Kategoriarkiv: Musik

Musik

Jeg lytter til… Tom Waits – Real Gone

20. apr. 2005

Jeg elsker at lytte til Tom Waits og det er mig en gåde hvorfor. Måske kræver det en større psykologisk undersøgelse, en gåen i dybden i sjælen, hvor mærkelige traumer, fortrængninger og forskydninger ligger gemt. Måske er det alle de forbudte længsler Tom Waits igen og igen piller ved med sin musik som lydmæssigt ligger så langt væk fra tidens mainstream-produktioner, som tænkes kan. Jeg fristes til at bruge popmusikkens målestok og sige at produktionen er ”grim”, men det er den netop ikke. Den er lige præcis så beskidt, kantet, rusten og popmusikalsk ukorrekt som Tom Waits skal være for at være god.

Og hvordan kan det grimme være værd at lytte til? Fordi det ikke er grimt. Det er den forkerte målestok. Det er forkert spurgt. Det er ikke grimt. Det kalder på nogle dunkle sider i sjælen, ikke okkulte og sorte, men skæve og fremmedartede. Det er ikke aggressivt og fjendsk, det er insisterende, indladende og påståeligt. Og det er velkendte blues- og boogie-akkordgange fremført med en næsten karikaturagtig kantethed.

Og så er der beatet. Når Björk laver digitalt manipulerede beats med menneskestemmen er det jo ikke noget hun har fundet på. Det har Tom Waits lavet i årevis og også på ”Real Gone”. Han kombinerer støn, gylp, smask, pisk, klokker, trommer og papkasser og laver et umiskendeligt Waits-beat med et back-beat, der til tider slæber sig afsted som en halt tigger, til andre tider energisk driver historien fremad. Og skrammel-beatet skaber også, og jeg ved stadig ikke hvorfor, passage til hengemte sider af lytterens personlighed.

Blot jeg hører Tom Waits’ stemme ser jeg for mig et helt freak-show med Mr. Waits selv som konferencier. Jeg ser dværge, en oversavet dame, en drikfældig knivkaster, en piercet bodypaintet enarmet på en ethjulet cykel, flere dværge, skeløjede benløse, kalveknæede armløse der står på hovedet, hjulbenede ildslugere og alle de andre.

”I wish I had some whisky and a gun, my dear”

Musik

West Side Story Revisited

13. apr. 2005

Foranlediget af en forkortet amatør-opførelse af West Side Story i nabolaget måtte jeg hjem og finde den gamle video med filmudgaven fra 1961 og sjældent har jeg nydt et gensyn som jeg nød dette.

Romeo og Julie-fortællingen fra New Yorks gader med musik af Leonard Bernstein er en nydelse fra start til slut. Musikken og dansen gør det til en aldeles storslående oplevelse og jeg ser pludselig at Michael Jacksons danse-på-gaden-videoer må have hentet en del inspiration i startsekvensen fra West Side Story.

Startscenen er et studie værd i sig selv. Den langsomme og knipsende opbygning af en dans som lægger sig tæt tæt op ad den komplekse og komplicerede musik og udvikler sig til et slagsmål mellem The Jets og The Sharks er et dejligt eksempel på forskellen mellem nutidens hæsblæsende musikvideoer, hvor der bygges op til klimaks og vi får en slags forløsning i løbet af tre minutter, og den langsomme, pirrende stablen små nye musikalske og koreografiske elementer oven på det foregående.

Og jeg ved godt at det er meget tydeligt at alt er optaget i indendørs kulisser, og jeg ved godt der er noget morsomt i at folk pludselig bryder ud i sang, men jeg nød gensynet.

Mon ikke vi snart ser en genindspilning af filmen som vandt ti oscars i 1961?

Musik

LIVE… Karen Busck

mar. 2005
Nyborg

Som en velment ekstra bonus ved et større arrangement i går blev jeg nærmest tvangsindlagt til at høre Karen Busck unplugged.

