Tag-arkiv: Jeg lytter til

Jeg lytter til … Jacob Collier

Jacob Collier

Jeg kan ikke komme af med min begejstring og begejstringen går i en helt anden musikalsk retning end det plejer. De musikalsk begejstrede øjeblikke i mit liv opstår med støre og større mellemrum og det har da givet anledning til en vis bekymring. Har jeg hørt alt eller er jeg bare blevet gammel og musikalsk forstokket? Tja …

Og pludselig får jeg så øre på Jacob Collier. Han har været i mit news feed nogle år, men som en kuriositet med nogle lækre arrangementer af kendte numre. Efter at han fornylig fik tildelt et par Grammyer (for arragement af gamle “Moon River” og Lionel Richie’s “All Night Long”) måtte jeg lige “tjekke ham ud” og i løbet af en aftenstid var jeg fanget ind af en dyb fascination af hvad der er menneskeligt og musikalsk muligt. Han er jo en fænomen. Han bliver kaldt musikkens Albert Einstein, han har totalgehør, han arbejder med mikrotonalitet, han er 24 år, han diskuterer harmoniseringer med Herbie Hancock, han afholder Master Classes om musikalsk arrangement, han holder Ted Talks, han skriver musik, arrangerer, indspiller, laver videoer, giver koncerter, behersker tilsyneladende et væld af instrumenter og så optræder han i farvestrålende pludderbukser og bare tæer og alt ser ud ud til at være legende let.
Milos Forman’s fremstilling af Mozart i 80er-filmen “Amadeus” popper op i mit hoved. Et legende musikalsk geni, der tilsyneladende kan alt og som balancerer på kanten af at være alt alt for meget. Det er svært at kapere at et enkelt menneske er så giftet i ens eget domæne. Ikke at han hoverer som Forman’s Mozart. Slet ikke. Han er faktisk ydmyg ift de gaver han har fået, men alligevel bliver det for meget – men samtidig svært at slippe, når man først er kravlet ind i det vildtvoksende univers af harmonier som Jacob Collier disker op med.

Der ligger på YouTube et fantastisk klip hvor Collier forklarer hvordan han i et korarrangement af “In The Bleak Midwinter” modulerer fra E-dur til “G½#”, altså midt mellem G og G# uden at man lægger mærke til det. Det er fuldstændig magisk, ligner og lyder som en tryllekunst, for man lægger simpelthen ikke mærke til det hvis man ikke bliver gjort opmærksom på at klaveret pludselig ikke stemmer mere.

Jeg har tidligere godt kunnet argumentere for at alt for meget teori og analyse kan være med til at ødelægge oplevelsen af god musik, men det er faktisk mange mange år siden at jeg indså at det absolut modsatte er tilfældet. Kendskab til musikteori, analyseredskaber og musikhistorie gør så at sige altid musikoplevelsen større fordi man får nogle ekstra måder at forstå musikken på.

Når alt dette er sagt er det jo altså ren teori, færdigheder, viden og akademisk analyse. Der findes sikkert nok en masse vidunderbørn rundt omkring i verden, også i den musikalske verden, men Jacob Colliers har så lige også ramt nogle skills med video, med Logic og Pro Tools og lysten til at stå frem, som har gjort at han bliver meget synlig.

Hans originale musik (3 albums indtil videre) er skam fine og pæne og en rundrejse i alle hans færdigheder, en rundrejse i genrer og en demonstration af hans tekniske kunnen, men det er ikke musik der får hårene til at rejse sig på armene. Det er ikke kunst, men færdigheder. Det er den del han mangler for at være det totale vidunder og måske derfor at det er helt oplagt at det er to numre af andre kunstnere han har fået arrangements-grammyer for.

Men det er stadig et dybt fascinerende bekendtskab.

Jeg lytter til … Maceo Parker

Jeg er inde i en periode i mit liv, hvor det føles som om der er meget langt mellem de musikalske snapse, hvor musikoplevelserne kører i ring, hvor jeg synes jeg har hørt det hele før og hvor jeg kan blive helt modløs af at tænke på hvor meget tid jeg har brugt på musik, når det nu føles som om jeg er færdig med musik og ikke kan finde de store oplevelser.

