nogle tror at det er en Guccitaske. Kopien af Rolex-uret er værdiløs kitch hvis ingen tror det er et Rolex. På samme måde med kopibands. Hvis de ikke kan skabe den samme magi som hvis man var til en koncert med det originale band, så er det blot endnu et amatørorkester uden berettigelse som andet end danseorkester.

Ærgeligt at man ikke kunne danse på Norsminde Kro

Single cask whisky er som en koncert

Oktober 2006

At gå til whiskysmagning og smage de enestående single cask whiskies er som at gå til koncert: Man ved at det er en enestående oplevelse i forhold til at drikke standardaftapninger og lytte til CDindspilninger af musik, hvor det er ens hver eneste gang.

Nu har jeg prøvet det! Jeg har været til whiskysmagning for første gang og følte mig ganske godt tilpas i selskab med de sjældne dråber.

Single cask
Temaet var singlecask-aftapninger fra Skotland og de tilh
ørende historier var interessante og spændende – og lidt nørdede, for sådan er det vistnok at smage single cask-aftapninger: Det er ikke kun smagen, det er oplevelsen ved at være en af en lille flok som får lov til at smage lige netop denne flaske.

Der var fx den Glenturret 1978 Wood Mission Range som var tappet i 2005 på præcis 384 flasker hvoraf de 12 var kommet til Danmark, hvoraf vi nu så sad og drak den ene (som var nummer 284). Og så netop Glenturret som jeg besøgte engang midt i 90erne. Da lå denne ene tønde så stadig og sugede farve og fylde fra bourbonfadet – måske så vi det da vi var på rundvisning??

Standardaftapninger og CDer
Jeg h
ører mest musik ved at afspille CDer. Der er brugt mange mange timer på produktion, afpudsning, justeringer, tilføjelser, ændringer, tilpasning til markedet og regulering af niveauer. Når alle involverede er tilfredse udgives musikken, hvor den selvfølgelig lyder ens hver eneste gang den afspilles.

En CD er som en standard-aftapning af en whisky, som er tilpasset markedet, justeret med karamel, smagt til, fortyndet, reguleret osv. Det kan stadig være en fantastisk god CD og en fantastisk god whisky, single malt med egen charme og kendetegn, men det er stadig en standardaftapning. Næste gang du køber en flaske kan du godt regne med at smagen er den samme – ligesom vi også regner med at der er den samme musik på to ens CDer.

Single cask og koncerter
Anderledes er det med koncerter og singlecask aftapninger.. Du ved simpelthen ikke hvad du g
år ind til. Du kender kunstneren, musikerne, CDerne og har en ide om hvilke numre der skal spilles, men du ved ikke hvordan de vil spille lige præcis i aften. Du ved ikke om de har lavet om på arrangementerne, om musikerne har været oppe at skændes lige før koncerten, om guitaren er blevet repareret, om sangeren har halsbetændelse og om de overhovedet er tændt i aften. Men man ved at det kun er lige præcis til denne ene koncert at der bliver spillet lige præcis sådan.

På samme måde med det enkelte fad whisky. Du kender distilleriet, kender baggrunden, kender historien, kender standardaftapningerne, men du ved ikke hvordan det er gået med lige præcis dette ene fad, som har været overladt til sig selv i årevis. Den er ikke justeret med karamel, den er ikke fortyndet, den er ikke koldfiltreret og den er ikke blandet med anden whisky. Den er ganske enkelt bare tappet fra tønden på flasken og skal tages, ligesom koncerten, som en enestående oplevelse.

En måske banal iagttagelse som gjorde mit liv en lille smule mere spændende.

Live… La Mano Ajena

Juni 2006

La_Mano_AjenaDet er stort at få en musikalsk og kulturel oplevelse ud af den blå luft. Når man går ind til en koncert uden specielle forventninger og med åbent sind og det så viser sig at det rører en dybt. Det er overrumplende, forfriskende og livgivende.

La Mano Ajena fra Chile kom forbi og leverede traditionel jødisk klezmermusik på sydamerikansk – tilsat trommer, bas og moderne musikalske fornemmesler – med charme, energi og teknisk elegance på en græsplæne der blev slidt godt af de mange dansende fødder. De kalder selv musikken “Chilean klezmer gypsy combo” og den store oplevelse gik for mig på den i musikken indbyggede glæde.

