Tag-arkiv: Savage Rose

Musik

LIVE… Malurt

Skriv en kommentar

April 2022, Egmonthøjskolen
Udsat næsten to år pga corona. Var annonceret til at skulle afvikles i den gamle remise i Odder, hvor vi hørte Savage Rose for nogle år siden, men i mellemtiden har brandvæsenet vurderet at Remisen ikke må bruges som koncertsted, så nu var det på Egmonthøjskolen, som fungerer fortrinligt som koncertsted med en stor foyer og masser af parkeringspladser.

Malurt med Pete Repete, Christian Arendt, Dia Nielsen, Peter Mors og Michael Falck – i 2022? Malurt var jo noget vi lyttede til i starten og midten af 80erne og der er næsten altid noget patetisk over at gamle røvere vender tilbage til scenen, men Michael Falck formåede alligevel at pille lidt af det akavede ned ved at stå ved det akavede og f.eks. sige “Nu gør vi som om vi er unge for en aften”….. og så alligevel, nej, det ER akavet og forstilt.

Når det er sagt, så spillede de faktisk ganske udmærket. Man mærker klart at det er musik fra en anden tid. Mere direkte end nutidens musik, mere rock’n’roll end nutidens musik, lidt punket (som jeg husker den “pæne punk” der måske bare handlede om en fandenivoldsk energi), men koncertlyden er jo opdateret, sangene kender vi, energien var OK, så koncerten må siges at være godkendt med en middelkarakter.

Musik

LIVE… Savage Rose

Skriv en kommentar

Remisen, Odder
Oktober 2017

Odder kogte næsten over af begejstring på de sociale medier dagen efter denne koncert. I hvert fald blandt de knap 500 mennesker som overværede koncerten med Savage Rose på Remisen.

Og det VAR en fantastisk koncert. Den gamle sure mand blev simpelthen revet med af stemningen. Jo da, selvfølgelig havde jeg glædet mig til koncerten. Jeg glæder mig altid til en koncert, men måske havde jeg tænkt at et orkester der i år fejrer 50 års jubilæum, ville trække lidt rigeligt på bagkataloget, ville overleve på publikums erindring om hvordan det lød engang for længe siden og ville have tilpasset sig tiden med lidt synth-strygere og lækre elektroniske lyde. Sådan plejer det at være.

Men der skete et eller andet denne aften i Remisen. Måske var det det kompromisløse, det næsten naivt idealistiske, det fuldstændigt uændrede og originale koncept der gav det positive udslag? Ja og så Annisette selvfølgelig – og Palle Hjorth på tangenter.
Måske var det stedet, Remisen som overraskende velegnet koncertsted? Måske var det tilstedeværelsen af så mange halvgamle jævnaldrende mennesker til rockkoncert – i Odder?

En tanke strejfede mig:
Hvor er det længe siden jeg har været til en koncert hvor jeg blev revet med af et hamrende godt spillende rockband med en forsanger med troværdighed og integritet. Helt basale ting som gennem årene, i mange andre musikalske sammenhænge, er blevet udvandet med ønsker om fornyelse, om lækker lyd, om snørklede poetiske budskaber, om at følge med i de nye musikalske tendenser, om teknisk dygtige musikere der kan misundes. Et helt basalt godt spillende band med blæs og korsangere. Måske har jeg været tæt på at glemme at det er hvad det handler om. Hvis man ikke har et grundlæggende godt spillende band, så kan man lave nok så meget lækker lyd, forfinede tekniske raffinementer og svære passager uden at det kommer nogen steder.

Og så er der selvfølgelig Annisette. Man kommer jo ikke uden om den lille kvinde med den store stemme. 69 år, syngende, skrigende, svævende og på sær vis uforandret. Hun er centrum og hun er betagende. Hun er indbegrebet af alle idealerne, verdenssynet og livsindstillingen i slut60erne og start70erne. Det er som om tiden har stået stille eller pludselig er rullet tilbage. Det hele virker så enkelt – og det er det hun kan, at gøre det hele enkelt. Giv drømmene frit løb, se din nabo i øjnene og giv et kram til dem der står nærmest.

Love – freedom

Og Palle Hjorth på tangenter er en oplevelse, både at lytte til og se på.

En stor del af totaloplevelsen handlede også om at det foregik i Odder, at publikum var min egen generation og at jeg kendte så mange mennesker blandt publikum. Det var jo lidt som om Savage Rose kom og spillede hjemme i min baghave. Det var hyggeligt og hjemligt, hjemme i Odder. Oplevelsen ville givetvis have været helt anderledes, og altså ikke bedre, hvis jeg havde stået foran Orange Scene på Roskilde Festival 2017 og hørt Savage Rose.

