Turbinen, Randers, marts 2026
Jimmy Wistisen, Stig Nørregaard og Søren Kristian Vad udgør trioen Molly Malones, som underholdt en næsten fyldt Turbinen i Randers.
Irsk, stemningsfuldt, underholdende, musikalsk og særdeles hyggeligt.
Feb. 2026, Eriksminde Efterskole
Mads Mouritz og Jacob Funch med to guitarer stod i den grad distancen med det meget unge publikum, som sang med og lyttede andægtigt. Der er noget insisterende ved den forsigtighed Mouritz og Funch leverer materialet med og materialet vil noget. Teksterne vil noget, melodierne vil bide sig fast og arrangementerne er, som sagt, så forsigtige at man anstrenger sig for at lytte efter om der er noget man går glip af.
Det var virkelig en bemærkelsesværdig dejlig koncert og jeg har noteret mig at jeg skal prioritere at høre Mouritz/Hørslev-Projektet live.
Teaterkoncert, Musikhuset, Aarhus, jan. 2026
Jeg bliver ked af det og det handler ikke om den fantastiske opsætning af Gnags-bagkataloget, men om at jeg har svært ved at håndtere at det er så længe siden.
Det slog mig hårdt da forestillingen nåede “Jeg dumped’ ned fra en fremmed planet, for 14 håbløst lange dage siden”, som blev udført flot og velspillet. Det slog mig at nummeret er fra albummet “Er du hjemme i aften”, som udkom i 1978, det år, hvor jeg startede i gymnasiet. Det er 48 år siden. Otteogfyrre! Albummet var et kæmpe hit hos os og “Under bøgen” røg direkte ind på spanskguitar-i-et-hjørne-af-festen-repertoiret.
Gnags spillede til den store årsfest på gymnasiet i 1978 eller var det 1979 og “Fra en fremmed planet” var efterfølgende det store samtale-emne. Peter AG havde spændt en projektør rundt om hovedet, som en stor pandelampe og lyste ned på bagvæggen. Det var sejt. Det var magisk. Det var toneangivende. Det var tæt på det ypperste vi kunne forestille os.
Men det er 48 år siden og det betyder at det vel er nærmest umuligt at forklare et ungt menneske, hvad det betød.
Hvis man i 1978 gik tilsvarende 48 år tilbage, så landede man tilbage i 1930, hvilket vi da opfattede som nærmest forhistorisk tid, før krigen, før vores forældre blev født.
“Vilde kaniner” er en veloplagt, ung og energisk forestilling med et fantastisk velspillende orkester med bl.a. Cille Dyrberg på guitar.
Scenen er gulvet på drengeværelset med en lille kassettebåndoptager med mikrofon – med DIN-stik – stående foran højttaleren på transistorradioen. Det er nytårsaften og der er “Årets Top 20” med Jørgen Mylius (det var før han kom til at hedde de Mylius). Det er måske det bedste ved nytårsaften. Årets Top 20. Alle de bedste numre fra hele året og der hvor chancen er for at få optaget de numre, som man ikke har fanget i løbet af året.
Det var ellers helt fast at når der var Top 20 og TipParade sad jeg klar med mikrofonen foran transistoren og et kassettebånd spolet frem til præcis der hvor optagelsen skulle starte.
Han ved at vi sidder der, for nummeret blev ALTID annonceret før det bliver spillet. Ingen radiovært vil være bekendt at spille et stykke musik uden først at have fortalt hvad og hvem det er og ingen kan finde på at tale ind over starten af nummeret. Jeg er jo ikke den eneste der sidder klar med båndoptageren.
Jeg husker specielt et bestemt år, hvor jeg havde forelsket mig i et nummer, der hed “I’m A Train” med Albert Hammond, så det har nok været i 1974 (eller måske 1975). Af en eller anden grund var det ikke lykkedes mig at få nummeret optaget i løbet af året. Det blev måske ikke spillet så meget? Det jeg husker, er en dyb lykkefølelse, da det nytårsaften, hvor der blev samlet op på årets musikalske begivenheder, blev annonceret: “Og her har vi “I’m A Train” med Albert Hammond, som jo for et par år siden storhittede med “It Never Rains In Southern California“. Min lykke var gjort. Jeg var klar og fik optaget “I’m A Train” og kunne nu lytte til det lige præcis når jeg ville – altså når jeg var hjemme på værelset med min båndoptager og mit kassettebånd.
Iøvrigt er Albert Hammond Jr, søn af Albert Hammond, guitarist i The Strokes.
