Tag-arkiv: Björk

Roskilde Festival 2007

aug 2007

En ganske kort, kronologisk og lidt dagbogsagtig gennemgang af min datters og min vej gennem en regnvåd uge på Roskilde Festival 2007:

Det allerførste vi løb ind i var Mit nye band som var alt for eksperimenterende at starte på i regnvejr og gummistøvler, så vi gik ud og rekonogserede, købte ørepropper og vendte så tilbage for at høre Death By Kite, triorock med alvorlig weltsmertz, men det var som om de kun kunne den samme sang, som de spillede igen og igen i forskellige variationer.

Mandag gik vi i biografen, hvor der på plakaten kun var kultfilm af alle slags. Vi så “The Calamari Wrestler”, som er en helt fantastisk japansk film om en bryder der pludselig midt i en match forvandles til en blæksprutte. Blæksprutten er vel at mærke af Bamse & Kylling-typen, hvor man kan se syningerne langs de lange arme, og plottet er så kliche-agtig at man skriger af grin over hvor alvorligt skuespillerne agerer.

‘The Calamari Wrestler’ var vores opvarmning til Decorate Decorate, et ungt, lidt dystert band som forsøgte at skabe en mørk dommedagsstemning der signalerede alvorsfuldhed og seriøsitet, men det kom det meste af tiden til at virke anstrengt og prætentiøst. Anderledes lige ud af landevejen var det med Highway Child, som (surprise!) spillede rock på den gammeldags Deep Purple-agtige måde. Og der var fuld fart, speedguitar-soloer, tenorskrig, langt hår og rock’n’roll-attituder. Der er ikke meget nyt at hente her, men en påmindelse om hvor alle de nye stilarter kommer fra.

Forest & Crispian fra Sverige stillede op med et anderledes setup og en anderledes lyd end det vanlige: guitar, moog, stående trommeslager og masser af sangharmonier og så en masse frisk energi. Det holdt langt hen ad vejen, men den stående trommeslager blev mod slutningen åbenlyst, og forståeligt nok, træt i det ben han hele tiden skulle støtte på og slæbte de sidste numre hjem. Forest & Crispian var dagens glædelige overraskelse. Lidt anderledes og masser af energi er en god kombination til et kræsent og allerede mæt publikum. I samme boldgade var Turboweekend, som også var en trio, også havde en moog, men nu sammen med bas og trommer. Stilen var anderledes end Forest & Crispian, lidt dance-agtigt, men med en fantastisk god rock-energi. Fremad! Up-tempo! 1-2-3-4.

Aftenen sluttede, for os, med færøske Høgni Lisberg, som faldt i kategorien traditionel singer/songwriter. En absolut god sangskriver, specielt balladerne var stemningsfulde og ellers var det jævn og veludført poprock som vi nok har hørt før, men som også er en slags reference-genre for alt det nye.

Københavnske Choir Of Young Believers havde vi fået at vide at vi skulle høre. Det var storladent, flot og gennemarrangeret. Musikken bevægede sig på et næsten traditionelt grundlag af symfonisk pop, men de mange skæve vinkler og overraskende akkordskift, gjorde det til en decideret nydelse. Marybell Katastrophyfra Århus var også en positiv overraskelse. Med en meget energisk, frisk og ligefrem frontfigur, der spændte vidt. Der var noget Björk over hendes stemme. Skævt, melodisk og energisk.

Analogik – En koncert som mange havde set frem til. Jeg havde på fornemmelsen at der var lidt kult indover. Analogik spiller lidt forsimplet balkanmusik med en DJ til at krydre. Det er voksne mænd, der har ramt en gruppe af mennesker som søger noget oprindeligt og ægte, men stadig trygt og velkendt. Balkan-musikken synes voldsomt forsimplet og blev spillet som en træskotrampende udgave af dansk spillemandsmusik. Publikum var ellevilde, men på en lidt distanceret og påtaget måde. En kom-nu-leger-vi-hippier-og-laver-slangen-rundt-mellem-publikum-måde. Musikalsk var det en lidt skuffende oplevelse.

