Tag-arkiv: Uffe Steen

LIVE … Uffe Steen Trio + Vestbo Trio

April 2019, Pakhuset, Odder

Dobbelt-trio-koncert med masser af guitar. Først Uffe Steen med Thomas Sejthen på bas og Jesper Bo Knudsen på trommer.
Uffe Steen spiller guitar fuldstændig efter mit hoved. Han mestrer hele spektret fra det fint vævende og melodiske til det rockede uden mange klicheer. Hver gang man lige skal til at tænke “Ah, var det ikke lidt billigt sluppet” så sker der noget overraskende nyt. Han er virkelig en decideret mester i min bog.

Vestbo Trio er Michael Vestbo, guitar, Jesper Smalbro, bas og Eddi Jarl på trommer.
Michael Vestbo har, efter sigende været elev hos Uffe Steen (lige som Eddi Jarl på trommer har været elev hos Jesper Bo Knudsen) og der var bestemt forfriskende elementer i kompositionerne, men der mangler lige præcis det jeg nævnte om Uffe Steens kompositioner og improvisationer. Det overraskende mangler. Det er nydeligt og virtuost spillet, følsomt leveret med masser af dynamik, men der mangler de tilbagevendende overraskelser. 

Koncerten sluttede med to gange trio, altså med dobbelt guitar, dobbelt trommer og dobbelt double bass, måske mest som en gimmick, men med mulighed for lidt drenget konkurrence og spillen op til hinanden på alle pladser.

En decideret dejlig koncert i et helt fyldt Pakhuset i Odder hvor OLLC også havde arrangeret spisning og hvor der kunne købes lokale øl, lokal kaffe mm.

Jeg synes IKKE Pakhuset er det rigtige sted til koncert med så mange mennesker. Der er ikke plads nok, man er nødt til at passere umiddelbart foran scenen for at komme i baren og med scenen på den lange side hører og ser mere end halvdelen af publikum koncerten helt fra siden.

Og så synes jeg OLLC skal få et nyt bagtæppe.

Uffe Steen Trio
Michael Vestbo Trio

Live… Jens Klüver, Uffe Steen, Kjeld Lauritsen & John Riddel

Kulturkøkkenet, OdderIMG_20150822_142419-600px
August 2015

Jeg havde næsten helt glemt hvor befriende det er at lytte til musikere med så meget musikalsk overskud, så stor teknisk dygtighed, så stor erfaring, så afslappet fremtræden og så sprudlende musikalsk fantasi.

Tenor- og sopransax, guitar, Hammond og trommer og en godtepose af numre af Dollar Brand, Dexter Gordon, herrene selv m.fl.

Indimellem, sådan har jeg det ofte når jeg lytter til de voldsomt dygtige musikere, går der lidt automatiseret lir i det. Hurtige løb for de hurtige løbs skyld, store dynamiske spring for dynamikkens skyld og referencer for referencernes skyld. Det er en smagssag og en balance for selvfølgelig skal man”have lov” at demonstrere sine tekniske færdigheder, men når det alene er en demonstration så kalder vi det lir. I min verden skal improvisationerne have sit afsæt i melodien, i temaet. Ikke nødvendigvis tæt klistret op ad melodien, men netop med afsæt i melodien. Ikke helt frit fabulerende over akkorderne men bundet op af akkorderne OG melodien.

Når det er sagt så var det en rigtig god oplevelse. Mere af den slags i Odder Jazzklub og lidt mindre traditionel jazz, tak.