Og så er det at jeg falder over gamle Maceo Parker og et enkelt nummer og så var jeg tændt igen. Jeg har egentlig aldrig været til den der rendyrkede funk, hvor groovet bare fortsætter i en uendelighed og hvor det måske mest handler om at komme i en eller anden rytmisk ekstase, men pludselig virker det og jeg sad bare og smilede hele vejen igennem nummeret. Jeg så klippet igen og jeg blev ved med at smile. Der er noget der virker.

Der er noget med sådan en funk-rytmesektion. Der handler det først og fremmest om groove og ikke om tekniske finesser og lir og det fortsætter og fortsætter med bittesmå variationer og man kan næsten blive lullet ind i en trance. Det handler for rytme-sektionen netop om at kunne blive ved og ved med samme intensitet, uden at blive træt, uden at blive ufokuseret fordi det er gentagelser. Og det kan de her. De er ikke de vildeste tekniske mestre, men de holder den i den grad kørende.

Og så er der Maceo Parker, Pee Wee Ellis og Fred Wesley, tidligere blæsersektion hos James Brown som gør det til noget helt specielt (for mig lige i dag i det mindste :-)). Det er så tight, så stramt, så sammenspillet og nærmest een organisme i stedet for tre forskellige horn.
Og så er der de små gimmicks (“Hear the drummer” og i slutningen hvor de alle tre fjerner sig fra mikrofonerne) og jeg nyder det hele.

  • Når man hører Maceo Parkers “Hu” og “Good God” hører man jo tydeligt at han har stået bag James Brown.
  • En fantastisk kommentar til YouTube-klippet: “My god. You could base a whole religion around this groove. “
  • Hele filmen, som klippet er taget fra hedder “My First name is Maceo” og ligger også i sin fulde længde på YouTube

Jeg lytter til.. Beatles – The Esher Demos

I anledning af at det er 50 år siden at Beatles udgav The White Album er der blevet udgivet demoudgaver af alle sangene. The Fab Four havde været i Indien med forskellig tilgang og forskelligt udbytte og de mødtes nu hjemme hos George og optog på hans firespors-båndoptager 27 sange hvoraf de allerfleste kom med på The White Album, nogle kom med på senere udgivelser.

Beatles-nørder kender historien om tilblivelsen af The White Album som  5 måneders uenigheder, skænderier og frustrationer, hvor de 4 beatler på næsten intet tidspunkt er i studiet på samme tid, hvor Yoko Ono pludselig dukker op og ikke viger fra Johns side, hvor George’s kone Patti pludselig hellere vil have Eric Clapton (som spillede guitar på Where My Guitar Gently Weeps), hvor deres nye pladeselskab Apple blev grundlagt osv osv, og vi kender The White Album som en stak meget forskellige sange, der peger i alle retninger og som tydeligvis er små individuelle og personlige projekter og ikke et fælles Beatles projekt. The White Album fra 1968 står som starten på slutningen for Beatles, men the Esher Demos viser en helt anden start på projektet.

Det lyder som om de har det sjovt. Det lyder som en flok unge mennesker, sidst i 20erne, som har været 3 måneder i Indien sammen, skrevet sange hver for sig og nu glæder sig til at komme i studiet. Som spiller sangene for hinanden på deres akustiske guitarer, synger med på hinandens sange, spiller lidt tamburin og synger lidt 2. stemme og ellers hygger sig.
Man fornemmer ikke nogen dårlig stemning og sangene lyder præcis som de skal, forstået på den måde at de lyder som jeg spillede dem hjemme på teenageværelset i slut70erne :-), hvor jeg havde min Beatles-periode og hvor alle sangene blev spillet på akustisk guitar efter bedste evne.
Jeg tror vi lyttede gennem alle lagene af instrumenter, finpudsninger, soloer og lydeffekter og kunne høre hvordan sangene var i helt rå, upolerede og nøgne udgaver og det var sangene vi kunne lide – og det er lige præcis sådan sangene lyder på The Esher Demos. De lyder som vi drømte det skulle være: To guitarer, nogle akkorder, en tekst, en melodi og ikke andet. Det var nemlig det vi selv kunne præstere på teenage-værelset.