Asinrebekkamaria– Disko-dancehall-pop. Fuldstændigt centreret om en kvindelig sanger. Ikke min kop te.

Paneldebat- Christian Leth fra DRs liga.dk, Hüttel fra Koda og Troels Abrahamsen fra Veto i en diskussion om hvor pengene er i en internetbaseret musikdistribution.

1-2-3-4 – Vi forlod koncerten. Det var for ordinært. Man bliver kræsen, hvilket selvfølgelig er unfair – at bedømme et band på 2 numre.

Detektivbyrån – fra Sverige. Vi forlod også denne koncert. Spændende ide med at blande noget spilledåseagtigt folkemusik med lidt rock og teckno, men det var alt for forsimplet og usofistikeret. Det blev gimmick frem for en spændende cocktail

The Floor Is Made Of Lava – er blevet totalt hyped og vi var begge (min datter på 15 og jeg) lidt skuffede. Der var totalt gang i den og forsangeren har klart et stort potentiale, men jeg synes slet ikke materialet havde kvaliteter til mere end middelmådigt. Bandet bag forsangeren var heller ikke udover det sædvanlige.

Arcade Fire – fra Canada på Arenascenen. Mindst 10 mennesker på scenen med violiner, kontrabas, harmonika og alt muligt. En kæmpe lydmur hvor strygere og uh-stemmer gik i et og blev meget massivt. Der var nogle grundindstillinger på lydanlægget der skulle have været justeret før de mange mennesker kom på scenen. Arcade Fire er melodimæssigt anderledes end meget andet. Det minder mig om The Hooters. Arcade Fire er bestemt et spændende bekendtskab, som jeg vil nærlytte med god lyd når jeg kommer hjem.

The Killers – Rock’n’roll på Orange Scene

Björk – Orange Scene og vi var oppe foran. Det regnede og var koldt, men det var et magisk show, som sidst jeg så hende. Mr. Bell på computer, en persussionist, en pianist der havde alt på noder og 8-10 islandske kvindelige blæsere. Björk var klædt i en meget speciel klovneagtig kjole i alle farver.

Først fik vi tre kvarter med alle de stille numre, hvorefter der blev lukket op for de voldsomme beats sluttende med “Declare Independence” hvor der blev hejst det islandske og det grønlandske flag. Björk har karisma. Björk er stadig lillepigen og heksen på samme tid, men lidt mindre end førhen. Lillepigen er på retur, heksen er blevet lidt mindre diabolsk og lidt mere stueren.

Musicians Of The Nile – Verdensmusik på Astoriascenen. ægyptiske sigøjnere der spillede deres enstrengede instrumenter, blæsere og fløjter. Meget entonigt. Der skiftes ikke akkorder overhovedet og det bliver trance-agtigt

Mando Diao – fra Sverige på Odeon-scenen. Virkelig godt og energisk rockmusik i lige linie fra Beatles og Oasis. Meget melodibaseret, hvilket adskiller dem fra meget af det andet vi har hørt. Et stort plus i notesbogen ved Mando Diao.

Camera Obscura – fra Skotland. Mærkelig malplaceret, men måske er der noget med teksterne? Det lød som danskpop-musik på engelsk.

The Sounds – Flere svenskere på Arena-scenen. Meget populært og med en Blondie-agtig frontfigur i neglige og frække attituder. Det holder slet ikke i længden, men masser af energi og ungdommelig vrængen.

Konono No. 1 – Congolesisk verdensmusik. Spændende som meget andet musik fra fremmede kulturer. Konono No. 1 bliver trance-agtigt ensformigt efter et stykke tid og sandsynligvis pga at det er fremmed for mine ører bliver det svært at høre og sætte pris på detaljerne og variationerne. Jeg hører kun monotonien, men fornemmer at der er meget mere i musikken. Gruppen har spillet sammen med både Björk og Tortoise.

Beastie Boys – Old school hiphop, som havde et stort stort publikum ved Orange Scene med sig. 1½ times råben og skrigen og scratchen. Det er ikke, og har aldrig været, min kop te.

