Tag-arkiv: Daniel Lanois

Musik

Jeg lytter til….. Aske Jacoby

Skriv en kommentar

Jeg faldt for noget tid siden tilfældigt over noget af Aske Jacobys solomateriale og jeg har næsten ikke lyttet til andet en hel uge.

Manden er på min alder, midt i 50erne, og besluttede (har jeg lige læst mig til) for få år siden at satse hele butikken på at spille sin egen musik efter i årtier at have været studiemusiker, producer og sideman hos mange af landets store popkunstnere (News, C.V. Jørgensen, Thomas Helmig, Danseorkestret for at nævne nogle). Han medvirker efter sigende på 400 albums som studiemusiker.

“Chant” fra 2014 er historien om den 50-årige Aske, der i stedet for at købe en motorcykel, blive skilt eller hvad mænd nu finder på, når de indser at de er på vej til at blive halvgamle, beslutter at leve drømmen ud og tager til Los Angeles for at indspille sine egne sange med bl. a. 72-årige trommeslager Jim Keltner, som har spillet med alt hvad der kan krybe og gå af verdensstjerner

Keltner hvisker Aske i øret at han er en blændende guitarist, sanger og sangskriver, fuldt på højde med alle andre han har spillet med, hvilket ikke er få og ikke er hvemsomhelst.

Aske Jacobys stemme har klare mindelser om John Hiatt, som jeg lyttede meget til i start-90erne. Der er endvidere, specielt på de nyeste live-optagelser fra Paris en fornemmelse af Daniel Lanois i måden at spille guitaren på og lydbilledet generelt.
Der var med andre ord noget velkendt over det allerede første gang jeg hørte det. Vi snakker ikke kun om ekvilibrisme og guitarsoloer, men om sange der understøttes og bliver større og bedre af backingen. Især balladerne, de mere afdæmpede numre rammer lige der hvor de skal.

En hel uge, hvor jeg bare vender tilbage til Jacoby og hvor det vedbliver at varme så dejligt lige der hvor man har brug for det.

Musik

Jeg lytter til… Daniel Lanois

maj 2005

Canadiske Daniel Lanois balancerer på kanten mellem det banale og det sublime. Hans seneste udspil, ”Shine” fra 2003, er et godt eksempel på at afdæmpet og stille vellyd ikke nødvendigvis behøver betyde kedsommelighed og konformitet.

En stor sanger er han måske ikke, men den inderlighed der bliver eksponeret ved at hans stemme ligger så langt fremme i lydbilledet, bliver en påtrængende påmindelse om at en sangers evne til at udtrykke sig er noget ganske andet end tillært sangteknik.

Det er ikke nogen hemmelighed at Lanois har produceret et af mine favoritalbums fra 80erne, nemlig U2s ”The Joshua Tree” og iøvrigt også andre U2-albums, og det kan ikke undgå at farve min lytning. Der er ikke mange lighedspunkter mellem U2 og Daniel Lanois, og så alligevel…… hist og her er der en guitar som giver mindelser om Edge sidst i 80erne, men det der kendetegner produktionen er det distinkte og klare lydbillede. Alle instrumenter og stemmer står klokkeklart og det er en nydelse at lytte og lade sig føre med af vellyden og de – ved første ørekast – lidt letbenede melodier, som ved hvert eneste genhør vinder og bliver lidt mere eet med arrangementet.

Daniel Lanois er virkelig værd at lytte til!