Det er næsten magisk at høre sangene i demoudgaver. Sange man kender så godt, som man har haft så inderligt et forhold til og som pludselig står nøgne og sårbare og som ikke andet end tekst, melodi og akkorder.

På Spotify-listen herunder starter demoudgaver ved track 31

Jeg lytter til….. Aske Jacoby

Jeg faldt for noget tid siden tilfældigt over noget af Aske Jacobys solomateriale og jeg har næsten ikke lyttet til andet en hel uge.

Manden er på min alder, midt i 50erne, og besluttede (har jeg lige læst mig til) for få år siden at satse hele butikken på at spille sin egen musik efter i årtier at have været studiemusiker, producer og sideman hos mange af landets store popkunstnere (News, C.V. Jørgensen, Thomas Helmig, Danseorkestret for at nævne nogle). Han medvirker efter sigende på 400 albums som studiemusiker.

“Chant” fra 2014 er historien om den 50-årige Aske, der i stedet for at købe en motorcykel, blive skilt eller hvad mænd nu finder på, når de indser at de er på vej til at blive halvgamle, beslutter at leve drømmen ud og tager til Los Angeles for at indspille sine egne sange med bl. a. 72-årige trommeslager Jim Keltner, som har spillet med alt hvad der kan krybe og gå af verdensstjerner

Keltner hvisker Aske i øret at han er en blændende guitarist, sanger og sangskriver, fuldt på højde med alle andre han har spillet med, hvilket ikke er få og ikke er hvemsomhelst.

Aske Jacobys stemme har klare mindelser om John Hiatt, som jeg lyttede meget til i start-90erne. Der er endvidere, specielt på de nyeste live-optagelser fra Paris en fornemmelse af Daniel Lanois i måden at spille guitaren på og lydbilledet generelt.
Der var med andre ord noget velkendt over det allerede første gang jeg hørte det. Vi snakker ikke kun om ekvilibrisme og guitarsoloer, men om sange der understøttes og bliver større og bedre af backingen. Især balladerne, de mere afdæmpede numre rammer lige der hvor de skal.

En hel uge, hvor jeg bare vender tilbage til Jacoby og hvor det vedbliver at varme så dejligt lige der hvor man har brug for det.

Jeg lytter til… Lake Street Dive

lake-street-dive

Måske har du scrollet forbi videoen på Facebook, måske er den blevet anbefalet til dig af Youtube og måske har du slet ikke bemærket den, men så har du chancen nu.

En langsom og lækker lækker udgave af det gamle Jackson 5-nummer “I Want You Back” blev min indgang til Lake Street Dive, som et fænomen der lige nu buldrer frem på YouTube og som hypes i USA. De insisterer på det helt enkle og næsten akustiske udtryk.

Specielt sanger Rachael Price er helt fantastisk. Hendes stemme klinger et sted mellem Amy Winehouse og Lana del Rey og det er slet ikke dårligt. Det er faktisk ret godt! På Youtube kan du finde en hel række af deres coverversioner af vidt forskellige hits og som altid med covernumre, der bliver udført godt og med en ide, så tilfører disse versioner noget til de gamle numre.

Problemet med Lake Street Dive er at jeg ikke er sikker på at deres originale materiale, som lige er udkommet her i starten af 2014, holder.  Det er dygtigt, men det er jo, som bekendt, ikke altid nok.

Men nyd nu lækkerheden i coverversionen af Michael Jacksons “I Want You Back” her nedenfor, eller legen fra øvelokalet i Hall & Oats’ “Rich Girl”, eller enkelheden i George Michaels “Faith”

Jeg lytter til… Dolly Parton (!!!)

dollyparton

Se, hvem skulle nu lige have troet det?

Jeg  lytter til Dolly Parton og nyder det i fulde drag, men det er denne overraskende oplevelse ved at høre noget velkendt som alligevel lyder helt anderledes.

Jeg forestiller mig en fyr som sætter sig for at finde ud af hvordan det lyder hvis man afspiller gamle hit-singler på 33 omdrejninger i stedet for 45 omdrejninger i minuttet på den gamle pladespiller. Det gør man selvfølgelig med software i dag og der må være masser der lyder mærkeligt og dumt og så pludselig kommer han til Dolly Partons “Jolene”. Hov, hvad var det? Han lytter endnu engang og ved at her er der noget specielt.

