Tag-arkiv: Bob Dylan

LIVE… 1984 Dylan, Santana, Baez og Lasse & Mathilde

1984, Idrætsparken, København

Hvorfor vælger Gaffa nu at fejre en 40 år gammel koncert med en dårlig anmeldelse? Jeg var, som 22 årig, tilstede i Idrætsparken hele den junidag i 1984 og hørte både Lasse & Mathilde, Joan Baez, Santana og Bob Dylan og jeg husker det overhovedet ikke som en dårlig oplevelse. Jeg husker det regnede og jeg husker at jeg var starstruck, men jeg husker ikke det var en dårlig koncert-dag.

Artikel i Gaffa
https://gaffa.dk/artikler/2024/april/for-40-ar-siden-da-bob-dylan-indtog-parken-og-tog-to-andre-legender-med

Foto: Heinrich Klaffs – https://www.flickr.com/photos/heiner1947/4494745692/in/set-72157623653679651/, CC BY-SA 2.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=12291541

LIVE … Bob Dylan

Roskilde Festival 2019

Jeg bliver ved med at møde op når His Bobness giver koncert, men nu tror jeg det er slut. Jeg bliver lidt ked af det. Bob Dylan har fyldt så meget i en stor periode af mit liv, hvor han blev dyrket og nærstuderet og sunget og fortolket og beundret og nu synes jeg simpelthen det er ynkeligt, ikke bare at høre på, men i det hele taget at være vidne til.

At manden er 78 år diskvalificerer overhovedet ikke, men at han under hele koncerten sidder bag et flygel (nej, han rejser sig forresten op en enkelt gang), at han reciterer alle tekster på samme stødende dylanske måde uden antydning af melodi, at akkorder og arrangement af sangene, meget forståeligt efter hundredvis af koncerter, er ændret, at han ikke siger ET eneste ord mellem sangene (jeg troede der stod i alle kontrakter at man skal sige “Hva’ så RoskilDEEEEE”), at hans udtale og diktion er blevet snøvlende, uengageret og mekanisk, så man i mange sange skulle hen midt i nummeret før man kunne genkende noget tekst og identificere hvilken sang vi hørte. Selv i ekstranummeret var han midt i sangen før jeg genkendte “Blowin’ In The Wind”. Altsammen med til at underbygge spørgsmålet: “Hvorfor bliver du ved, når du ikke gider? Hvorfor stopper du ikke og lader de sidste rester af erindringen om storhedstiden forblive intakte?”.

Medvirkende til min triste stemning var at jeg havde min 19-årige yngstedatter ved min side og at det er så svært at forklare hende, hvor stor Bob Dylan var i min verden, når han nu bare leverer sådan en slatten omgang.

Live… Bob Dylan

Amfiscenen mellem Aros og Musikhuset, Aarhusbobdylan-poster
Juli 2014

En smuk aften i Aarhus, solen bevæger sig ned bag scenen og tusinder af velklædte bedsteborgere med en gennemsnitsalder et godt stykke over 50, der pænt venter på gamle Bob.
Ida Gard havde fået tjansen som “opvarmning” på den store scene, hvilket nok må siges at være en lille smule malplaceret. Hun gjorde hvad hun kunne med sin guitar. Hun har skrevet nogle fine sange og leverede dem som hun skulle, men det er selvfølgelig en fuldstændig utaknemmelig opgave at skulle stå på scenen med sin guitar overfor et publikum der bare venter (og det var en halv time forsinket) på Bob Dylan.
Og så kom han!
Jeg havde taget Karoline på 14 år med til koncerten og jeg havde fortalt stolpe op og stolpe ned om Bob Dylan og først og fremmest om mine oplevelser med Bob Dylan i 70erne, men jeg havde svæt ved at forberede hende på hvad det var vi skulle se og høre, velvidende at Bob ikke længere er nogen stor sanger, velvidende at Bob ikke er nogen stor guitarist og at hans mundharpe har en tendens til at lyde ens i alle numre, hvor den benyttes, velvidende at Bob ikke siger noget mellem numrene og velvidende at Bob er et stykke over 70 år gammel.
Det blev til en historie om hvad MIN oplevelse med Bob var i 70erne, hvor jeg jo også var sent ude. (Bob Dylan udgav sin første plade samme år som jeg blev født). Det blev til en historie om historien om mig og Bob Dylan. Historien om en ung mand og hans guitar, historien om at der ikke skulle andet til end at skrive sange om det der skete i livet, i ens drømme og i verden omkring for at nå til en eller anden form for afklarethed. Man behøvede ikke se godt ud, behøvede ikke være smart, være en stor sanger, være enormt dygtig til at spille guitar, være ekvilibrist på mundharpen. Man skulle bare skrive nogle gode tekster, først og fremmest gode tekster og så skulle der sættes en melodi på der kunne spilles med nogle åbne guitarakkorder.
Og jeg skrev tekster og jeg lavede sange og jeg skrålede løs på værelset og skrev sangene ind på skrivemaskine og dristede mig til at synge et par af dem omkring bålet på spejderlejr. Jeg mødte Peter Kjær fra klassen under, som blev en slags soulmate. Han skrev også sange og vi skrev sange sammen som ingen nogensinde hørte. Og der var også Donovan og danske Sebastian. Der var en tilfredsstillelse og en forløsning i at færdiggøre en sang. Sangen rummede måske ikke sandheden om livet, men fornemmelsen af at en lille flig af det store billede var blevet fastholdt, gjorde sangskrivningen til en vigtig del af teenageårene – og det var mødet med Bob Dylan, 15 år efter at han lavede sin første plade, der var med til at starte det.
Hvad fik vi så på Amfiscenen i Aarhus en dejlig sommeraften i 2014? Vi fik bekræftet at han findes endnu, at han er der, at han stadig skriver sange om livet, drømmene og verden omkring ham, at han ikke er nogen stor sanger, at han har overladt guitaren til andre og stadig øver sig på at spille klaver, at mundharpen stadig lyder lidt ens i alle numre men også at der er en karisma omkring ham, at der er en lidt højstemt højtidelighed omkring det faktum at han lige nu står lige her lige midt iblandt os her i Aarhus C.
Espen Strunk fra Gaffa skrev at det var en af de bedste og mest strukturerede Dylan-koncerter han har været til (og han har været til 20 koncerter) og selvfølgelig er det fair at man kun sammenligner med tidligere Dylan-koncerter, men hvis man sammenligner med hvilken som helst anden koncert var det meget lidt tjekket. Man hører tydeligt at hver enkelt musiker kan sit kram, men man hører også tydeligt at Bob ikke er nem at spille sammen med. Jeg vil næsten æde min gamle hat på at Bob spiller som han altid har gjort, nemlig som det passer ham og så er det bandets opgave at følge med, så hvis der pludselig mangler to slag i en takt, så er det ikke Bobs problem, men bandets hvis de ikke fanger det med det samme.
Jeg så Bob Dylan midt i 80erne i Idrætsparken i København med Tom Petty & The Heartbreakers som backing. Det husker jeg som en “stram” koncert, hvor bandet spillede det aftalte og Bob måtte følge med. Onsdag i Aarhus var det bandet som måtte følge mesterens luner.
Det var en smuk aften i Aarhus og det er dejligt at vide at han stadig er her, men jeg er ikke sikker på min 14-årige datter helt forstod hvorfor der var kommet så mange mennesker for at høre det vi hørte.