Tag-arkiv: Lars Lilholt

LIVE… Allan Olsen m/Nordkraft Big Band

Nov. 2023, Musikhuset, Aarhus

Jeg tror, jeg er træt.
Det var et godt show. Det var det, men der manglede noget. Der manglede måske noget løssluppenhed og der manglede i den grad Allan Os fandenivoldske frækhed. Jeg har været til Allan Olsen koncerter, hvor der var mere snak mellem sangene end der var sange, hvor jeg efterfølgende har tænkt at det netop var det, der gjorde det til en god aften. Allan Olsen er lige så meget standupper og entertainer på sin egen frække facon, som han er musiker og sanger – men i aften var det, naturligt nok, bigband-arrangementerne der var i fokus, så der var ikke megen snak.

Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at gå til disse Allan Olsen-koncerter, men der er en forbundethed, som stadig trækker. Han har været med mig siden første gang jeg oplevede ham på Æsken i Aarhus, hvor han spillede sammen med Johnny Madsen og Lars Lilholt. Jeg tror det var længe før de kaldte sig Dalton-trioen. Jeg kendte Madsen. Han var jo hjemme fra og Lars Lilholt havde vi dyrket, da han var en del af Kræn Bysteds, men Allan Olsen havde jeg aldrig hørt om. Det må have været i ca. 1986 (?). Jeg elskede deres rollefordeling og imponeredes over nordjydens jongleren med sproget, frækheden og skarpheden, hvor Lilholt spillede rollen som (eller var) den hellige verdensfrelser og Madsen var den fordrukne hobo, der sjaskede igennem livet. Det virkede som en perfekt trio for mig. Sangene var i denne sammenhæng ikke vigtige. Det var rollerne, dialogen, deres tagen-pis på hinanden, der virkede.

Og som årene går bliver man mere og mere jævnaldrende. Han er er kun 5-6 år ældre end mig.

Men jeg tror det igen er tid til en pause.

Allan Olsen eget opslag på Facebook efter koncerten i Aarhus.

DR P5 – What?

Jeg har forstået at DR har nedlagt radio- og TV-kanaler, har flyttet rundt på udsendelser, digitaliseret, relanceret kanaler og omskrevet kanalprofiler. DR P5 blev oprettet for omkring 10 år siden og rettet mod landets ældre borgere, som jeg forstod det. Dansk musik, dansktop-musik, altså dansktop forstået som en henvisning til Jørn Hjortings Dansktoppen, som startede i 60erne med oversatte tyske schlagere og som blev en helt egen genre.

Siden starten har DR P5 været kanalen der kørte i baggrunden hjemme hos min mor. Musikken passede til hende som var i sine 20ere i 1960erne. Hun fylder 80 i år og har stadig P5 kørende og måske har hun slet ikke opdaget at musikken har ændret sig?
Jeg studsede forleden, da vi sad med kaffen ved køkkenbordet og der ud af radioen tonede Bryan Ferry og Roxy Music. Jeg skævede over til displayet for at se om det nu var P5, og det var det. Værten sagde efterfølgende at vi havde hørt Roxy Music med et nummer fra “den der plade med to kvinder der kaster med spyd. Måske har du den stående på pladehylden?” What? tænkte jeg (vistnok på engelsk ja) – Er det en måde at præsentere Roxy Music’s Flesh + Blood fra 1980 – og det var det, for straks efter var vi videre til noget Lars Lilholt.
Kort efter skete det samme igen: Whole Lotta Love med Led Zeppelin bragede ud i mors køkken og jeg vippede med foden og lurede på om mor havde opdaget at det hverken var Lilholt, Hansi Hinterseer eller Stig Rossen, men derimod Robert Plant, Jimmy Page og vennerne. Det havde hun ikke.

Hvis hun på et tidspunkt synes hun gerne vil høre en anden kanal, så hjælper jeg hende selvfølgelig med det og det er slet ikke det som slog mig der ved køkkenbordet. Det var mere det at jeg i DRs segment-tænkning nu hører til samme segment som min mor. Om man hørte Jørn Hjortings dansktop-musik eller man hørte Led Zeppelin i 1970erne kommer ud på et. Musik fra 70erne er nu en stor pose med blandede bolsjer af alle mulige slags for den aldrende gruppe der hørte musik i 70erne.
Og jeg er en af dem. Suk.