Tag-arkiv: Genhør

Røde Orm (Hedningerna)

Det Kgl. Teater udendørs forestilling
Moesgaard Museum, juni 2017

Musik af Hedningerna

Festligt, folkeligt og fornøjeligt på den gode måde og med teatermusik af Hedningerna, som jeg lyttede meget til engang for længe siden midt i 90erne. Mit favoritalbum var Trä fra 1994.

Et oplagt valg til forestillingen. Musikken, med det helt specielle og let genkendelige klangbillede med gamle og specialkonstruerede instrumenter passede perfekt. Al musikken var i forestillingen uden vokal som ellers var en vigtig del af det der fascinerede engang, især de to kvindelige finske vokaler havde noget vildt og hekseagtigt over sig.

Dronerne, tammerne, melodierne som til tider har noget arabisk over sig, rytmerne som leder fornemmelsen hen på en vestlig indianerkliche.

Et dejligt genhør hvor al denne ur-fornemmelse stadig kan pirre og hypnotisere.

Genhørt… XTC

dec 2009

Min datters Ipod ligger ofte på mit skrivebord og er sluttet til mine computerhøjttalere. Så er der ny musik på kontoret og det var der også i dag. En kælen stemme og noget bekendt ved teksten. “We’re only making plans for Nigel”, og melodien, bekendt? Jeg kiggede på ipoden. Det var Nouvelle Vague der spillede “Making Plans For Nigel”. Jeg har ikke før hørt Nouvelle Vague, men jeg har næsten slidt min LP med originaludgaven af nummeret op. XTCs fantastiske album “Drums & Wires” fra 1979.

Ind i stuen og spille XTC rigtig højt!

Kronologien slog nogle sving i min musikalske lytteudvikling. Fra mors dansktopsange til Sweet og Slade da jeg gik i folkeskolens mindre klasser til 60ernes melodipop og syrerock i de større folkeskoleklasser, altsammen i midt70erne. Derefter kom gymnasiet og punken som ikke rigtig fangede mig, men det der kom i kølvandet på punken, som nogle kaldte new wave eller post-punk og som var meget anderledes var spændende. Jeg lyttede til U2 (Sunday Bloody Sunday), Clash (London Calling), XTC (Complicated Game), Devo (We Are Devo), Talking Heads (Fear of Flying), Dead Kennedyes (California überalles), Ramones (gabba gabba hey gabba hey gabba one of us), Nina Hagen (ich glotz TV) og meget andet og først senere i 80erne vendte jeg tilbage for at nærstudere 70ernes store koryfæer som Led Zeppelin, Genesis og Pink Floyd.

Slut70erne blev en musikalsk parantes for mig, selv om U2 og Elvis Costello stadig hænger grundigt ved, men mit genhør med XTCs Drums & Wires bekræfter at der var noget energi og noget musikalsk nytænkning, som har sat mange spor. Ramones, som jeg også lige var forbi på youtube, kalder i dag ikke på andet end et skævt smil over den tid, men XTCs Drums & Wires kan helt sikkert tåle at blive spillet – også i 2009.

Links:
XTC – Making plans For Nigel

Nouvelle Vague – Making Plans For Nigel

Gasolin… Et genhør

19. sep. 2005

Jeg ved godt jeg er bagefter. Jeg ved godt det er længe siden at Gasolins samlede værker udkom i en black box, men jeg har altså først fået fingre i den nu.

Det er jo et fantastisk genhør. En hel eftermiddag og en hel aften med Gasolin – i 2005!!

De første og ældste Gasolin 1, 2 og 3 har jeg ikke det helt nære forhold til (selv om “Inga, Katinka…” står klart i huskeren), men når vi når til “Stakkels Jim” fra 1974, så står der så klare billeder af “Bingo Bingo Hvor skal du hen?”, “Alla-tin-gala” og P4 i P1 søndag aften og transistorradio at det næsten føles mærkeligt at høre det igen.

Og “Gas 5”. Jeg husker da jeg udfyldte bestillingsformularen i biblioteksbussen som kom forbi en gang om ugen, og “Gas 5” blev albummet som er uløseligt kædet sammen med den første kæreste, de første fester hvor lyset blev slukket og det første kys. “Gas 5” var det man altid kunne blive enige om at høre, når man ellers ikke kunne blive enige.

“Efter endnu en dag”, hvor Gasolin pludselig blev sofisticerede må være det musikalske højdepunkt, som jeg dyrkede lidt mere hemmeligt. Det blev aldrig en festplade som “Gas 5”, men en spille-højt-plade derhjemme på værelset ved de musikalsk tolerante men lidt uforstående forældre. For måske første gang bemærkede jeg snakken om produceren, som også lavede de første Queen-plader og jeg syntes jeg kunne høre den samme lyd på “Twilight Birds” og “Bohemian Rhapsody”. “Efter endnu en dag” er mit bevis på at Gasolin kunne mere end de ville være ved.

“Live Sådan”. Det kan stadig ærge mig at jeg sagde nej til at tage med til koncert med Gasolin i Holstebro-hallen. Jeg havde lige været til koncert med Suzi Quatro (!!!) og havde måske brugt mine surt sammensparede avisrute-penge. Jeg husker ikke hvorfor jeg ikke tog med, men jeg husker at jeg allerede umiddelbart efter koncerten ærgede mig.

“Gør det noget”. Jeg oplevede “Gør det noget” som en nedtur. I dag synes jeg egentlig der er meget godt Gas-musik på “Gør det noget”, men i ungdomsklubben var det ikke et hit. Der blev ganske vist spillet “Strengelegen” for fuldt drøn og “Det bedste til mig og mine venner” kunne vi også hele teksten på, ja og “Længes hjem” og “Get On The Train” blev da også spillet, men der var en klar fornemmelse af at Gasolin ikke var det samme mere. Måske var det bare os der var blevet et par år ældre. Det blev vigtigt at være noget for sig selv og når vi ikke kunne blive enige om hvad vi skulle høre, kunne vi ikke længere blive enige om at høre Gasolin.

West Side Story Revisited

13. apr. 2005

Foranlediget af en forkortet amatør-opførelse af West Side Story i nabolaget måtte jeg hjem og finde den gamle video med filmudgaven fra 1961 og sjældent har jeg nydt et gensyn som jeg nød dette.

Romeo og Julie-fortællingen fra New Yorks gader med musik af Leonard Bernstein er en nydelse fra start til slut. Musikken og dansen gør det til en aldeles storslående oplevelse og jeg ser pludselig at Michael Jacksons danse-på-gaden-videoer må have hentet en del inspiration i startsekvensen fra West Side Story.

Startscenen er et studie værd i sig selv. Den langsomme og knipsende opbygning af en dans som lægger sig tæt tæt op ad den komplekse og komplicerede musik og udvikler sig til et slagsmål mellem The Jets og The Sharks er et dejligt eksempel på forskellen mellem nutidens hæsblæsende musikvideoer, hvor der bygges op til klimaks og vi får en slags forløsning i løbet af tre minutter, og den langsomme, pirrende stablen små nye musikalske og koreografiske elementer oven på det foregående.

Og jeg ved godt at det er meget tydeligt at alt er optaget i indendørs kulisser, og jeg ved godt der er noget morsomt i at folk pludselig bryder ud i sang, men jeg nød gensynet.

Mon ikke vi snart ser en genindspilning af filmen som vandt ti oscars i 1961?