Tag-arkiv: Anne Linnet Band

LIVE … Anne, Sanne & Lis

Ceres Arena, Århus, maj 2019

Det var overvældende og det kom helt bag på mig. Jeg havde slet ingen forudgående anelse om, hvad der var på vej, for det var jo på papiret blot endnu en koncert med nogle af “de gamle”, men da tæppet gik til side og de tre aldrende kvinder trådte ind på scenen kunne jeg lidt forundret mærke tårerne pible frem og den første halve time blev en kamp for at holde dem tilbage. Hvad skete der lige der?

Dette bliver ikke bare en musikdagbogsoptegnelse, men en rejse tilbage i tiden til de formative år, hvor musikken var meget mere end musik men i udpræget grad også en identitetsmarkør og med til at forme hvem jeg var og hvem jeg blev.

Først skal jeg slå fast at det var en fantastisk koncert, som ramte mig og slog benene væk under mig og det var helt overraskende. Der var jo ikke et eneste nummer jeg ikke kendte. Hvert eneste nummer havde jeg et forhold til, et minde klistret op på, en fornemmelse forbundet med.

Thomas Treo og andre anmeldere har hæftet sig ved at Anne Linnet og Sanne Salomonsen har mistet meget af deres stemmepragt, at de sange der stod stærkest var dem fra de tres solokarrierer og at bandet var middelmådigt, men herregud, Treo, det er jo ikke det det handler om. Jeg synes ofte det er underholdende at læse Treos nedrakninger af de mange koncerter han går til, men han glemmer, som de fleste anmeldere, at understrege at oplevelsen af musik er så subjektiv som noget kan være (eller også glemmer vi det som læsere af anmeldelserne) fordi der er så mange ting der spiller med i oplevelsen og i aften spillede hele min ungdom pludselig med og det kan man ikke sætte sig ud over, når man skal vurdere koncerten.

Vi hørte Shit & Chanel, Jomfru Ane Band, C.V. Jørgensen, Lotte Rømer Band, Kræn Bysted og hvad der ellers kunne kobles til 70ernes danske musikalske venstrefløj. Og musikken var en del af alt hvad vi lavede.
Vi (og jeg husker ikke helt hvem “vi” var) tog med bussen fra Struer til seminariet i Nr. Nissum engang i 1980 for at høre Shit & Chanel og jeg tror det var der, jeg faldt pladask for Lis Sørensen. Jeg var nok forelsket, på samme måde som jeg, da jeg var endnu yngre, var forelsket i Pippi Langstrømpes nabo, lille Annika. Den der varme følelse indeni, når Annika var på skærmen, var den samme varme jeg mærkede, da Lis Sørensen stod på scenen på seminariet i Nr. Nissum. Lis Sørensen var en af os. En pæn pige der tydeligvis ikke var hende der bestemte i bandet, som var lidt forsigtig med lidt hævede skuldre og lidt akavet på scenen, men det var hende der havde den store stemme og det så det ud som om hun gjorde sig umage. Hun var lidt ældre end os og på en eller anden måde fejlplaceret på den scene sammen med Anne Linnet, Astrid Elbæk og de andre seje kvinder, men samtidig beviset på at, hvis man gør sig umage, så kan man, hvad man gerne vil.
Som voksen musikforbruger har jeg haft det svært med Lis Sørensens musikalske soloprojekter, men det startede faktisk som en forelskelse 🙂

Og Per Møller fra det oprindelige Anne Linnet Band kom forbi med sin guitar.

Anne Linnet havde jeg det i starten også rigtig svært med. Der var noget lidt truende over den selvsikre århusianer, som ikke var nogen stor sanger men tydeligvis en dygtig sangskriver, som i teksterne forstod at ramme, især pigerne. Og ja, jeg lyttede nok også til Shit & Chanel fordi de piger jeg gerne ville være sammen med lyttede til Shit & Chanel 🙂

Sanne Salomonsen lagde jeg først mærke til da hun kom med i Anne Linnet Band i 1979 (?) og da Sneakers første album kom omkring 1980 (?). Jeg havde nok hørt navnet ifm musicalen Hair, musicalen Jesus Christ Superstar og måske andre projekter, men hun var ikke et stort navn i min verden. Men i Anne Linnet Band blev hun den frække københavner med rockstemmen og i Sneakers ramte hun jo fuldstændig rent i mit rock-hjerte.

