DR P5 – What?

Jeg har forstået at DR har nedlagt radio- og TV-kanaler, har flyttet rundt på udsendelser, digitaliseret, relanceret kanaler og omskrevet kanalprofiler. DR P5 blev oprettet for omkring 10 år siden og rettet mod landets ældre borgere, som jeg forstod det. Dansk musik, dansktop-musik, altså dansktop forstået som en henvisning til Jørn Hjortings Dansktoppen, som startede i 60erne med oversatte tyske schlagere og som blev en helt egen genre.

Siden starten har DR P5 været kanalen der kørte i baggrunden hjemme hos min mor. Musikken passede til hende som var i sine 20ere i 1960erne. Hun fylder 80 i år og har stadig P5 kørende og måske har hun slet ikke opdaget at musikken har ændret sig?
Jeg studsede forleden, da vi sad med kaffen ved køkkenbordet og der ud af radioen tonede Bryan Ferry og Roxy Music. Jeg skævede over til displayet for at se om det nu var P5, og det var det. Værten sagde efterfølgende at vi havde hørt Roxy Music med et nummer fra “den der plade med to kvinder der kaster med spyd. Måske har du den stående på pladehylden?” What? tænkte jeg (vistnok på engelsk ja) – Er det en måde at præsentere Roxy Music’s Flesh + Blood fra 1980 – og det var det, for straks efter var vi videre til noget Lars Lilholt.
Kort efter skete det samme igen: Whole Lotta Love med Led Zeppelin bragede ud i mors køkken og jeg vippede med foden og lurede på om mor havde opdaget at det hverken var Lilholt, Hansi Hinterseer eller Stig Rossen, men derimod Robert Plant, Jimmy Page og vennerne. Det havde hun ikke.

Hvis hun på et tidspunkt synes hun gerne vil høre en anden kanal, så hjælper jeg hende selvfølgelig med det og det er slet ikke det som slog mig der ved køkkenbordet. Det var mere det at jeg i DRs segment-tænkning nu hører til samme segment som min mor. Om man hørte Jørn Hjortings dansktop-musik eller man hørte Led Zeppelin i 1970erne kommer ud på et. Musik fra 70erne er nu en stor pose med blandede bolsjer af alle mulige slags for den aldrende gruppe der hørte musik i 70erne.
Og jeg er en af dem. Suk.

LIVE … Claus Hempler

Februar 2020, Kulturkøkkenet, Odder Little Culture Club

En veloplagt Claus Hempler sang sig selv op af det sorte hul, hvor han har hentet sine dansksprogede sange.

Claus Hempler m/ band, Kulturkøkkenet, Odder

Jeg så ham i foråret 2019 i Musikhuset i Aarhus og oplevelsen kunne i den grad tåle en gentagelse. Kulturkøkkenet er noget mere intimt end Musikhuset og jeg synes man kunne mærke at Hempler følte sig godt tilpas. Som om han nu føler sig mere sikker på at han har ramt et eller andet, der kan bygges på. Det sortsynede og ret desillusionerede univers han bevæger sig rundt i bliver trukket op i lyset, når han smilende og humoristisk mellem numrene kan fortælle om hvor sort det hele er, når han ikke lige står i rampelyset. I et af de nye numre vi fik lov at høre, siger han det så konkret at han ved at han har det meget bedre lige nu end om et øjeblik når sangen er ovre.

Hvad er det han rammer hos et pludselig meget bredere publikum end han nogensinde har gjort? Han rammer måske den ængstelse der ligger hos mange midaldrende, om vi nu har gjort det godt nok, om vi fik nok ud af den ungdom som ikke er der mere og om alle potentialer er forløst. Kombinationen af denne ængstelse og de fantastiske billeder og det til tider CVJørgensenske sprognørderi gør noget rigtig godt.
Noget af ængstelsen bliver forløst.

Og så er Hempler jo cool. Måske sådan lidt 90er-cool med slips og spidse støvler, men helt sikkert cool.

Det ender måske med at være så ironisk at han med disse desillusionerede sange om, hvad han kunne være blevet til, hvad livet kunne have været, hvad sangene skulle have handlet om gør ham til det, han drømte om: En stjerne, som folk lytter til – og så er han vel nødt til at skrive en flok nye positive sange?

Teksterne bliver bedre jo flere gange jeg hører dem. Der er mundrette nydelser og rim som man har lyst til at sige, synge og huske

“Jeg drømmer om en sang
der er lige på og hårdt gennem røgen fra tobakken
der er tydelig som en blotter i parken
med pointen parat under frakken
Jeg drømmer om en sang
som et vristspark i skridtet og et whiplash i nakken”

“en sang der flakker rundt i et virvar af vildveje
med vinden i håret”

“Navnet er Hempler, fornavnet Claus
Jeg trives bedst i en syndflod af stående applaus”

“Der er ikke den drøm jeg ikke har parkeret
Der er ikke det bandrum jeg ikke har raseret”

“nægter at gå hjem før promillen er forhøjet
uroen dulmet og cigaretterne røget”

“Det er en lang lang dans
til et tungt tungt beat
på et tomt tomt gulv
Det er en tynd tynd tråd
i et dybt dybt fald
i et sort sort hul”

Det er godt at have fået en livserfaren Hempler på banen.

