Tag-arkiv: Live

Live… Mouritz & Funch

Feb. 2026, Eriksminde Efterskole

Mads Mouritz og Jacob Funch med to guitarer stod i den grad distancen med det meget unge publikum, som sang med og lyttede andægtigt. Der er noget insisterende ved den forsigtighed Mouritz og Funch leverer materialet med og materialet vil noget. Teksterne vil noget, melodierne vil bide sig fast og arrangementerne er, som sagt, så forsigtige at man anstrenger sig for at lytte efter om der er noget man går glip af.

Det var virkelig en bemærkelsesværdig dejlig koncert og jeg har noteret mig at jeg skal prioritere at høre Mouritz/Hørslev-Projektet live.

Live… Sting

Juni 2025, Tivoli Friheden, Aarhus

Sting er 73 år og stadig på farten og på denne tur med et Police-setup: Guitar, trommer og Sting på bas, ikke andet. Guitarist Dominic Miller klarede opgaven til UG. Kunsten i den opgave er at spille de kendte Policefigurer og samtidig farvelægge med sin egen spillestil, hvilket han i den grad formåede.

Repertoiret var, lige som sidst i Sønderborg, en blanding af de 10 mest streamede Police- og soloStingnumre og så nyere materiale. Publikum kommer for at høre det gamle, Sting vil gerne spille det nye, så det er nok et fint kompromis.

Ingen store overraskelser, ingen store skuffelser. Vi fik, hvad vi kom for.

LIVE… Rigmor

Maj 2025, Eriksminde

En lille intim-koncert med charmerende Rigmor. Der er noget helt specielt inderligt og troværdigt ved Rigmor. Det er håndspillet og meget dynamisk, det er på dansk og det er virkelig hørværdigt.

og ekstranummer helt akustisk udenfor med “Plasticsolen”.
Et dejligt møde.

LIVE… Peter Sommer & Palle Hjort

Feb. 2025, Kulturkøkkenet, Odder

Peter Sommer og Palle Hjorth, Kulturkøkkenet, Odder, februar 2025

Det var en oplevelse endelig at høre Peter Sommer live. Det var faktisk første gang, selv om han har været med i efterhånden 20-25 år. Jeg har været længe på vejen hen mod at kunne li’ Peter Sommers musik, men denne intimversion af Sommer & Hjorth fungerede på de fleste parametre.

Peter Sommer er ikke den store entertainer, men han er historiefortæller og han ved, hvor vigtig historiefortællingen er, altså den fortælling der binder sangene sammen og introducerer sangene. Det er ekstremt vigtigt, især i dette lille og intime set up, at kunne fortælle de små og store historier om genbrugsen og Kvickly i Odder, men også om de store begivenheder i livet og verden. Historierne skal til for at intimkoncerten bliver noget andet og mere end bare at lytte til musikken hjemme på stereoen. Man behøver ikke være entertainer eller standupper, men man skal kunne fortælle en god og vedkommende historie, som folder sangen ud eller tilfører sangen noget, jeg ikke havde tænkt på.
Og det kunne Peter Sommer.

Og troldmanden Hjorth på tangenter tryllede sit sædvanlige trylleri.

LIVE… Smugler

Feb. 2025, Kulturkøkkenet, Odder

Smugler, Kulturkøkkenet, Odder, februar 2025

Trioen Smugler fra Aarhus, med ophav i Thy og på Mors, opvarmede til Peter Sommer i Kulturkøkkenet og gjorde det godt og udtryksfuldt, men det var næsten FOR meget det samme som Peter Sommer. Deres hele udtryk, den dybe stemme, vægten på at få teksterne formidlet og det bløde akkompagnement for at teksten skal stå tydeligt.
Smugler gjorde det virkelig godt og hvis Smugler havde stået alene ville det måske have stået meget bedre. Måske et mærkeligt udsagn, men når det nu var opvarmning til Peter Sommer, blev det forstyrrende at udtrykket mindede så meget om Peter Sommer. Det må jeg snakke med OLCC om.
Når man efterfølgende lytter til Smugler med fuldt band på Spotify (ja, jeg ved godt at Spotify er på vej til at blive politisk ukorrekt, fordi de ikke betaler kunstnerne ordentligt, laver smooth-jazz playlister med ikke-eksisterende bands og meget mere), bliver man overbevist om at Smugler fungerer. Ja, man skal være i det melankolske hjørne og nej, man skal ikke forvente pophits, men dybfølte tekster med lidt storladne arrangementer.
Jeg vil gerne anbefale Smugler.

LIVE… By Absence

Feb. 2025, Eriksminde

Overraskende arrangementer og en dragende vibrato-vokal gjorde By Absence til et spændende bekendtskab, som gav mindelser om noget af det helt gamle Genesis fra starten af 70erne.

By Absence, 2025

Den gamle bassist bliver selvfølgelig altid mistænksom, når han skal høre en trio uden bassist, men jeg synes de løste det fornuftigt i live-situationen. På den nyligt udgivne EP mangler jeg imidlertid noget “kant” eller attack i bunden, men det er jo en smagssag.

LIVE… Bisse

April 2024, Eriksminde

En elskelig og ydmyg mand ved et opretstående klaver. En mand med noget på hjerte og mange ord at formidle det med. Der er noget dragende ved de mange ord. Man bliver suget ind i ordene og fortællingen og kan næsten ikke følge med – og det er på den gode måde.

Bisse har udgivet 13 albums siden 2015 og bliver tilsyneladende ved.

https://biz.showbisse.dk

LIVE… BAEST

Eriksminde, januar 2024

Energi, energi, energi.

Uden at være dødsmetalfan på nogen som helst måder er det en oplevelse at høre Baest. Man hører de er dygtige, man fornemmer de er dedikerede, man fanges af energien og det er svært at lade være med at headbange, sådan lidt på bedstefarmåden, men alligevel.