Jeg tror vi almindelige vesterlændinge har hørt så meget klynkende poprock spillet af middelmådige musikere hvis største fortrin er at de kender mediefolk og kommer i ugeblade og boogieprogrammer at vi har glemt hvor glad man kan blive af musik. Vi har glemt hvor henført og forført vi kan blive af instrumentalmusik der spilles på en græsplæne, af musikere som ikke er arrogante, navlepillende og frustrerede med indstuderede attituder og stjernenykker, men derimod af ekstremt dygtige, glade, ligefremme og ukrukkede musikere, der spiller fordi det er dejligt at spille.

La Mano Ajena links:

Hjemmeside

Wikiopslag Klezmer

Live… Erik Grip og Thomas Kjellerup

Dobbeltkoncert, Restaurant Terassen, Tivoli Friheden, Århus
7. april 2006

Jeg betalte ikke selv billetten, men jeg overværede denne dobbeltkoncert fra enden til anden og var ikke imponeret. Langt fra. Erik Grip virkede decideret uprofessionel med en guitar han ikke kunne holde stemt, en sangmappe for at huske teksterne og en patetisk holden fast i parolerne fra en anden tid.

Der var dømt viseaften og havde det været en battle mellem de to gik Thomas Kjellerup af med sejren på grund af tekniske fejl hos Grip. Erik Grip har haft 40 års jubilæum i branchen så han må da ellers vide hvad det handler om? Men han holdt stædigt fast i en rolle som de store poetiske ånders talerør til det uoplyste folk. Og det virkede opstyltet og patetisk. Der var slet ikke hverken stemme eller musikalitet til at bære det. Sangene og viserne var der aldeles ingenting galt med, men hele seancen virkede som en påmindelse om at tiden er gået, alting er forandret – undtagen Erik Grip. Der var engang i slutningen af 70’erne og op i 80’erne hvor Frank Jæger-viserne var på mit gadesanger-repertoire, hvor “Små hjul” var den stille kampsang og hvor Grundtvig fik nye melodier, der var engang hvor Erik Grip passede ind i tiden og udviklede sig visemusikalsk. Nu er han der vist bare på almindelig goodwill!

Thomas Kjellerup klarede sig bedre performancemæssigt, er yngre, synger renere, kunne sine sange udenad, var mindre patetisk, men han flytter ingenting. Det er pæne viser, ufarlige, uden kanter, uden overraskelser og kan bedst sammenlignes med ugebladsnoveller og henvender sig vel også til det publikum som læser ugebladsnovellerne.

Jeg ved ikke hvad jeg lavede der i Tivoli Frihedens Restaurant Terassen den fredag aften – udover at jeg var i godt selskab.

Link: Erik Grip: www.grip.dk
Thomas Kjellerup: www.thomaskjellerup.dk

Live… Veto

Kulisselageret fredag den 31. marts 2006

En stilsikker energiudladning på Kulisselageret i Horsens, hvor henved 100 mennesker havde fundet vej for at høre Veto.

Fem kvarters koncentreret energiudladning af en ualmindelig godt sammenspillet gruppe. Der er ingen slinger overhovedet og den bemærkelsesværdige sikkerhed i de til tider ganske skæve taktarter demonstrerer et musikalsk overskud, som Veto formår at kanalisere ud over scenekanten således at selv de mest komplekse dele af musikken uden videre kan kaperes og med den virkning at en ren 4/4 takt bliver den rene forløsning.

Troels Abrahamsens vokal henover infernoet af brudte takter, skæve guitarfigurer og sofistikerede akkordskift binder det hele sammen til en meningsfuld oplevelse. En meningsfuld energiudladning.

Jeg har siden de første demotracks med Veto på mymusic.dk troet på projektet, men efter at have oplevet Veto live er jeg slet ikke i tvivl om at de har en berettigelse på den danske musikscene.

Kommentarer

Troels d. April 07 2006 00:17:44

Hej Alex
Dejligt at du kunne li’ koncerten. Vi ses snart…

Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.