Tag-arkiv: Festival

Varmer op til NorthSide 2013

northside-2013Har købt billet til NorthSide 2013 fordi der er spændende navne jeg aldrig har hørt live på plakaten. Portishead, Nick Cave, Band Of Horses og Bikstok Røgsystem har jeg aldrig set live, men siddende med det fulde program indser jeg at der er mange navne, hvor jeg kun kender navnet men ikke musikken.

Så er det jo fantastisk at man har Spotify og kan lave en Northside-2013-playliste og blive opdateret og forberedt på hvad der venter i Århus midt i juni.

Der venter meget spændende musik, men sandsynligvis også en masse musik som IKKE får mit blå stempel, hvis alt er som det plejer.

Jeg lytter NorthSide-navne den næste måned

Roskilde rydder stadig op

apr 2008

Ifølge JyllandsPosten i dag rydder man stadig op på festivalpladsen efter sidste års festival, fordi pladsen først nu er så tør at man kan få affaldet op af jorden.

Imponerende at man stadig rydder op 9 måneder efter mudderbadet, og uforståeligt at det er nemmere når jorden er tør. Hvis jorden nu efter 9 måneder endelig er blevet tør må det da være aldeles besværligt at få affaldet op???? Så skal det jo graves op det hele. Jeg forstår ingenting!

Og festvalen indrømmer at tingene sidste år var ude af kontrol. Man improviserede sig frem – og det er da dejligt at man nu efter 36 års øvelse vil forberede sig på at det måske regner i festivalugen, og man vil tjekke at drænrørene er rensede og man vil lægge flis ud til fri afbenyttelse.

Man skulle jo tro at de har læst mit indlæg om Vejret på Roskilde 07!

Jyllands Postens artikel:
http://jp.dk/kultur/popmusik/article1322835.ece

Roskilde Festival 2007

aug 2007

En ganske kort, kronologisk og lidt dagbogsagtig gennemgang af min datters og min vej gennem en regnvåd uge på Roskilde Festival 2007:

Det allerførste vi løb ind i var Mit nye band som var alt for eksperimenterende at starte på i regnvejr og gummistøvler, så vi gik ud og rekonogserede, købte ørepropper og vendte så tilbage for at høre Death By Kite, triorock med alvorlig weltsmertz, men det var som om de kun kunne den samme sang, som de spillede igen og igen i forskellige variationer.

Mandag gik vi i biografen, hvor der på plakaten kun var kultfilm af alle slags. Vi så “The Calamari Wrestler”, som er en helt fantastisk japansk film om en bryder der pludselig midt i en match forvandles til en blæksprutte. Blæksprutten er vel at mærke af Bamse & Kylling-typen, hvor man kan se syningerne langs de lange arme, og plottet er så kliche-agtig at man skriger af grin over hvor alvorligt skuespillerne agerer.

‘The Calamari Wrestler’ var vores opvarmning til Decorate Decorate, et ungt, lidt dystert band som forsøgte at skabe en mørk dommedagsstemning der signalerede alvorsfuldhed og seriøsitet, men det kom det meste af tiden til at virke anstrengt og prætentiøst. Anderledes lige ud af landevejen var det med Highway Child, som (surprise!) spillede rock på den gammeldags Deep Purple-agtige måde. Og der var fuld fart, speedguitar-soloer, tenorskrig, langt hår og rock’n’roll-attituder. Der er ikke meget nyt at hente her, men en påmindelse om hvor alle de nye stilarter kommer fra.

Forest & Crispian fra Sverige stillede op med et anderledes setup og en anderledes lyd end det vanlige: guitar, moog, stående trommeslager og masser af sangharmonier og så en masse frisk energi. Det holdt langt hen ad vejen, men den stående trommeslager blev mod slutningen åbenlyst, og forståeligt nok, træt i det ben han hele tiden skulle støtte på og slæbte de sidste numre hjem. Forest & Crispian var dagens glædelige overraskelse. Lidt anderledes og masser af energi er en god kombination til et kræsent og allerede mæt publikum. I samme boldgade var Turboweekend, som også var en trio, også havde en moog, men nu sammen med bas og trommer. Stilen var anderledes end Forest & Crispian, lidt dance-agtigt, men med en fantastisk god rock-energi. Fremad! Up-tempo! 1-2-3-4.