Klaxons – Odeon Scenen. Helt nyt band med et par radiohits. Ung fandenivoldsk energi og et par uartikulerede omkvæd, så var publikum på plads for en tid. Det er alt for nemt!

Trentemøller – Arena Scenen. Afspilning af en hel CD live sammen med Michael Simpson og en trommeslager. Det er trance, computer, stille vuggende grooves, keyboard og rundkørsel. Trentemøller er det helt store for tiden, det ved jeg godt, men det er jo ikke nyt og jeg ved ikke engang om det er spændende. Det er halvfjersernes Jean Michel Jarre i moderne udgave og med mere vægt på groove end på melodi. Al respekt for det Trentemøller kan med en computer, men der er ikke musikalsk belæg for den bølge han rider på.

Band Ane – Electronica med en pige bag en computer + et band sammensat til lejligheden. Meget a la Trentemøller. Meget medrivende, men genren har et problem når det skal spilles live!

Camille Jones – Electrofunk tror jeg vi skal kalde Camille Jones musik. Der er gang i den. Det er elektronica med gang i, eller techno med sang.

Thomas Dybdahl – Helt mærkeligt at høre gammeldags vellyd med skandinaviske soul-fraseringer efter så mange nye indtryk, nye bands og ny musik. Et stort band med både pedalsteelguitar og violin gjorde det til et hyggeligt og trygt afbræk i strømmen af nyt.

Flaming Lips – Orange Scene. Tegneseriefigurer, julemænd, konfetti-kanoner, megaballoner, almindelig balloner og jeg skal gi dig. Den fik hele armen med iøjnefaldende scenestunts. Introen hvor forsangeren kravler ind i en kæmpeboble og crowdsurfer inde i boblen er jo lige til alle avisernes forsider. Jeg kendte ikke Flaming Lips skønt det tydeligvis var aldrende mennesker og musikken var ikke specielt iørespringende.

Oh No Ono – En meget bedre koncert end jeg havde forventet. Et af min datters foretrukne danske bands, så jeg har hørt det hjemmefra. Der var noget friskhed og drenget charme over bandet og der var en musikalsk samhørighed med fx Arctic Monkeys. Mange akkorder, gode melodier og så et drive og et drenget gå-på-mod er en god kombination.

The Who – Orange Scene. Vi var oppe i frontstage-pitten igen fordi det kunne være sjovt at se koryfærerne. Og det var sjovt at se dem, men musikalsk er det jo en total misforståelse at en gruppe som The Who stiller op igen. Pete Townsend kæmpede en brav kamp og arbejdede ihærdigt for hyren med de velkendte møllehjulssving på guitaren, men det bliver jo lidt en parodi på dem selv de laver. Roger Daltrey var en katastrofe! Den store stemme som var med til at gøre The Who til hvad de var, er væk. Manden har ingen stemme tilbage. Han undskyldte sig med at det våde vejr havde gjort ham forkølet og han fik da også et krus varm te ind på scenen midt i showet (det er den slags man lægger mærke til når man står oppe foran), men jeg tror simpelthen den gamle mand fik træk i gyngestolen forleden aften da slumretæppet var faldet ned fra hans skød derhjemme. Vi fik en flok af de gamle hits, flere med en film kørende bagved med optagelser fra The Whos koncerter i slutningen af tresserne og starten af halvfjerserne, hvor der blev smadret guitarer og forstærkere, så fik vi også det med. Det var sjovt at se The Who, selv om The Who måske er så meget sagt, da det kun var Pete Townsend og Roger Daltrey + et stort band, men de burde nok have ladt være at lade sig lokke til at stille op igen så mange år efter.

Grizzly Bears – Intellektuel amerikansk musik uden stjernepotentiale men med stor musikalsk kunnen og spændende materiale, der både havde jazzelemeneter og noget folklore over sig, men først og fremmest var det deres eget og spændende. Helt sikkert dagens største positive overraskelse.

