De er altså dygtige og folkemusikken samt folkemusikkens afarter fylder alt for lidt i den almindelige danske musikforbrugers bevidsthed. Det måtte for min skyld gerne fylde meget mere, måtte gerne være en mere selvfølgelig del af vores hverdag og vores måde at være sammen på, altså folkemusikken og alle dens afskygninger.
Haugaard og Blum m/band er dog lige ved og tæt på at blive for “pænt”, hvor mærkeligt det end kan lyde. De er eminent dygtige, men der kommer til at mangle noget nerve, noget nærvær, noget fornemmelse af at de er sammen om det. Og når det er sagt, så ved jeg jo godt at det er næsten umuligt at etablere det nærvær, som jeg synes er så tæt forbundet med folkemusikken, i en stor sal med 5-6-700 (?) mennesker en søndag formiddag.
Helene Blums stemme er så engleblid at man ikke kan sætte fingeren på en unøjagtighed eller en fejl eller en kant man kan skære sig på. Jeg hensættes i en salig stemning af uskyld i flagrende hvide gevandter udover en forårsgrøn eng. Uskylden og pænheden virker næsten uvirkelig og uden forbindelse til det virkelige levede liv. Her finder vi ingen urkraft som hos Eivor eller eksperimenter med materialet som hos Sortenmuld, men blot den rene vare: traditionelle nordiske viser og sange med et pænt akkompagnement lige efter bogen.
Pænheden kommer faktisk til at stå som en barriere mellem mig og musikken. Jeg kan godt forføres et langt stykke ud over engen, men boblen brister fordi det bliver til en alt for pæn musikskole-agtig optræden, uden gnist, uden glimt i øjet, uden rigtigt liv, men stadig og trods alt var det et langt stykke af vejen en stor oplevelse af enstemme der har potentiale til store bedrifter, hvis bare Helene Blum turde at kaste sig ud på lidt dybere vand.