Aftenen sluttede, for os, med færøske Høgni Lisberg, som faldt i kategorien traditionel singer/songwriter. En absolut god sangskriver, specielt balladerne var stemningsfulde og ellers var det jævn og veludført poprock som vi nok har hørt før, men som også er en slags reference-genre for alt det nye.

Københavnske Choir Of Young Believers havde vi fået at vide at vi skulle høre. Det var storladent, flot og gennemarrangeret. Musikken bevægede sig på et næsten traditionelt grundlag af symfonisk pop, men de mange skæve vinkler og overraskende akkordskift, gjorde det til en decideret nydelse. Marybell Katastrophyfra Århus var også en positiv overraskelse. Med en meget energisk, frisk og ligefrem frontfigur, der spændte vidt. Der var noget Björk over hendes stemme. Skævt, melodisk og energisk.

Analogik – En koncert som mange havde set frem til. Jeg havde på fornemmelsen at der var lidt kult indover. Analogik spiller lidt forsimplet balkanmusik med en DJ til at krydre. Det er voksne mænd, der har ramt en gruppe af mennesker som søger noget oprindeligt og ægte, men stadig trygt og velkendt. Balkan-musikken synes voldsomt forsimplet og blev spillet som en træskotrampende udgave af dansk spillemandsmusik. Publikum var ellevilde, men på en lidt distanceret og påtaget måde. En kom-nu-leger-vi-hippier-og-laver-slangen-rundt-mellem-publikum-måde. Musikalsk var det en lidt skuffende oplevelse.

Asinrebekkamaria– Disko-dancehall-pop. Fuldstændigt centreret om en kvindelig sanger. Ikke min kop te.

Paneldebat- Christian Leth fra DRs liga.dk, Hüttel fra Koda og Troels Abrahamsen fra Veto i en diskussion om hvor pengene er i en internetbaseret musikdistribution.

1-2-3-4 – Vi forlod koncerten. Det var for ordinært. Man bliver kræsen, hvilket selvfølgelig er unfair – at bedømme et band på 2 numre.

Detektivbyrån – fra Sverige. Vi forlod også denne koncert. Spændende ide med at blande noget spilledåseagtigt folkemusik med lidt rock og teckno, men det var alt for forsimplet og usofistikeret. Det blev gimmick frem for en spændende cocktail

The Floor Is Made Of Lava – er blevet totalt hyped og vi var begge (min datter på 15 og jeg) lidt skuffede. Der var totalt gang i den og forsangeren har klart et stort potentiale, men jeg synes slet ikke materialet havde kvaliteter til mere end middelmådigt. Bandet bag forsangeren var heller ikke udover det sædvanlige.

Arcade Fire – fra Canada på Arenascenen. Mindst 10 mennesker på scenen med violiner, kontrabas, harmonika og alt muligt. En kæmpe lydmur hvor strygere og uh-stemmer gik i et og blev meget massivt. Der var nogle grundindstillinger på lydanlægget der skulle have været justeret før de mange mennesker kom på scenen. Arcade Fire er melodimæssigt anderledes end meget andet. Det minder mig om The Hooters. Arcade Fire er bestemt et spændende bekendtskab, som jeg vil nærlytte med god lyd når jeg kommer hjem.

The Killers – Rock’n’roll på Orange Scene

Björk – Orange Scene og vi var oppe foran. Det regnede og var koldt, men det var et magisk show, som sidst jeg så hende. Mr. Bell på computer, en persussionist, en pianist der havde alt på noder og 8-10 islandske kvindelige blæsere. Björk var klædt i en meget speciel klovneagtig kjole i alle farver.

Først fik vi tre kvarter med alle de stille numre, hvorefter der blev lukket op for de voldsomme beats sluttende med “Declare Independence” hvor der blev hejst det islandske og det grønlandske flag. Björk har karisma. Björk er stadig lillepigen og heksen på samme tid, men lidt mindre end førhen. Lillepigen er på retur, heksen er blevet lidt mindre diabolsk og lidt mere stueren.

Musicians Of The Nile – Verdensmusik på Astoriascenen. ægyptiske sigøjnere der spillede deres enstrengede instrumenter, blæsere og fløjter. Meget entonigt. Der skiftes ikke akkorder overhovedet og det bliver trance-agtigt

Mando Diao – fra Sverige på Odeon-scenen. Virkelig godt og energisk rockmusik i lige linie fra Beatles og Oasis. Meget melodibaseret, hvilket adskiller dem fra meget af det andet vi har hørt. Et stort plus i notesbogen ved Mando Diao.

