Tredje gang Claus Hempler live. Denne gang i Store Sal i Musikhuset, Aarhus, ikke helt fyldt, men næsten.
Jeg er stadig vild med Hemplers tekster om hans desillusion, hans forspildte chancer, hans depressive kiggen ind i alderdommen med alt hvad der følger med, beskrevet i et billedrigt sprog, der kun kan få en til at smile. Jeg kan sagtens finde mig selv i tekstuniverset og genkende egne frustrationer, men på et tidspunkt kommer der til at mangle noget. Manden vil jo ingenting udover at fortælle hvor dårligt han har det. Han har ikke noget at tilføje. Der er ingen twist, intet forsøg på at få det depressive udtryk til at blive forløsende . Det er bare trist, indadskuende, depressivt uden formidlende omstændigheder – altså udover den fascinerende jongleren med sproget.
Det er lidt som karikaturen på teenagelyrik, bare i et midaldrende-erfaren-mand-univers.
Februar 2020, Kulturkøkkenet, Odder Little Culture Club
En veloplagt Claus Hempler sang sig selv op af det sorte hul, hvor han har hentet sine dansksprogede sange.
Claus Hempler m/ band, Kulturkøkkenet, Odder
Jeg så ham i foråret 2019 i Musikhuset i Aarhus og oplevelsen kunne i den grad tåle en gentagelse. Kulturkøkkenet er noget mere intimt end Musikhuset og jeg synes man kunne mærke at Hempler følte sig godt tilpas. Som om han nu føler sig mere sikker på at han har ramt et eller andet, der kan bygges på. Det sortsynede og ret desillusionerede univers han bevæger sig rundt i bliver trukket op i lyset, når han smilende og humoristisk mellem numrene kan fortælle om hvor sort det hele er, når han ikke lige står i rampelyset. I et af de nye numre vi fik lov at høre, siger han det så konkret at han ved at han har det meget bedre lige nu end om et øjeblik når sangen er ovre.
Hvad er det han rammer hos et pludselig meget bredere publikum end han nogensinde har gjort? Han rammer måske den ængstelse der ligger hos mange midaldrende, om vi nu har gjort det godt nok, om vi fik nok ud af den ungdom som ikke er der mere og om alle potentialer er forløst. Kombinationen af denne ængstelse og de fantastiske billeder og det til tider CVJørgensenske sprognørderi gør noget rigtig godt. Noget af ængstelsen bliver forløst.
Og så er Hempler jo cool. Måske sådan lidt 90er-cool med slips og spidse støvler, men helt sikkert cool.
Det ender måske med at være så ironisk at han med disse desillusionerede sange om, hvad han kunne være blevet til, hvad livet kunne have været, hvad sangene skulle have handlet om gør ham til det, han drømte om: En stjerne, som folk lytter til – og så er han vel nødt til at skrive en flok nye positive sange?
Teksterne bliver bedre jo flere gange jeg hører dem. Der er mundrette nydelser og rim som man har lyst til at sige, synge og huske
“Jeg drømmer om en sang der er lige på og hårdt gennem røgen fra tobakken der er tydelig som en blotter i parken med pointen parat under frakken Jeg drømmer om en sang som et vristspark i skridtet og et whiplash i nakken”
“en sang der flakker rundt i et virvar af vildveje med vinden i håret”
“Navnet er Hempler, fornavnet Claus Jeg trives bedst i en syndflod af stående applaus”
“Der er ikke den drøm jeg ikke har parkeret Der er ikke det bandrum jeg ikke har raseret”
“nægter at gå hjem før promillen er forhøjet uroen dulmet og cigaretterne røget”
“Det er en lang lang dans til et tungt tungt beat på et tomt tomt gulv Det er en tynd tynd tråd i et dybt dybt fald i et sort sort hul”
Det er godt at have fået en livserfaren Hempler på banen.
Iøvrigt mener jeg at Odder Little Culture Club skal have et nyt bagtæppe.
Fire numre som opvarmning til Claus Hempler i Kulturkøkkenet og fire numre var alt hvad der skulle til for at fange hele salen! Et ubestrideligt kæmpetalent hvad angår sangskrivning, sangstemme og guitarspil. Jeg synes det var i en klasse, som vi meget sjældent hører.
Ginne Marker, Kulturkøkkenet, Odder
Hvis tingene flasker sig bliver Ginne Marker et navn vi kommer til at høre meget mere til de kommende år. “Hvis tingene flasker sig” betyder at der er så mange andre ting end talent der er afgørende for om et menneske som Ginne Marker bliver et af de navne vi kommer til at kende. Branchen skal kunne li’ hende, hun skal tales op i musikkredse, hun skal være et menneske som journalister og branchefolk kan lide, hun skal blive ved med at levere nyt materiale, hun skal kunne tåle modgang og dårlige historier, hun skal blive ved med at have lyst til at være med osv osv.
Jeg har i hvert fald lyst til at følge hende og høre hvad det kan udvikle sig til. Gerne med et lille raffineret jazzband som backing næste gang 🙂
Tjek hendes roste debutalbum “For Seasons To Come”, produceret af Aske Jacoby (hvilket også er et slags kvalitetsstempel)
Det var en speciel aften i Rytmisk Sal i Musikhuset, Aarhus. Speciel for mig i det mindste. Dyster, pegende på sig selv, cool, velsyngende, men først og fremmest på dansk og sikke et dansk. Hvorfor har den mand dog ikke skrevet på dansk før?
Der er så mange referencer man kan komme i tanke om, både tekstligt og musikalsk. Han leger sortseende med sproget som en C.V. Jørgensen, han er selv i centrum i de bekendende tekster, som en teenager i sin dagbog, hans stemme og indtil flere arrangementer er så Leonard Cohen-agtige at det ikke kan være tilfældigt og han er rankrygget cool som en Nick Cave.
Claus Hempler passer lige til mig lige nu. I starten af 90erne lyttede jeg faktisk meget til Fielfraz og syntes der var noget specielt ved deres tilgang til rockmusik. Jeg syntes jeg hørte noget jeg ikke hørte andre steder. Der var Hemplers stemme, men det var mere end det. Det var Fielfraz i det hele taget. Senere soloprojekter og samarbejde med Dicte har jeg ikke lyttet til overhovedet, men kan sagtens høre nu at der er masser af kvalitet at hente der. Jeg bliver bare så træt, når teksterne skal være på prætentiøst engelsk og man ikke tør stå ved hvad man synger.
Hempler passer til mig lige nu. Han er 49 år og har måske sagt til sig selv “OK, nu gør jeg det. Skriver på dansk om mig selv og lader det komme. Jeg er ved at blive gammel og hvis jeg musikalsk skal nogen steder, må jeg gå all-in og så må det briste eller bære.” – og det bærer i den grad.
Klaus Lynggaard skrev i Weekendavisen noget i retning af “Claus Hempler har altid været der, i periferien” og det er også sådan jeg har det. Det nye album “Kuffert fuld af mursten” og koncerten i Musikhuset, Aarhus blev en musikalsk genopdagelse af Hempler, som for mig lige er trådt flere skridt væk fra periferien og ind mod midten af dansk musik.
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.