Udgaven som du finder i linket herunder ER altså Dolly Partons originale indspilning bare afspillet langsomt. Det er en speciel oplevelse fordi det er en helt ny oplevelse af noget man faktisk kender. Alle fraseringerne, alle betoningerne og countryvibratoen for slet ikke at tale om den signaturagtige guitarfigur er så velkendte at denne langsomme udgave bare tilfører sangen en ny dimension. Det lyder som en ældre tenor der synger, men det tydeliggør om ikke andet at Dolly Parton synger godt.

Der er arbejdet videre med denne langsomme udgave. Sådan er det med denne slags eksperimenter. En får en god ide, en arbejder videre, andre ændrer og går i en tredie retning osv. Der findes udgaver hvor musikken spiller i det langsomme tempo men hvor Dolly Partons stemme er bragt tilbage til oprindeligt toneleje men altså langsommere (pitch shifted), der findes udgaver, hvor disse to udgaver af stemmen synger duet, der findes udgaver i lidt forskellige tempi osv

Den langsomme udgave – i forskellige variationer – er blevet et YouTube-hit med tilsammen flere millioner views og det ER en oplevelse

 

Dolly Partons “Jolene” afspillet som 33 1/3 i stedet for 45 rpm
http://www.youtube.com/watch?v=CzYHllLv_IE

Originaludgaven af “Jolene”
http://www.youtube.com/watch?v=qGEubdH8m0s

 

Jeg lytter til… Walk Off The Earth

Det er musikalsk, det er sjovt og det ser legende let ud. Walk Off The Earth er et canadisk coverband der har fundet deres lille niche på Youtube hvor de lægger videoer, som med et enkelt kamera viser bandet udføre deres vanvittige og morsomme musikalske stunts. Der bliver brugt loops og der bliver kastet rundt med mikrofoner og instrumenter og alt passer perfekt sammen.

Mere 140 mio. mennesker har set deres cover-udgave af ”Somebody That I Used To Know” (så det har du nok også), hvor de alle fem spiller på den samme spanske guitar, men det er absolut ikke den eneste fremragende ide de har præsenteret. Deres udgave af Maroon 5’s ”Payphone” er så musikalsk og så gennemført indstuderet at det er en fryd. Spilleglæden og det åbenlyst legesyge skinner så tydeligt igennem, ligesom på den efterhånden 1 år gamle Wiz Khalifa cover Roll Up, som er en af mine yndlingsvideoer. Eller hvad med den nye “Red Hands” video, hvor de har lavet en vanvittig video i et take, hvor tempoet skues op og ned for at få den specielle effekt i den færdige video? Tjek det!

Find deres video-kanal på Youtube og dyrk dem i en halv time. Det er musikalsk underholdning i særklasse!

Walk Off The Earth
http://www.youtube.com/user/walkofftheearth

Red Hands (Husk at klikke videre til den færdige version)
http://www.youtube.com/watch?annotation_id=annotation_294253&feature=iv&src_vid=1bt-FHaFVH8&v=-OtOnZeQ9IM

Roll Up
http://www.youtube.com/watch?v=tJ8nkJ1_Ee0

Payphone
http://www.youtube.com/watch?v=SOUwxaAmoAk&list=UU9PEibgWOqZ-1I1JdxRmr6g&index=10

Magic
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=Lf2db4hD6zI

Jeg lytter til… Ginger Ninja

mar 2010

Ginger Ninja har udgivet deres debut-CD, som indeholder en flok farverige sange. “Wicked Map” hedder albummet og der sker mange spændende ting undervejs.

Det der tiltaler mig mest er at der er udpræget gode melodier samtidig med at materialet er gennemarrangeret. Der er aldeles lytteværdige popsange som radiosinglerne “Sunshine” og “Bone Will Break Metal” og gode takter i rigtig meget af materialet.

Der er noget gammeldags ligetil over Ginger Ninja – og tilført den gode lyd, den pæne produktion og de glade farver er det meget betryggende at være i selskab med Ginger Ninja.