Camera Obscura – fra Skotland. Mærkelig malplaceret, men måske er der noget med teksterne? Det lød som danskpop-musik på engelsk.

The Sounds – Flere svenskere på Arena-scenen. Meget populært og med en Blondie-agtig frontfigur i neglige og frække attituder. Det holder slet ikke i længden, men masser af energi og ungdommelig vrængen.

Konono No. 1 – Congolesisk verdensmusik. Spændende som meget andet musik fra fremmede kulturer. Konono No. 1 bliver trance-agtigt ensformigt efter et stykke tid og sandsynligvis pga at det er fremmed for mine ører bliver det svært at høre og sætte pris på detaljerne og variationerne. Jeg hører kun monotonien, men fornemmer at der er meget mere i musikken. Gruppen har spillet sammen med både Björk og Tortoise.

Beastie Boys – Old school hiphop, som havde et stort stort publikum ved Orange Scene med sig. 1½ times råben og skrigen og scratchen. Det er ikke, og har aldrig været, min kop te.

Klaxons – Odeon Scenen. Helt nyt band med et par radiohits. Ung fandenivoldsk energi og et par uartikulerede omkvæd, så var publikum på plads for en tid. Det er alt for nemt!

Trentemøller – Arena Scenen. Afspilning af en hel CD live sammen med Michael Simpson og en trommeslager. Det er trance, computer, stille vuggende grooves, keyboard og rundkørsel. Trentemøller er det helt store for tiden, det ved jeg godt, men det er jo ikke nyt og jeg ved ikke engang om det er spændende. Det er halvfjersernes Jean Michel Jarre i moderne udgave og med mere vægt på groove end på melodi. Al respekt for det Trentemøller kan med en computer, men der er ikke musikalsk belæg for den bølge han rider på.

Band Ane – Electronica med en pige bag en computer + et band sammensat til lejligheden. Meget a la Trentemøller. Meget medrivende, men genren har et problem når det skal spilles live!

Camille Jones – Electrofunk tror jeg vi skal kalde Camille Jones musik. Der er gang i den. Det er elektronica med gang i, eller techno med sang.

Thomas Dybdahl – Helt mærkeligt at høre gammeldags vellyd med skandinaviske soul-fraseringer efter så mange nye indtryk, nye bands og ny musik. Et stort band med både pedalsteelguitar og violin gjorde det til et hyggeligt og trygt afbræk i strømmen af nyt.

Flaming Lips – Orange Scene. Tegneseriefigurer, julemænd, konfetti-kanoner, megaballoner, almindelig balloner og jeg skal gi dig. Den fik hele armen med iøjnefaldende scenestunts. Introen hvor forsangeren kravler ind i en kæmpeboble og crowdsurfer inde i boblen er jo lige til alle avisernes forsider. Jeg kendte ikke Flaming Lips skønt det tydeligvis var aldrende mennesker og musikken var ikke specielt iørespringende.

Oh No Ono – En meget bedre koncert end jeg havde forventet. Et af min datters foretrukne danske bands, så jeg har hørt det hjemmefra. Der var noget friskhed og drenget charme over bandet og der var en musikalsk samhørighed med fx Arctic Monkeys. Mange akkorder, gode melodier og så et drive og et drenget gå-på-mod er en god kombination.

The Who – Orange Scene. Vi var oppe i frontstage-pitten igen fordi det kunne være sjovt at se koryfærerne. Og det var sjovt at se dem, men musikalsk er det jo en total misforståelse at en gruppe som The Who stiller op igen. Pete Townsend kæmpede en brav kamp og arbejdede ihærdigt for hyren med de velkendte møllehjulssving på guitaren, men det bliver jo lidt en parodi på dem selv de laver. Roger Daltrey var en katastrofe! Den store stemme som var med til at gøre The Who til hvad de var, er væk. Manden har ingen stemme tilbage. Han undskyldte sig med at det våde vejr havde gjort ham forkølet og han fik da også et krus varm te ind på scenen midt i showet (det er den slags man lægger mærke til når man står oppe foran), men jeg tror simpelthen den gamle mand fik træk i gyngestolen forleden aften da slumretæppet var faldet ned fra hans skød derhjemme. Vi fik en flok af de gamle hits, flere med en film kørende bagved med optagelser fra The Whos koncerter i slutningen af tresserne og starten af halvfjerserne, hvor der blev smadret guitarer og forstærkere, så fik vi også det med. Det var sjovt at se The Who, selv om The Who måske er så meget sagt, da det kun var Pete Townsend og Roger Daltrey + et stort band, men de burde nok have ladt være at lade sig lokke til at stille op igen så mange år efter.

