Tag-arkiv: Led Zeppelin

Musik

LIVE… U2, Roskilde 1982

Skriv en kommentar

Faldt over denne koncertoptagelse fra Roskilde 1982, hvor U2 spiller. Jeg står dernede blandt publikum, 20 år gammel. Bono, the Edge og de andre er 1 eller 2 år ældre end mig. Som jeg husker mit billede af scenen står jeg nede omkring det gule flag blandt publikum. Jeg kendte nærmest ikke U2 og jeg blev enormt benovet over energien.

Hele gymnasietiden havde vi lyttet til storladent symfonisk rockmusik med lange guitarsoli og flotte arrangementer og korstemmer i omkvædet. Led Zeppelin, Genesis, Rush, Mike Oldfield (som spillede senere samme dag) og Queen

Det her var noget helt andet. Ingen guitarsolo, ingen stor sanger, lidt råbekor, men masser af energi og endnu mere energi. Bemærk også at der ikke er storskærme, så man skulle op foran for at se noget og så er der jo den vilde scene (syntes vi), hvor Bono i et af ekstranumrene kravler op i TV-kranen og hang ovenover os og sang med en lang lang ledning (for der var ingen trådløse mikrofoner)

Det var et vildt gensyn og en mærkelig fornemmelse hele tiden at synes at man får øje på sig selv blandt publikum. Og det er 43 år siden!!

https://youtu.be/6_exyv8SrDI?si=kWW89Jj8LAnTIiHS

Musik

Stop Making Sense

Skriv en kommentar
Stop Making Sense

Amfi-scenen ved Musikhuset, Aarhus
September 2019

OpenAir-fremvisning af Talking Heads-koncert-kult-filmen fra 1983.

En mandag aften i festugen på amfiscenen ved Musikhuset, 4-500 mennesker med tæpper og vindjakker, ikke så mange unge (men jeg havde nu tre dejlige døtre med) til en filmfremvisning på det enorme filmlærred.

David Byrne og Talking Heads var en af mine indgange til den nye musik som dukkede op i slut70erne. Det var ikke punk, men det var måske punken som rykkede grænserne, så der blev plads til noget andet end Led Zeppelin, Pink Floyd, Queen og hvad vi ellers lyttede til op gennem 70erne. 

Talking Heads var en helt ny lyd. Jeg opfattede det som meget NewYorksk, kunstfærdigt, storbyagtigt, spændende og det noget dystre tekstunivers passede mig godt. “Life During Wartime” og “Burning Down The House” var jo ikke ligefrem søde kærlighedssange.

Gensynet var godt. Koncertfilmen som jeg så to, måske tre, gange i biografen midt i 80erne kunne sagtens tåle et gensyn så mange år efter. Opbygningen af koncerten, hvor flere og flere kommer på scenen med et klimaks henne omkring “Take Me To The River”, udklædningen og Byrnes mærkelige bevægelser var altsammen glædelige gensyn og ikke bare på den nostalgiske måde. Jeg synes faktisk det kan noget.

Og det endte jo med at en stor flok mennesker dansede under den store skærm – måske også fordi det blev lidt koldt mod slutningen.

Musik

LIVE … Robert Plant

Skriv en kommentar

Roskilde Festival 2019

Faren ved at møde op til koncert med disse gamle dinosaurer er selvfølgelig at man bliver skuffet, fordi det ofte er en afglans af det man husker, som bliver præsenteret til koncerten.
Jeg kom lidt med denne frygt til koncerten med gamle Led Zeppelin-forsanger, Robert Plant og mine bekymringer blev gjort fuldstændig til skamme.

Han formåede at lave sit helt eget show, som også indbefattede en del Zeppelin-numre og demonstrerede at rock’n’roll handler om energi, om at gøre det fuldt og helt og om at være tilstede.

Zeppelinnumrene var ikke påklistredede numre fra gamle dage for at please publikum, men indgik på fuldstændig  lige fod med nyt materiale i nye arrangementer.

En dejlig livsbekræftende koncert, som jeg er virkelig glad for at jeg prioriterede. Det blev IKKE den lidt flade fornemmelse af at være på et nostalgisk trip tilbage i tiden, hvor en gammel mand desperat forsøgte at være noget han ikke er, som jeg havde frygtet. Det blev derimod en bekræftelse af at  nogle mennesker, fx Robert Plant, godt kan blive ved selv om alderen tynger.

1. When the Levee Breaks
2. Turn It Up
3. Black Dog
4. Going to California
5. The May Queen
6. Carry Fire
7. Babe, I’m Gonna Leave You
8. Little Maggie
9. Funny In My Mind (I Believe I’m Fixin’ To Die)
10. Ramble On 
11. Gallows Pole

Robert Plant, Arena, Roskilde Festival 2019

Se publikums videoer fra koncerten
https://www.youtube.com/results?search_query=robert+plant+roskilde+festival+2019

Musik

Genhørt… XTC

Skriv en kommentar

dec 2009

Min datters Ipod ligger ofte på mit skrivebord og er sluttet til mine computerhøjttalere. Så er der ny musik på kontoret og det var der også i dag. En kælen stemme og noget bekendt ved teksten. “We’re only making plans for Nigel”, og melodien, bekendt? Jeg kiggede på ipoden. Det var Nouvelle Vague der spillede “Making Plans For Nigel”. Jeg har ikke før hørt Nouvelle Vague, men jeg har næsten slidt min LP med originaludgaven af nummeret op. XTCs fantastiske album “Drums & Wires” fra 1979.

Ind i stuen og spille XTC rigtig højt!

Kronologien slog nogle sving i min musikalske lytteudvikling. Fra mors dansktopsange til Sweet og Slade da jeg gik i folkeskolens mindre klasser til 60ernes melodipop og syrerock i de større folkeskoleklasser, altsammen i midt70erne. Derefter kom gymnasiet og punken som ikke rigtig fangede mig, men det der kom i kølvandet på punken, som nogle kaldte new wave eller post-punk og som var meget anderledes var spændende. Jeg lyttede til U2 (Sunday Bloody Sunday), Clash (London Calling), XTC (Complicated Game), Devo (We Are Devo), Talking Heads (Fear of Flying), Dead Kennedyes (California überalles), Ramones (gabba gabba hey gabba hey gabba one of us), Nina Hagen (ich glotz TV) og meget andet og først senere i 80erne vendte jeg tilbage for at nærstudere 70ernes store koryfæer som Led Zeppelin, Genesis og Pink Floyd.

Slut70erne blev en musikalsk parantes for mig, selv om U2 og Elvis Costello stadig hænger grundigt ved, men mit genhør med XTCs Drums & Wires bekræfter at der var noget energi og noget musikalsk nytænkning, som har sat mange spor. Ramones, som jeg også lige var forbi på youtube, kalder i dag ikke på andet end et skævt smil over den tid, men XTCs Drums & Wires kan helt sikkert tåle at blive spillet – også i 2009.

Links:
XTC – Making plans For Nigel

Nouvelle Vague – Making Plans For Nigel