Eriksminde, oktober 2025
Aldeles levende og velspillende musikanter med kontakt til publikum.
Kulturmøde Mors, aug. 2025
Forsangeren fra bandet Ay Say, helt alene og sammen med det lokale Nordvestjysk Pigekor på Kulturmødet Mors var en dejlig solskinsoplevelse.
En film om hvad der gik forud for Keith Jarretts berømte Kølnerkoncert i januar 1975. Koncerten blev optaget og er dags dato det bedst sælgende jazz-soloalbum og det bedst sælgende pianoalbum nogensinde. Jeg kendte brudstykker af historien og hvor meget der er virkelighed og hvor meget der er fiktion i en based-on-a-true-story-film er jo aldrig helt til at vide.
Dobbelt-LPen stiftede jeg første gang beskendtskab med i starten af 80’erne i et parcelhus i Tilst, hvor der boede 3 højskolevenner og hvor jeg kom jævnligt og det var et album jeg i første omgang lagde mærke til og blev stille betaget af. Et dobbeltalbum improviseret fra start til slut, et meditativt marathon, en fornemmelse af Keith Jarrett som medium for musik, der strømmer gennem ham, udi hans fingre, over i tangenterne, ud i hamrene som slår på strengene, hvis vibrationer opfanges af mikrofoner og overføres til et magnetbånd, som igen overføres til en LP-plade, som afspilles på en pladespiller, sendes gennem en pickup og over i en forstærker og ud gennem højttalerne og ind i mit øre, hvor magien stadig var tydelig.
Det var dengang en oplevelse af musik på en helt ny måde. En oplevelse af at musik kunne noget andet og mere end alt det, jeg allerede vidste, den kunne. En mærkelig ny følelse af at musikken eksisterer uafhængigt af mennesket og at musikeren blot er et medium.
I øvrigt har Keith Jarrett aldrig selv kunnet lide albummet. Han synes improvisationerne er uopfindsomme og at der er alt for meget gentagelse af figurer og fraser.
Se filmen. Det er god underholdning.
Faldt over denne koncertoptagelse fra Roskilde 1982, hvor U2 spiller. Jeg står dernede blandt publikum, 20 år gammel. Bono, the Edge og de andre er 1 eller 2 år ældre end mig. Som jeg husker mit billede af scenen står jeg nede omkring det gule flag blandt publikum. Jeg kendte nærmest ikke U2 og jeg blev enormt benovet over energien.
Hele gymnasietiden havde vi lyttet til storladent symfonisk rockmusik med lange guitarsoli og flotte arrangementer og korstemmer i omkvædet. Led Zeppelin, Genesis, Rush, Mike Oldfield (som spillede senere samme dag) og Queen
Det her var noget helt andet. Ingen guitarsolo, ingen stor sanger, lidt råbekor, men masser af energi og endnu mere energi. Bemærk også at der ikke er storskærme, så man skulle op foran for at se noget og så er der jo den vilde scene (syntes vi), hvor Bono i et af ekstranumrene kravler op i TV-kranen og hang ovenover os og sang med en lang lang ledning (for der var ingen trådløse mikrofoner)
Det var et vildt gensyn og en mærkelig fornemmelse hele tiden at synes at man får øje på sig selv blandt publikum. Og det er 43 år siden!!
https://youtu.be/6_exyv8SrDI?si=kWW89Jj8LAnTIiHS
Juni 2025, Tivoli Friheden, Aarhus
Sting er 73 år og stadig på farten og på denne tur med et Police-setup: Guitar, trommer og Sting på bas, ikke andet. Guitarist Dominic Miller klarede opgaven til UG. Kunsten i den opgave er at spille de kendte Policefigurer og samtidig farvelægge med sin egen spillestil, hvilket han i den grad formåede.
Repertoiret var, lige som sidst i Sønderborg, en blanding af de 10 mest streamede Police- og soloStingnumre og så nyere materiale. Publikum kommer for at høre det gamle, Sting vil gerne spille det nye, så det er nok et fint kompromis.
Ingen store overraskelser, ingen store skuffelser. Vi fik, hvad vi kom for.
Maj 2025, Eriksminde
En lille intim-koncert med charmerende Rigmor. Der er noget helt specielt inderligt og troværdigt ved Rigmor. Det er håndspillet og meget dynamisk, det er på dansk og det er virkelig hørværdigt.
og ekstranummer helt akustisk udenfor med “Plasticsolen”.
Et dejligt møde.