Grizzly Bears – Intellektuel amerikansk musik uden stjernepotentiale men med stor musikalsk kunnen og spændende materiale, der både havde jazzelemeneter og noget folklore over sig, men først og fremmest var det deres eget og spændende. Helt sikkert dagens største positive overraskelse.

Red Hot Chili Peppers – Orange Scene. Det er jo bare rock’n’roll og lige netop til denne koncert var det ukoncentreret og slapt afleveret rock’n’roll. Der var slet ingen gejst at spore og forsanger Anthony Kiedis lød som om han nærmest kedede sig. Det var en aldeles upassende og fornærmende dårlig optræden som vi ellers var mange der havde set frem til. Vi hørte ikke koncerten færdg.

Rhonda Harris – Nikolaj Nørlunds engelsksprogede projekt Rhonda Harris har et stort og indfølende stampublikum og det er dejligt at vide at der er folk som Nikolaj Nørlund i den danske musikverden. Der er noget integritet, noget troværdigt over musikken, som jo i Rhonda Harris’ tilfælde ikke handler om de store tekniske udskejelser men netop om stemning og troværdighed.

Arctic Monkeys – Orange Scene. Og vi var helt oppe foran Orange Scene igen og det gør altså en forskel om man står nede bagved og ser på videooptagelser fra scenekameraer, eller man står oppe foran og selv kan se de unge mennesker i øjnene. Der er noget drenget og hovent over Arctic Monkeys. Det er forfriskende med den lidt anderledes måde at fokusere på “den gode melodi”. Gode melodilinier, mange akkorder. Et absolut godt ungt band med et stort publikum, der nok skal bære dem igennem nogle år.

Muse – Jeg havde set frem til Muse som vores afslutning på Roskilde ’07 og jeg blev ikke skuffet. Faktisk blev jeg aldeles overrasket over hvor supertjekket et band Muse er. De kommer hele vejen rundt fra de stille ballade-agtige passager til det vildt storladne og prangende. Og de magtede det hele vejen rundt.

Som min lille musikalske konklusion efter at have været på Roskilde Festival igen efter 23 års pause – jeg var der sidst i 1984 – må være noget i retning af at jeg er overrasket over at så lidt har ændret sig.

De unge gæster synes mange af de nye navne er aldeles originale og supersejge fordi de ikke lyder som nogen andre, men jeg synes ikke der var meget nyt under solen. Der er nye navne, men det allerallermeste musik er hørt før. Den positive melding er at der er fantastisk mange nye navne der gør det helt fantastisk og at de ligger i en fin og naturlig forlængelse af det der er sket med populærmusikken de sidste 30 år, hvor jeg har fulgt lidt med.

Men de skulle nu få gjort noget ved vejret!!!!

Roskilde Festival 2007 – og nu til vejret

aug 2007

Den gamle mand har været på Roskilde Festival. Og så netop i 2007 hvor der kom så meget vand som Roskilde Festival ikke har set i de foregående 36 år. Næsten 100 mm i løbet af ugen. Og vi sejlede i vand og vi vadede i mudder og vi traskede i gummistøvler og det var præcis som jeg husker det da jeg sidst var på Roskilde Festival i 1984, for 23 år siden, 22 år gammel!

But we did all 8 days!

Det blev en overlevelsestur med to punkter som jævnligt skiftede plads på dagsordenen, nemlig at klare dagen og vejen med føde, hygiejne (??) og søvn og som det andet : musikken. Vi, min datter og jeg, tog på Roskilde Festival med musikken som det primære. Vi skulle høre alt det nye og fede, men overlevelsen rykkede i perioder op som det primære og musikken røg så ned som det sekundære. Sådan er vi mennesker vel indrettet ? Heldigvis.

Vi ankom søndag eftermiddag og slog vores telt op på den eneste ledige plads vi kunne finde efter mange timers rejse i tog, med bus og på gåben i det allerede våde og smattede område, nemlig et sted hvor der stod 6-8 cm blankt vand. Pladsen var naturligvis ledig pga det blanke vand, men det blev vores held. Stedet fandt vi helt nede i bunden af G-området og lå ikke specielt lavt, men var altså oversvømmet allerede. Vi satsede på at bunden i teltet ville holde tæt og placerede teltet i det højestbeliggende hjørne af den lille plads og måtte have hele hånden under vand når pløkkerne skulle sættes i.