Hvis jeg slår årstallene op ser det ud som om at Sneakers, Shit & Chanel og Anne Linnet Band på et tidspunkt omkring 1981 eksisterede samtidig. Hmmm … kan det nu passe?

Sanne Salomonsen

Anne Linnet Band var en del af soundtracket til hele kollektivtiden fra 1982 i Husum, over Brabrand og til 1993 i Højbjerg og de tre kvinders solokarrierer fra start80erne til i dag er jo et helt kapitel for sig.

Jeg blev overvældet og fik tårer i øjnene fordi det pludselig gik op for mig at de tre kvinder har fyldt så meget og sendte mig tilbage i tiden, men også fordi det jo var tre ældre kvinder der kom ind, hvilket unægteligt må betyde at jeg selv er blevet en halvgammel mand. Den tredje ting var sådan en sentimental fornemmelse af at jeg sammen med 7.000 andre mennesker i Ceres Arena gav noget tilbage til de tre kvinder, at vi sagde tak for 1980erne.

Sanne, Anne og Lis for en del år siden
Sanne, Anne og Lis
Anne Linnet Band 1981 i en hel DR-koncert

Band:

Claes Antonsen – Trommer
Poul Reimann – Keys
Jonas Krag – guitar
Annika Askman. Keys og kor
Vicky Singh – guitar og kor
Jakob Christensen – Bas
Mark Linn – Kor
Julie Lindell – Kor
Thomas Edinger – sax
Yulieski Gonzales – Trumpet

Sætliste

1. You’re Crazy
2. Måne sol og stjerner
3. Kærlighed og empati
4. Flyv med mig
5. Laila
6. Livet det begynder nu
7. Du er lige her
8. Regn
9. Det er ikke det du siger
10. Fordi fordi
11. Twist
12. Hvis du forstod
13. Glor på vinduer
14. Mine øjne de skal se
15. Hvor du er
16. Venus
17. Ind til dig igen
18. Sui Sui
19. Smuk og dejlig
20. Stille dans for to
Ekstranumre
21. Tusind stykker
22. Cha Cha Cha
23. Den jeg elsker
24. I morgen

LIVE… Per Møller Trio

Oktober 2015, EriksmindeIMG_20151010_212925

Per Møller Trio er noget helt specielt. Det er musik fra en anden tid, og det er svært ikke at komme til at besynge en svunden tid, hvor en mand , hans Gibson-guitar og en stabil backing var alt hvad der skulle til. Spørgsmålet er om der SKAL mere til?

Vi var vist alle lidt benovede over at Per Møller, Mads Michelsen og Erik Westberg stod der til en privat fest i Salen på Eriksminde (tak for det Rie og Sune). Tre virkeligt garvede musikere som har været med til lidt af det hele. Per Møllers status i 70’erne og start80erne som den danske guitarhelt over dem alle. Mads Michelsen som har været en del af Gnags siden 1981 og Erik Westberg med den anderledes højrehåndsteknik på bassen.

Med lidt søgning på Youtube finder man nemt en række gamle klip, fx med Anne Linnet Band, hvor Per Møller fik plads til at udfolde sig  i starten af 80erne og man finder historien om hans 20 års fravær fra musikscenen og om hans tilbagevenden omkring 2011 og man finder masser af nye klip, hvor han er med Thomas Helmig på tour og fra koncerter med trioen, men man finder hverken på Youtube, Spotify eller andre virtuelle steder den oplevelse det er og den lille magi der er forbundet med at se og høre bandet live.

Der er nærvær og tilstedeværelse, ikke overfor publikum, men overfor musikken og det var helt befriende at det ikke handlede om fremtræden, attitude, leflen, smartness og publikumslir men tydeligvis kun om musikken.

Mads Michelsen og Erik Westbergs fuldstændigt stabile backing var i sig selv en nydelse. Westbergs mildt sagt noget specielle højrehåndsteknik på bassen giver nogle tekniske begrænsninger, men stabiliteten og det “at ligge det helt rigtige sted” kan ingen tage fra ham.

Per Møller Trio var en rigtig god oplevelse og var en påmindelse om hvor musikken kommer fra, nemlig fra nærværet og tilstedeværelsen.