Link
http://dk.myspace.com/gingerninjamyspace

Jeg lytter til… One

Det var dog fantastisk at genopleve den der teenageagtige lykkefølelse ved at høre et bestemt stykke musik. Jeg har i dag lyttet til det samme nummer på youtube 10 gange i streg og hver gang har tårerne stået mig i øjnene. Ikke sådan billedligt talt, men helt fysisk har jeg været på grådens rand på den sentimentale måde, af glæde, af rørelse, af lyst til at reagere

Sangen er såmænd U2s “One” og jeg ved godt at det er en 17 år gammel sang som i denne 2 år gamle genindspilning har været placeret på alverdens hitlister. Jeg har altid været fascineret af U2 men har til gengæld aldrig rigtig haft et forhold til Mary J. Blige, men denne udgave af “One” rammer fuldstændig lige præcist i min hjertekule.

Bono kan til tider være “for meget” i sin frelste selvfede korrekthed, men han har denondtefisme været med til at skrive nogle fantastiske sange, og Mary J. Blige tilfører “One” en intensitet som hverken Bono eller Johnny Cash har formået. Kombinationen af min historie med U2, min fascination af den gode tekst til den enkle melodi, min glæde over den rolige The Edge og så selvfølgelig den smukke og intense diva og hendes måske lidt overgearede fraseringer, som slet ikke virker overgearede her fordi den enkle melodi er der hele tiden. Kombinationen af det hele giver mig gåsehud og selv ved 12. afspilning får jeg en klump i halsen.

Det er magisk når det sker og det er et stort sammensurium af alle mulige referencer, der tørner sammen til en ophøjet følelse af at det er rigtigt og sandt og perfekt og det hele værd.

Jeg anfører ikke dette for at få andre til at få den samme oplevelse med det samme stykke musik, men blot for at dele min forundring over hvad musik kan gøre ved os. Det kan føre os alle steder hen i følelsesregisteret. Nogle steder kan vi lide at være, andre steder tør vi ikke komme, nogle steder bliver vi glade, nogle steder tændes vi og nogle steder er svære og ubehagelige. Der hvor jeg er nu er der rart at være.

Disse mekanismer arbejder helt uafhængig af facader, akademiske forklaringer, intellektuelle anskuelser og politisk korrekthed. Det er ikke altid let at håndtere, for de helt store oplevelser ligger ofte i det næsten banale, både musikalsk og i resten af livet. Og det gode liv er at finde tilfredshed i det der kalder det gode og sande frem.

Jeg lytter til… Veto: Crushing Digits

jun 2008

Der nye album fra Veto har efterhånden været på gaden nogle uger og det er fremragende! Så er det sagt og på plads.

Opfølgeren til “There’s A Beat In All Machines”, den svære toer, lever fuldstændig op til forventningerne. Den er anderledes end “There’s A Beat….., heldigvis! Ikke fordi “There’s A Beat…” ikke var fantastisk, men fordi musikalsk udvikling og en grad af eksperimenteren altid er af det gode. Stilstand og skæren over den samme læst som sidst kan vi ikke bruge til noget.

Ved første ørekast virker det hele lidt mere enkelt, men efter ganske få gennemlytninger afdækkes der masser af finesser og man finder ud af at melodimaterialet er aldeles glimrende. Man griber sig selv i at gå og nynne disse små stumper af noget der nogle steder kategoriseres som elektronica, men som er meget mere end det.

Den større vægt på det elektroniske vil for mig altid være et faresignal, fordi der er faldgruber som fx handler om lækker lyd uden indhold og at dynamik udelukkende handler om at skrue op og ned. Veto går uden om faldgruberne, først og fremmest fordi Troels Abrahamsens melodimateriale og desperation, gennemsyrer det hele. Jeg får lyst til at sammenligne Veto med islandske Björk. Hun kan på samme måde, med sin stemme, gøre den elektroniske backing levende og tilfører elektronikken det liv, som det ikke har selv, uanset hvor dygtige producere der sidder bag pulten.

“Crushing Digits” er, med god grund, blevet rost til skyerne af anmelderne, hvilket imidlertid ikke er nogen garanti for store salgstal, men vidner om at Veto har fat i en lang ende. De tør noget, de vover noget og de har musikalske færdigheder og ideer til at nå meget langt – hvis bare de bliver ved med at turde.

Link
vetonet.dk