Red Hot Chili Peppers – Orange Scene. Det er jo bare rock’n’roll og lige netop til denne koncert var det ukoncentreret og slapt afleveret rock’n’roll. Der var slet ingen gejst at spore og forsanger Anthony Kiedis lød som om han nærmest kedede sig. Det var en aldeles upassende og fornærmende dårlig optræden som vi ellers var mange der havde set frem til. Vi hørte ikke koncerten færdg.

Rhonda Harris – Nikolaj Nørlunds engelsksprogede projekt Rhonda Harris har et stort og indfølende stampublikum og det er dejligt at vide at der er folk som Nikolaj Nørlund i den danske musikverden. Der er noget integritet, noget troværdigt over musikken, som jo i Rhonda Harris’ tilfælde ikke handler om de store tekniske udskejelser men netop om stemning og troværdighed.

Arctic Monkeys – Orange Scene. Og vi var helt oppe foran Orange Scene igen og det gør altså en forskel om man står nede bagved og ser på videooptagelser fra scenekameraer, eller man står oppe foran og selv kan se de unge mennesker i øjnene. Der er noget drenget og hovent over Arctic Monkeys. Det er forfriskende med den lidt anderledes måde at fokusere på “den gode melodi”. Gode melodilinier, mange akkorder. Et absolut godt ungt band med et stort publikum, der nok skal bære dem igennem nogle år.

Muse – Jeg havde set frem til Muse som vores afslutning på Roskilde ’07 og jeg blev ikke skuffet. Faktisk blev jeg aldeles overrasket over hvor supertjekket et band Muse er. De kommer hele vejen rundt fra de stille ballade-agtige passager til det vildt storladne og prangende. Og de magtede det hele vejen rundt.

Som min lille musikalske konklusion efter at have været på Roskilde Festival igen efter 23 års pause – jeg var der sidst i 1984 – må være noget i retning af at jeg er overrasket over at så lidt har ændret sig.

De unge gæster synes mange af de nye navne er aldeles originale og supersejge fordi de ikke lyder som nogen andre, men jeg synes ikke der var meget nyt under solen. Der er nye navne, men det allerallermeste musik er hørt før. Den positive melding er at der er fantastisk mange nye navne der gør det helt fantastisk og at de ligger i en fin og naturlig forlængelse af det der er sket med populærmusikken de sidste 30 år, hvor jeg har fulgt lidt med.

Men de skulle nu få gjort noget ved vejret!!!!

Live… Eivør Pálsdóttir & DRs Big Band

Man. 6. mar. 2006

Jeg hørte nogen kalde Eivør for Færøernes Björk og fattede straks interesse. Og med udsigten til Eivør sammen med Danmarks Radios Big Band skruede jeg forventningerne godt i vejret.

Det VAR spændende og medrivende at høre Eivør Pálsdóttir sammen med DRs Big Band på Hotel Nyborg Strand i lørdags. Eivørs sang er hentet dybt nede i menneskets urhistorie og man fornemmer en urkraft som bringer billeder frem i erindringen. Billeder som ikke står klart og som ikke er personlige erindringer men måske er meget dybtliggende nedarvede urkulturelle billeder af “det oprindelige” uden at det står mere klart end det.

Og det handler ikke om noget strengt musikalsk, men om hele Eivørs fremtoning. Stemmens klang, det store register hun spænder over med vidt forskellige udtryk, det eksotiske færøske sprog, det lange lyse hår, den nærmest krampagtige måde hun håndterer håndtrommen på. Eivør er en drøm om det oprindelige, om den meningsfulde og nødvendige sang. Den samlede fremtoning blev kun lidt forstyrret af den lidt popsmarte kapelmester, Nikolaj Bentzon..

Sammensætningen af urkraften Eivør med BigBandet er en oplagt spændende ide som en undersøgelse af om de to meget forskellige udtryk kan tilføre hinanden nye dimensioner. Eivør giver bigbandarrangørerne et spændende udgangspunkt for eksperimenter med nye udtryk til orkesteret, hvilket der sandsynligvis vil kunne komme mange flere spændende ting ud af, men den anden vej synes jeg at de aktuelle arrangementer kun tilfører Eivørs udtryk forvirring. Mit indtryk af Eivør som en urkraft passer dårligt sammen med sofistikerede moderne arrangementer, som i sig selv er hørværdige og spændende.