Iøvrigt mener jeg at Odder Little Culture Club skal have et nyt bagtæppe.

LIVE … Ginne Marker

Februar 2020, Kulturkøkkenet, Odder

Fire numre som opvarmning til Claus Hempler i Kulturkøkkenet og fire numre var alt hvad der skulle til for at fange hele salen! Et ubestrideligt kæmpetalent hvad angår sangskrivning, sangstemme og guitarspil. Jeg synes det var i en klasse, som vi meget sjældent hører.

Ginne Marker, Kulturkøkkenet, Odder

Hvis tingene flasker sig bliver Ginne Marker et navn vi kommer til at høre meget mere til de kommende år. “Hvis tingene flasker sig” betyder at der er så mange andre ting end talent der er afgørende for om et menneske som Ginne Marker bliver et af de navne vi kommer til at kende. Branchen skal kunne li’ hende, hun skal tales op i musikkredse, hun skal være et menneske som journalister og branchefolk kan lide, hun skal blive ved med at levere nyt materiale, hun skal kunne tåle modgang og dårlige historier, han skal blive ved med at have lyst til at være med osv osv.

Jeg har i hvert fald lyst til at følge hende og høre hvad det kan udvikle sig til. Gerne med et lille raffineret jazzband som backing næste gang 🙂

Tjek hendes roste debutalbum “For Seasons To Come”, produceret af Aske Jacoby (hvilket også er et slags kvalitetsstempel)

Tjek hendes hjemmeside ginnemarker.com

Jeg lytter til … Jacob Collier

Jacob Collier

Jeg kan ikke komme af med min begejstring og begejstringen går i en helt anden musikalsk retning end det plejer. De musikalsk begejstrede øjeblikke i mit liv opstår med støre og større mellemrum og det har da givet anledning til en vis bekymring. Har jeg hørt alt eller er jeg bare blevet gammel og musikalsk forstokket? Tja …

Og pludselig får jeg så øre på Jacob Collier. Han har været i mit news feed nogle år, men som en kuriositet med nogle lækre arrangementer af kendte numre. Efter at han fornylig fik tildelt et par Grammyer (for arragement af gamle “Moon River” og Lionel Richie’s “All Night Long”) måtte jeg lige “tjekke ham ud” og i løbet af en aftenstid var jeg fanget ind af en dyb fascination af hvad der er menneskeligt og musikalsk muligt. Han er jo en fænomen. Han bliver kaldt musikkens Albert Einstein, han har totalgehør, han arbejder med mikrotonalitet, han er 24 år, han diskuterer harmoniseringer med Herbie Hancock, han afholder Master Classes om musikalsk arrangement, han holder Ted Talks, han skriver musik, arrangerer, indspiller, laver videoer, giver koncerter, behersker tilsyneladende et væld af instrumenter og så optræder han i farvestrålende pludderbukser og bare tæer og alt ser ud ud til at være legende let.
Milos Forman’s fremstilling af Mozart i 80er-filmen “Amadeus” popper op i mit hoved. Et legende musikalsk geni, der tilsyneladende kan alt og som balancerer på kanten af at være alt alt for meget. Det er svært at kapere at et enkelt menneske er så giftet i ens eget domæne. Ikke at han hoverer som Forman’s Mozart. Slet ikke. Han er faktisk ydmyg ift de gaver han har fået, men alligevel bliver det for meget – men samtidig svært at slippe, når man først er kravlet ind i det vildtvoksende univers af harmonier som Jacob Collier disker op med.

Der ligger på YouTube et fantastisk klip hvor Collier forklarer hvordan han i et korarrangement af “In The Bleak Midwinter” modulerer fra E-dur til “G½#”, altså midt mellem G og G# uden at man lægger mærke til det. Det er fuldstændig magisk, ligner og lyder som en tryllekunst, for man lægger simpelthen ikke mærke til det hvis man ikke bliver gjort opmærksom på at klaveret pludselig ikke stemmer mere.

Jeg har tidligere godt kunnet argumentere for at alt for meget teori og analyse kan være med til at ødelægge oplevelsen af god musik, men det er faktisk mange mange år siden at jeg indså at det absolut modsatte er tilfældet. Kendskab til musikteori, analyseredskaber og musikhistorie gør så at sige altid musikoplevelsen større fordi man får nogle ekstra måder at forstå musikken på.

Når alt dette er sagt er det jo altså ren teori, færdigheder, viden og akademisk analyse. Der findes sikkert nok en masse vidunderbørn rundt omkring i verden, også i den musikalske verden, men Jacob Colliers har så lige også ramt nogle skills med video, med Logic og Pro Tools og lysten til at stå frem, som har gjort at han bliver meget synlig.

