Åbent brev til Veto

Jeg er i et dilemma.

På den ene side vil jeg selvfølgelig gerne ønske jer tillykke med den store pris. Der er mange priser at hente rundt omkring, men P3Guld er da en af de større. Tillykke med pengene og studietiden og æren. Og det mener jeg af et ærligt hjerte. I har fortjent det og selvfølgelig skulle I have prisen, for jeg mener stadig det er aldeles originalt det I laver.

Når det er sagt så er jeg nødt til, på den anden side, at gøre gældende at hele konceptet med disse awards og award-shows er sygt. Hele ideen om at konkurrere om musik er forfladigende for vores opfattelse af hvad musik er og er med til at gøre musikken til en vare fremfor et kunstnerisk udtryk og jer musikere til brikker i et stort og uigennemskueligt spil om penge, seertal, salgstal og alt muligt andet som IKKE har noget med musikken at gøre.

Jeg synes det er fedt når nogle uddeler arbejdslegater, når nogen kan høre et potentiale, kan høre at der er noget at arbejde med og at det er ærligt ment og så investerer i det. Jeg synes det er dejligt når nogle bakker op om noget de tror på med penge, tid eller kræfter, men nu er detogså blevet til et show-koncept – X-Factor.

Og P3 Guld er en del af den samme ide. Der skal konkurrence og en pirrende spænding om udfaldet til for at holde seerne ved skærmen og en god præmie for at deltagerne skal ønske at vinde. Så er alle jo glade, kunne man indvende. Seerne er glade, musikerne er glade, publikum er glade, pladeselskaberne er glade, men taberen er musikken. Den musik som laves af nødvendighed, fordi man ikke kan lade være, fordi man har det indeni og er nødt til at lukke det ud. Taberen er den musik som er lavet af en indre nødvendighed og fuldstændig uden hensyn til hvordan man tror det bliver modtaget af andre og hvilke priser den vil indkassere.

Selvfølgelig skal I være glade for prisen og som før nævnt skal jeg være den første til at skrive under på at I har fortjent den og jeg er vild med det I laver. Måske skriver jeg dette af frygt for at I skal blive indfanget af award-manien og miste gnisten og gejsten, der gjorde at I lavede nødvendig musik før nogen lyttede til jer.

Kommentarer

| supertroels d. February 07 2009 22:50:02

Glemmer du ikke i dine overvejelser at man godt kan lave nødvendig musik – altså musik fordi man ikke kan lade være – og samtidig vinde anerkendelse for det?
Jeg er enig med dig i at award shows er et underligt koncept, men vil du også mene at en skuespiller eller en forfatter er i fare for at miste sit fokus i sin kunst, ved at vinde en bodil eller en litteraturprisen fra Nordisk Råd?
Du ser det meget som en konkurrence og jeg tror først at, det er hvis man gør netop det, det bliver smittende sygt.
Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg er fuldstændig ligeglad med de priser og det fortæller mig ikke andet end at, der er nogen der lytter til det, jeg alligevel ville lave. Det påvirker ihvertfald hverken min kreativitet eller mit udtryk og s?dan har jeg i sinde at det skal forblive.

 

| Alex d. February 20 2009 15:19:11

Jeg glemmer ikke at man godt kan lave nødvendig musik og samtidig høste anerkendelse. Jeg påpeger blot at anerkendelse kan blive vigtigere end musik og DET er farligt (for musikken altså).
Det sker selvfølgelig ikke for jer, for jeg er sikker på I vil blive ved med at søge nye udtryk og perfektionere det kendte. Lov mig at I vil det, uanset om det giver anerkendelse, så er jeg tilfreds!