Scenen er gulvet på drengeværelset med en lille kassettebåndoptager med mikrofon – med DIN-stik – stående foran højttaleren på transistorradioen. Det er nytårsaften og der er “Årets Top 20” med Jørgen Mylius (det var før han kom til at hedde de Mylius). Det er måske det bedste ved nytårsaften. Årets Top 20. Alle de bedste numre fra hele året og der hvor chancen er for at få optaget de numre, som man ikke har fanget i løbet af året.
Det var ellers helt fast at når der var Top 20 og TipParade sad jeg klar med mikrofonen foran transistoren og et kassettebånd spolet frem til præcis der hvor optagelsen skulle starte.
Han ved at vi sidder der, for nummeret blev ALTID annonceret før det bliver spillet. Ingen radiovært vil være bekendt at spille et stykke musik uden først at have fortalt hvad og hvem det er og ingen kan finde på at tale ind over starten af nummeret. Jeg er jo ikke den eneste der sidder klar med båndoptageren.
Jeg husker specielt et bestemt år, hvor jeg havde forelsket mig i et nummer, der hed “I’m A Train” med Albert Hammond, så det har nok været i 1974 (eller måske 1975). Af en eller anden grund var det ikke lykkedes mig at få nummeret optaget i løbet af året. Det blev måske ikke spillet så meget? Det jeg husker, er en dyb lykkefølelse, da det nytårsaften, hvor der blev samlet op på årets musikalske begivenheder, blev annonceret: “Og her har vi “I’m A Train” med Albert Hammond, som jo for et par år siden storhittede med “It Never Rains In Southern California“. Min lykke var gjort. Jeg var klar og fik optaget “I’m A Train” og kunne nu lytte til det lige præcis når jeg ville – altså når jeg var hjemme på værelset med min båndoptager og mit kassettebånd.
Iøvrigt er Albert Hammond Jr, søn af Albert Hammond, guitarist i The Strokes.