Hans originale musik (3 albums indtil videre) er skam fine og pæne og en rundrejse i alle hans færdigheder, en rundrejse i genrer og en demonstration af hans tekniske kunnen, men det er ikke musik der får hårene til at rejse sig på armene. Det er ikke kunst, men færdigheder. Det er den del han mangler for at være det totale vidunder og måske derfor at det er helt oplagt at det er to numre af andre kunstnere han har fået arrangements-grammyer for.

Men det er stadig et dybt fascinerende bekendtskab.

LIVE … Dreamers’ circus

Tøjhuset, Fredericia, december 2019

Hver gang jeg hører veludført folkemusik undres jeg over hvorfor det ikke er det jeg spiller og lytter til altid.

Dreamers’ Circus, Tøjhuset, Fredericia

Dreamers’ Circus leverede et musikalsk, velarrangeret, velspillet, medrivende og underholdende juleshow i det hyggelige Tøjhuset i Fredericia. At det var et juleshow betød at der var indlagt enkelte julemelodier i nye arrangementer.
De tre unge mænd kan deres kram og det er en fornøjelse at være vidne til at dansk og nordisk folkemusik faktisk KAN fornys og videreudvikles med spændende arrangementer og nyt melodimateriale samtidig med at der er tydelig respekt for traditionen.

LIVE … Jonah Blacksmith

23. nov. 2019
Odeon, Odense

En næsten perfekt aften med Jonah Blacksmith i Odense.
Der er noget fascinerende oprigtigt over Alstrup-brødrenes band fra Thy. Der er noget trygt ved historien om at bedstemor altid tog harmonikaen frem efter aftensmaden og at det bare handlede om at spille og være med. Der er noget varmt ved historien om taknemmelighed til en musiklærer som fik dem til at tro på deres musikalske værd og som stadig sender en SMS når han hører dem i radioen.
Udstoppede dyr, standerlamper og gulvtæpper på scenen gør det sidste til fornemmelsen af at være i hyggeligt selskab med en flok unge gutter, der bare godt kan lide at spille.

Og de gør det altså godt. Det er ikke de udvidede akkorders musik, men det er de gode melodiers musik og det er sing-along med “Åh-åh-åh-åh-åh”-mellemstykker, det er lange crescendo-numre der går fra ballade til mandolin-rock’n’roll med to trommeslagere. Det er stor lyd, effektivt korarbejde og det er en meget velsyngende og troværdig Simon Alstrup som forsanger.

Jeg sad og kunne mærke den helt samme fornemmelse som jeg havde midt i 80erne da vi gik til koncert med Run Rig fra Skotland, hver gang de kom til landet. Det var noget med nogle akustiske instrumenter og noget folk-agtigt rockmusik, noget med en autencitet, noget med en tilknytning til et sted som jeg kan identificere mig med, noget med at have en identitet allerede før musikken spiller, men også noget med en sentimentalitet, som er lige på kanten til at blive for meget.

Det var en fremragende koncert og vi kommer til at høre meget meget mere til Alstrup-brødrene i de næste par årtier.

Jonah Blacksmith, Odeon, Odense

LIVE … Stine Elbæk Gomard og Jakob Alsgaard Bahr

Odder Højskole
November 2019

En minikoncert med sange fra hele paletten.
Jeg hører ikke mange operasangere i min hverdag, men når jeg støder på dem i virkeligheden forundres jeg hver gang over at den menneskelige stemme kan lyde så storslået og så fantastisk. Klangen er jo helt helt anderledes end alle andre måder at bruge stemmen på – og når det er live, man sidder der og overværer det, gør det noget.

Når der så bliver sunget “Solen er så rød mor” af Carl Nielsen, så er det jo næsten bevægende.

LIVE … Abekejser

Eriksminde Efterskole
Oktober 2019

Igen en fantastisk musikalsk oplevelse fra Abekejser. Der er noget helt specielt ved Abekejsers musik, som jeg har haft kørende på repeat nogle dage, både før og efter koncerten. De udgav nemlig nyt album for et par uger siden og det er musik man ikke lige bliver færdig med ved første gennemlytning.
Det er godt, det er spændende, det er dygtig og der er masser af detaljer at opdage. 

Abekejser på Eriksminde, oktober 2019
Abekejser varmer op til koncerten på Eriksminde ved at spille i DR Koncerthuset til P8 Jazz Alive

LIVE … Ravi Kuma

Oktober 2019, Eriksminde Efterskole

De spillede på Spot Festival 2019, på Roskilde Festival 2019. De spillede til Gaffa-Prisen 2019 og nu leverede de så varen i den gamle sal på Eriksminde.
Sikke en fest de leverede. Publikum blev gejlet op og var med fra start til slut. Rapper Sharon Kumaraswamy kontrollerede fuldstændig slagets gang fra start til slut og blev godt backed up af producer Aske Knudsen bag knapperne.

19-20 Koncert: Ravi Kuma
Foto: Peter Klode

Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.