Nov. 2023, Musikhuset, Aarhus
Jeg tror, jeg er træt.
Det var et godt show. Det var det, men der manglede noget. Der manglede måske noget løssluppenhed og der manglede i den grad Allan Os fandenivoldske frækhed. Jeg har været til Allan Olsen koncerter, hvor der var mere snak mellem sangene end der var sange, hvor jeg efterfølgende har tænkt at det netop var det, der gjorde det til en god aften. Allan Olsen er lige så meget standupper og entertainer på sin egen frække facon, som han er musiker og sanger – men i aften var det, naturligt nok, bigband-arrangementerne der var i fokus, så der var ikke megen snak.
Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at gå til disse Allan Olsen-koncerter, men der er en forbundethed, som stadig trækker. Han har været med mig siden første gang jeg oplevede ham på Æsken i Aarhus, hvor han spillede sammen med Johnny Madsen og Lars Lilholt. Jeg tror det var længe før de kaldte sig Dalton-trioen. Jeg kendte Madsen. Han var jo hjemme fra og Lars Lilholt havde vi dyrket, da han var en del af Kræn Bysteds, men Allan Olsen havde jeg aldrig hørt om. Det må have været i ca. 1986 (?). Jeg elskede deres rollefordeling og imponeredes over nordjydens jongleren med sproget, frækheden og skarpheden, hvor Lilholt spillede rollen som (eller var) den hellige verdensfrelser og Madsen var den fordrukne hobo, der sjaskede igennem livet. Det virkede som en perfekt trio for mig. Sangene var i denne sammenhæng ikke vigtige. Det var rollerne, dialogen, deres tagen-pis på hinanden, der virkede.
Og som årene går bliver man mere og mere jævnaldrende. Han er er kun 5-6 år ældre end mig.
Men jeg tror det igen er tid til en pause.
Allan Olsen eget opslag på Facebook efter koncerten i Aarhus.
To akustiske guitar, en hi-hat og en lilletromme, Madsen, Møller og From. Mere behøver man ikke for at vise hvad rock’n’roll er.