Samme aften forsøgte en flok at sætte et stort telt op ved siden af og måske fik de det rejst, men næste morgen lå det tomme telt jævnet med vandet og vi så ikke vores næsten-naboer siden.

Der blev gravet grøfter til at lede vandet væk. Der blev skovlet vand og mudder væk fra teltindgange. Der blev ofret campingstole til at lave broer over de gravede grøfter. Der blev købt presseninger, regnslag og spinkle hvide pavillioner i stakkevis. Køen ved Spejdersport-butikken i handelsområde West var den længste kø overhovedet i de første dage. Alle forsøgte at holde humøret højt, vi var først lige startet, men når man stod på toppen af trappen ved overgangen over banelegement og kiggede ud over handelsplads West, som var en kæmpestor mudderpøl med en lille ø ude i midten, kunne det være svært at se hyggen.

“Vi havde en god dag tirsdag” sagde vi til hinanden hele onsdagen og hele torsdagen og det meste af fredagen, hvor der kom forlydender om at det måske ville blive mere tørt i weekenden. “Vi skal huske på at vi havde en god dag tirsdag”. Det regnede nemlig kun lidt, dvs nogle få halve timer, om tirsdagen.

Torsdag regnede det da vi vågnede og det fortsatte til kl. 2 om natten. På torsdagen hvor festivalpladsen åbnede faldt der lige så meget vand som der gjorde i hele festivalugen i 1997, som hidtil har været den vådeste. Vi snakkede om det grønne græs vi kunne skimte inde på selve festivalpladsen gennem hegnet. Hvor længe ville der gå efter kl 1700 før også det grønne græs var forvandlet til mudder? Vi tippede på et par timer, og blev overrasket over at det ikke tog nær så lang tid. Da klokken blev 1700 og pladsen åbnede fór vi ind og satte os i vores regntøj ned på græsset. Muligheden for at sætte sig ned på græsset, eller på jorden for den sags skyld, er et overset og undervurderet privilegium, som jeg har sat stor pris på siden Roskilde ’07. Det faktum at man går og står på sine fødder fra 10 formiddag til 01 nat og ikke kan sætte sig fordi der er smat overalt, gjorde at en plet grønt og vådt græs var en velsignelse.

Det regnede da vi stod i kø til forscenen til Björk og det regnede da hun sang og vi blev varmet af hvad der skete på scenen.

Lugten af smat havde jeg glemt. Især lugten når regnen stopper, solen kigger frem og fordampningen starter. En sødlig og umiskendelig Roskilde-smat-lugt!

Fredag morgen, efter torsdagens mange millimeter regn, var en stor lejr 50 meter bag vores telt omdannet til en sø med en halv meter vand og fire telte der stod alene på en ø i midten.

Der blev indført hård disciplin i teltet, hvor vores sovekabine blev udnævnt til det ‘allerhelligste’, hvor der kun måtte findes luftmadrasser og soveposer. Vi sov fortrinligt og mindst 10 timer hver nat. Hurra for ørepropper!

Da der lørdag formiddag blev spredt snittet hø og halm på gangvejen bag os og jeg sneg mig til at samle en favnfuld duftende hø ind i teltets smat-‘forgang’ gik perspektiverne op for mig. Jeg glædede mig som et lille barn der har fået den julegave det ønskede sig. Da vi gik tilbage til teltet om aftenen sagde vi til hinanden ‘… og vi har frisk hø!’ og vi glædede os til at komme ned i det velduftende telt, hvor en favnfuld hø gjorde at vi syntes vi var rige og privilerede.

Og Roskilde Festival har efterfølgende fortalt om slamsugere der kørte i døgndrift og hvor mange kubikmeter flis der blev kørt ud og det er givetvis rigtigt altsammen, men vi så hverken slamsugere, flis eller snittet halm før torsdag, hvor festivalpladsen åbnede. Man kan sige at servicen for alle de campister som lå på pladsen fra søndag før festivalstart var absolut fraværende. Det burde kunne gøres en hel del bedre. Undtagelsestilstand eller ej.

Roskilde ’07 var en våd affære og vil, hvis de globale klimaforandringer ikke indtræder hurtigere end forventet, gå over i historien, som en overlevelsestur der trak tænder ud, men vi gennemførte – og det er da også noget!