Måske skal jeg bare til koncert igen og høre Eivør Pálsdóttir solo eller i en anden sammenhæng.

Forslag: Eivør sammen med Safri Duo (kun slagtøj)

Eivør Pálsdóttirs hjemmeside: www.eivor.com

LIVE… Björk. Hvad er det hun gør ved mig?

aug. 1998

Da jeg var 15 år og året var 1977 “opdagede” jeg Beatles. Jeg følte mig lidt bagud for min tid, men musikken talte til mig og den blev en del af mig. I midten af 80erne, og jeg var omkring 25, “opdagede” jeg Tom Waits og indarbejdede hans fandenivoldske papkassemusik i min måde at tænke musik på. Personen, musikken, instrumenteringen, stemmen, teksterne og hele stemningen passede sammen – og passede sammen med mig på netop det tidspunkt i mit liv.

Nu er jeg midt i 30erne og vi er i 1998 og måske havde jeg helt glemt at man kan “opdage” ny musik. At man pludselig kan falde over en kunstner, som virkelig taler til en. Måske har jeg gået og troet at det var noget der hørte til i teenageårene, hvor identitetsdannelse og oprør er tæt kædet sammen med populærmusik. Måske har jeg gået og troet at det i det mindste hørte til i de unge år, hvor man er fri, uafhængig og kåd.

Og så sniger denne lille islandske kunstner sig ind på mig. Langsomt men sikkert. I 1988 hørte jeg tilfældigt islandske Sugarcubes, hvor jeg måtte stoppe op og lytte: -Nådada for en stemme! Og så pludselig i 1993 var hun der med fuld styrke. I pladebutikkerne, i radioen, på TV, i bladene. Stor promotionoffensiv og al den usmagelige mediegejl! Men hun ramte et eller andet i tiden – og i mig!

Så jeg måtte til Skanderborg Festival for at høre Björk! Og det var helt fantastisk! Der er “noget” ved hendes musik, hendes person, hendes udstråling. Jeg ville gerne kunne slå det hen med en smart bemærkning om hendes udseende eller hendes islandske accent, når hun taler engelsk, men hun er magisk og karismatisk og jeg indser at det faktisk er mange år siden at en kunstner på den måde har talt til mig. Hun forener den uskyldsrene lille pige og den sensuelle heks. Hun forener de døde maskinlyde med den mest udtryksfulde stemme. Det levende og det døde, det farlige og det uskyldige, maskinerne og urkraften, natur og kultur, det smukke og det afskyelige, det tiltrækkende og det frastødende. Modsætninger som alle forenes i dette menneske og den musik hun skaber.

På scenen var, udover Björk, den islandske strygeoktet, hun har brugt på sine plader samt en stor sampler, som blev styret af en dybt koncentreret maskinmester, Mark Bell. Vi er efterhånden så vant til at orkestret med trommer, bas og guitar er på scenen, mens strygerensemblet er samplet på keyboardet og der bliver brugt flittigt. Vi ved godt at de strygere vi hører i pop- og rockmusik oftest er en synthesizer. Her var det imidlertid lige præcis omvendt! Hele “orkesteret” var samplet og kun strygerne var på scenen!

Dette handler naturligvis om en meget personlig oplevelse og det er et problem, når jeg nu ønsker at indkredse magien eller når jeg ønsker at delagtiggøre andre i oplevelsen. – Oplevelsen af musik er irreversibel, siger Peter Bastian. Man kan ikke omsætte musikoplevelsen til ord, billeder, forklaringer eller noget som helst andet (på samme måde som man ikke kan forklare oplevelsen af f.eks. farven rød) – og her står jeg med en stor, stor oplevelse og en ubændig trang til at formidle min oplevelse!