Hun har en aldeles dejlig stemme, synger formidabel godt og ser jo aldeles sød ud. Så er det på plads og så er det sagt.

Den bløde pop har selvfølgelig en berettigelse, som morgenmusik i radioen, som baggrundsmusik i Kvickly og som konsumvare i almindelighed. Den bløde pop uden kanter, som bliver spyttet ud fra ethvert pladeselskab med respekt for aktionærerne, er en vare med begrænset levetid, hurtig omsætning og krav om at der i næste uge kommer noget nyt, som lyder magen til men med en ny frisure.

Selvfølgelig var det bare mig der ikke lige var modtagelig i går aftes. Jeg vidste det på forhånd. Jeg har fået nok. Der skal være noget kant ellers er det spild af tid. Enten i teksten eller i musikken eller i påklædningen eller i serveringen eller i præsentationen mellem numrene. Et eller sted skal der være lidt kant, lidt stædig ønsken at være anderledes, selvstændig og unik. Det er ikke nok at være pæn og lige så dygtig som alle de andre.

At lytte til Karen Busck i aftes var som at sidde og stirre på en Per Arnoldi-plakat. Det er jo meget pænt og man kan ikke sætte fingeren på håndværket, men man er færdig med at se på billedet i løbet af forholdsvis kort tid. Man vender sig for at se om der ikke sker noget mere spændende andre steder lokalet. Jo sørme, der er en der sidder og piller næse.

Musik

LIVE… Elvis Costello

jan. 2005
Vega, København

Og så var jeg til koncert med Elvis Costello i Vega i København. Elvis Costello, som jeg aldrig har dyrket, men som altid har været der. Costello som kørte på kassettebåndoptageren med “Watching The Detectives”, da jeg var flyttet hjemmefra i slutningen af 70erne. Costello som pludselig ramte mig i midten af 80erne med “I Want You” fra “Blood & Chocolate” og som overraskede mig voldsomt i 90erne, da hans samarbejde med den vistnok 80-årige Burt Bacharach udmøntede sig i et album der fuldstændig slog fødderne væk på undertegnede med sin blanding af umiskendelige Bacharach-arrangementer og Costellos mange ord og store stemme. Costello som har prøvet det hele, alle genrerne, alle ordene, alle scenerne og som med jævne mellemrum altid vender tilbage til den melodiøse rock’n’roll.

Det var en rørende god koncert. Rørende fordi musikken rørte mig, rørende fordi der hos publikum tydeligvis var stor respekt for manden på scenen og hans værk og rørende fordi Costello viste respekt for sit publikum ved at spillede omkring 30 sange på 2 timer, ingen snak, ingen pjat, ingen krukkeri, han ved hvad han er god til og hvad publikum er kommet for, nemlig at høre ham synge sine sange.

Repertoiret var spredte pluk fra det enorme bagkatalog som Declan McManus (hvis mine forældre havde døbt mig sådan ville jeg nok også have kaldt mig selv Elvis!) har at plukke fra. Hundredvis, ja måske tusindvis af sange er der at vælge imellem fra næsten 30 år med guitaren om halsen, og vi fik både “Watching The Detectives” og et udvalg fra det nyeste album.
Besætningen, The Imposters, fik måske det hele til at lyde lidt ens, selv om Costello med ironisk star-attitude skiftede guitar mellem næsten hvert nummer ved at holde guitaren ud i en strakt højre-arm, mens han med sammenknebne øjne bag de orangefarvede brilleglas stirrende stift på publikum, talte sekunder før roadien havde byttet guitaren ud. Kun når der var en ballade på programmet ændredes lydbilledet så markant at Costellos stemme virkelig kom til sin ret.
Costellos stemme er i mine ører en af rockmusikkens helt store. Det er ikke en typisk rock’n’roll-stemme, men derimod måske en stemme fra tidligere schlagertider og netop denne stemme i kombination med den melodiøse rockmusik giver mig en rigtig god fornemmelse af kontinuitet og genkendelighed men også af noget der peger fremad.