Odder Little Culture Club har på få måneder sat sine mærker og markeret sig som en vigtig kulturspiller i Odder.

Go OLCC go

Peter Klodes billeder fra koncerten

Carina Mayner fra Odder Avis var også begejstret

Palle Hjorth om Remisen i Odder
(Mon Palle Hjort fik en lille opfordring fra Odder Little Culture Club til at lave et lille opslag på Facebook, som kunne blive til en hel lokal artikel? Hvis ja, så er det godt tænkt :-))

Billeder i Stiften – Foto: Søren E. Alwan

Musik

Musikkanon 2006

Skriv en kommentar

8. jan. 2006

Det vrimler med kulturkanoner, hvilket er en udmærket anledning til at diskutere hvad der er godt og skidt

Det er tankevækkende med alle disse kanoner i disse år, men det handler jo om en værdikamp og om en opmærksomhed på ”det danske” i almindelighed? Der er et udbredt behov for diskussion af hvad det vil sige at være dansk, og så er der altid nogen der gerne vil forenkle det hele, sætte det op i kolonner og skemaer, så det er nemt at overskue. Og nu skal den rytmiske musik også have sin helt egen statskontrollerede kanon med Brian Mikkelsens underskrift, hvorfor alle mulige andre selvfølgelig iler med deres bud.

En liste med de mest betydningsfulde albumudgivelser vil altid give anledning til diskussion, hovedrysten og ”hvorfor er dit nu ikke med?” eller ”hvorfor er dat nu med?” Det kan ikke være anderledes og det er godt sådan. Det er vel netop den diskussion der skaber bevidstheden om den danske kulturarv. En rytmisk-musik-kanon er et oplæg til diskussion og kan næsten ikke være andet.

Gaffa har lavet sin egen musikkanon, måske for at inspirere Brians udvalg, måske bare for at starte diskussionen. Fint nok! Det er ikke en liste med de store overraskelser, men det skal den slags lister vel heller ikke være. Det er de storsælgende albums der er med, og man kunne næsten have Tuxen og Ramsdal fra Gaffa mistænkt for at have skelet til hitlisterne fremfor det musikalsk skelsættende og det som musikalsk førte videre, men alt i alt er det en fair liste med en argumentation der kan accepteres.

Tuxen og Ramsdal gør selv opmærksom på det problematiske i at tage helt nye værker med på listen. Jeg vil endda sige at det er særdeles problematisk og misvisende at medtage helt nye værker på en sådan liste. Nephews USADSB fra 2004 og måske også Kashmirs ”The Good Life” fra 1999 hører ikke med her. Hvilken indflydelse disse kunstnere og disse værker får vil være uvist mange år ud i fremtiden og at tage så nutidige værker med på listen kan ikke være andet end et (mere eller mindre kvalificeret) gæt. At Nephew er blevet hypet af Gaffa og brancefolk i almindelighed gennem de sidste par år er ikke ensbetydende med at Nephews indflydelse på dansk rytmisk musik holder i mere end ganske få år. De hører ikke med på listen over obligatorisk kulturarv – endnu. Personligt tror jeg ikke på Nephews holdbarhed, men at sætte dem på listen er selvfølgelig blot endnu en måde at placere dem inde i varmen. (!!)

Så mangler vi bare at få indført nogle kontrolspørgsmål i regeringens 40 spørgsmål til mennesker som ønsker dansk statsborgerskab. De skal jo kende til den danske kulturarv og det ville da være ønskeligt om alle nye danskere kender ”Hubertus”, ”Pilli Willi”, ”Vi elsker uniformer” (ups, den er måske ikke så god i denne sammenhæng?), ”Dear Little Mother” og alle de andre.

Gaffas kulturkanon januar 2006
Steppeulvene – Hip – 1967
Savage Rose – Dødens triumf – 1972
Kim Larsen – Værsgo – 1973
Gasolin – Efter endnu en dag – 1976
C. V. Jørgensen – Storbyens små oaser – 1977
Kliche – Supertanker – 1980
Lars HUG – Kysser himlen farvel – 1987
Tv2 – Nærmest lykkelig – 1988
Anne Linnet – Jeg er jo lige her – 1988
Sort sol – Glamourpuss – 1993
Kashmir – The Good Life – 1999
Nephew – USADSB – 2004