Hendes stemme når så langt ud og så dybt ned. Det er ikke ordene, for dem har jeg knap nok lyttet til endnu. Det er stemmen, klangen, instrumenteringen, musikken og de mange lag af udtryk der ligger i kombinationen af disse delelementer. Det er hele stemningen i musikken: på en gang melankolsk og livgivende. Musikken vækker nogle følelser og stemninger til live i mig. Stemningen overføres umiddelbart til mig. Jeg er modtagelig. Måske er netop det en af hemmelighederne? Intet kan opleves intenst hvis man ikke er åben og modtagelig, men denne musik har nogle indbyggede mekanismer, der trykker på nogle knapper hos mig, så jeg faktisk bliver modtagelig, når jeg hører den. En slags selvudløser.

Et ubehageligt og konkret eksempel er nummeret “Pluto” fra det nyeste album “Homogenic”. Det er så grimt at jeg næsten ikke kan holde ud at lytte til det. Der er noget manisk, noget hypnotiserende, noget skræmmende og angstfremkaldende ved det nummer. Gentagelserne, den forvrængede, næsten hysteriske, stemme, maskinerne, uroen, trommerne som ikke er trommer men samplet støj. Nogle gange er jeg nødt til at springe til næste nummer på pladen fordi jeg simpelthen ikke kan udholde at høre det til ende. Hun sluttede af med netop det nummer ved koncerten i Skanderborg og hele min skrækfornemmelse blev forstærket af et lysshow som understregede det mareridtsagtige ved at oplyse publikum med et særdeles skarpt blinkende lys, netop i de, for mig, hypnotiske gentagelser. Jeg havde svært ved at udholde det, men det gjorde noget ved mig, og det gør noget ved mig. Det rammer mig på et ømt sted, og jeg ved det godt. Det rammer et sted i mit sind, hvor jeg ikke ønsker at være. Det rammer en side af mig, som jeg ikke ønsker at kende. Det er måske som Peter Bastian (ham igen!) påstår: nemlig at musik man frastødes af, er musik som appellerer til sider af ens personlighed som man ikke vil kendes ved. Er det derfor? Og idet dette nummer kaster mig ud i et bølgende følelseshav, så er det vel netop fordi det virkelig kan noget og gør noget, fordi det er vedkommende eller ihvertfald vedkommer mig. Det er naturligvis ikke noget objektivt kvalitetsstempel, men blot en konstatering af at det gør noget ved mig.

Modsætningerne er centrale. Popmusik bekræfter lytteren i hans/hendes livssituation og vi vælger musik, genre, kunstner og melodi, som bekræfter eller understreger vores sindsstemning eller måske vores drømme. Vi låser os måske fast (for en tid) og er til hiphop, klassisk, jazz, techno, thrashmetal, barok, country & western, Beethoven, Bee Gees eller Blur og vi bekræftes i, eller drømmer, at musikken er et billede af vores liv eller vort inderste. Der findes sandsynligvis god musik i alle genrer, men hvis musikken skal andet end at bekræfte må der være en modsætning, en konflikt. En novelle, en roman eller en film er også en ligegyldig historie, hvis der ikke er en konflikt. Modsætningerne skal være der for at vi kan tage stilling. Modsætninger er det der driver fremad. Og hos Björk springer modsætningerne i øjnene – og ørerne. Jeg, der altid har haft lidt modvilje mod maskinerne i musikken, ledes af hendes livfulde, kraftfulde, dynamiske stemme ind i en verden hvor maskinlydene er en uundværlig del af udtrykket. Jeg drages af hendes stemme og frastødes af maskinerne men oplever pludselig ikke mere maskinerne som en modstander. Min modtagelighed tunes ind på oplevelsen af det hele på en gang og med eet står jeg midt i en totaloplevelse, hvor alle musikkens delelementer ophører med at eksistere og jeg bare oplever.

En gammel jazzmusiker sagde engang, da talen faldt på musikgenrer og på om jazzmusik var bedre end rockmusik og klassisk musik, at der kun findes to slags musik, nemlig god musik og dårlig musik. Måske kan udsagnet udbygges ved at sige at dårlig musik er musik som er ligegyldig og at god musik er musik som tvinger mig til at forholde mig udover musikken – f.eks til mig selv?