Eller også er det bare fordi han har stået på scenen i al den tid jeg har kaldt mig selv voksen. Et koryfæ man ikke kan komme udenom, ligesom Stones, U2 og nogle få andre overlevende, som har været med på hele min rockmusikalske vej til 2005.

Musik

Nyt navn til Melodi Grand Prix?

feb. 2004

Den danske udgave af årets Melodunte Grand Prix er nu vel overstået og sejren gik velfortjent til Tomas Thordarson der med sin latininspirerede ”Sig det’ løgn” overbeviste hele landet om at han skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Tyrkiet.

Jeg synes showet bør skifte navn eller indhold. Enten skal ordet ”melodi” fjernes fra showets navn eller også skal alle melodier synges af samme sanger.

Dysten er nemlig kun i meget beskedent omfang om hvilken melodi der er bedst, men derimod om hvilken popsanger der agerer bedst, klæder sig bedst, har mest udstråling, synger bedst, ser bedst ud, taler bedst, er mest sexet, er mest charmerende og rammer bedst. Melodien er selvfølgelig ikke uden betydning, men har helt afgjort mindre betydning end alt det andet. Konkurrencen kunne hedde ”Dansk Popsanger Konkurrence”. Det er meget tydeligt når man læser aviser og blades efteromtale af showet at al fokus er på personen og ikke på melodien.

Hvis det skulle være en konkurrence mellem melodier skulle hovedpersonerne være komponisterne og måden at flytte fokus kunne være at gribe tilbage og gøre som man gjorde i Melodi Grand Prixets barndom, nemlig at lade alle sangene blive sunget af samme sanger (evt. to). Jeg ved ikke hvor mange år man gjorde det, ej heller ved jeg hvorfor man gik væk fra ideen og jeg kan sagtens se at det ikke er problemløst at lade de samme sangere synge alle sangene. De udvalgte sangeres stemmer og personligheder vil måske passe bedst til en bestemt type sange som derved opnår et fortrin, men det er dog langt at foretrække for den nuværende fokusering på sangeren fremfor sangen.

Musik

Guitarnow lukker

sep. 2000

Kære kunstnere

Jeg forstår ikke hvorfor I ikke kan se at der er fremtid i lejrbål. Der er fremtid i at de sange man har lavet bliver spillet og sunget omkring lejrbål, til fællessang, i de sene nattetimer i køkkenet efter en fest, af gadesangere, på teltpladsen til festival og alle andre steder hvor der forefindes en spansk guitar. Shit & Channels “Smuk og dejlig”, Søren Kragh-Jacobsens “Kender du det Mona Mona” og Kim Larsens “Joanna” lever deres eget liv ude blandt de spanske guitarer med de åbne akkorder og hvem tror på at Gasolins “Kvinde min” var blevet kåret til århundredets sang, hvis den ikke var blevet sunget og spillet igen og igen. Alle de mennesker som kan spille “Kvinde min” på guitar har imidlertid ikke købt en nodebog. De har selv lyttet teksten af eller de har fået/taget en kopi og sat den i deres sangmappe (og her taler vi ikke om CD-kopi eller mp3 for det er en helt anden sag, hvor jeg er totalt på kunstnernes side). Jeg ved godt at der er et spring til at offentliggøre tekst og akkorder på nettet, men jeg er sikker på at alle har mere ud af at sangene synges, spilles og udbredes

GuitarNow er lukket. Webstedet med de mange “tabs”, sangetekster og akkorder er blevet truet med sagsanlæg af Danske Populærautorer, som er en forening af udøvende kunstnere, som fuldt berettiget hævder at ophavsrettighederne tilhører kunstnere og forlag hvorfor en hjemmeside som GuitarNow krænker loven om ophavsret, da der ikke er hjemhentet nogen form for tilladelse.