Tag-arkiv: Patti Smith

Jeg lytter til… Patti Smith: Twelve

Maj 2007

Fantastisk at der er musikalsk liv i Patti Smith stadigvæk – og det er der! Hun har passeret de 60 år som så mange andre af de gamle koryfærer, men er stadig aktiv, politisk, vild og anderledes.

Jeg lytter for tiden til disse tolv covernumre, som spænder vidt og overraskende. Der er ikke den store ekvilibrisme over bandet, men Patti Smith giver alligevel nyt liv til sange der ellers, hos mig, var på vej ud i afdelingen med gode-numre-som-jeg-lyttede-meget-til-engang-men-som-jeg-lissom-er-færdig-med.

Jeg har lyttet meget til albummet og været meget begejstret, men pludselig forleden dag blev jeg alligevel færdig med det. Det er få af disse coverudgaver som holder i længden som andet end kuriositeter. En af undtagelserne er Nirvanas “Smells Like Teen Spirit” som rykker vildt med kontrabas, banjo, akustisk guitar og violin

“Are You Experienced” får ikke tilført noget af Patti. Det er naturligvis oplagt at forsøge at lave coverversioner af Jimi Hendrixnumre fordi det er umuligt IKKE at få et andet udtryk end originalens, men i dette tilfælde bliver det lidt tyndt og opstyltet højstemt. Uden Hendrix’ guitar er der ikke meget tilbage i nummeret.

“Everybody Wants To Rule The World” som var et hit for Tears For Fears bliver en helt anderledes politisk sang i Patti Smiths udtryk og er måske det mest overraskende valg i samlingen. Hvem kunne forvente at høre netop denne sang med den ældre dame som har passeret i de 60.

Neil Youngs “Helpless” er et oplagt valg, som virker fint, men det er altså også en sang som altid virker godt. Uanset hvem der spiller på den spanske guitar ved lejrbålet er “Helpless” et hit

“Gimme Shelter” som er Rolling Stones-rock’n’roll i den helt basale udgave virker fordi Patti Smith kan lyde vred og smertefuld på sin helt egen måde. Det er basal rock’n’roll. “He’s just a shot away….” gentagelse, monotoni, anti-krig, “He’s just a kiss away….” Det er ikke Rolling Stones der backer up, men stemmen fylder det hele

Beatles “Within You Without You”. Det indisk inspirerede nummer som George Harrison indspillede med Beatles får en helt anden klang, en helt anden fornemmelse, som rammer helt anderledes bredt end Harrisons udgave. Den tre-delte takt, igen monotoni, trancen, kun afbrudt af et omkvæd som stadig lyder inidisk og lidt fremmed, men en vellykket coverudgave, som bestemt tilfører nummeret ny energi. Det er længe siden jeg har sat Beatles på CD-afspilleren, men måske man skulle genlytte originalen?

Jefferson Airplanes “White Rabbit” var engang en af mine absolutte favoritnumre. Grace Slicks store stemme, marchfornemmelsen og denne helt anderledes lidt højstemte tilgang til musikken. Jeg kan godt forstå Patti Smith gerne vil kopiere nummeret og hun gør det såmænd godt, men der tilføres ikke rigtig noget nyt eller anderledes.

Bob Dylans “Changing Of The Guards” er en “tekst-sang”. Mange vers med mange ord. Mange billeder og en rigtig lyttesang som passer godt til Patti Smiths foredragende stemme.

Paul Simons “Boy In The Bubble” var også en af de store overraskelser. Sangen er fra Paul Simons “Graceland” hvor der kun medvirker afrikanske musikere. Musikken er oprindelig meget afrikansk, men når Patti Smiths band tager nummeret under behandling bliver det mere regulær rockmusik, dog med den meget karakteristiske guitarfigur i forgrunden. Det er en dejlig udgave, som gør sangen vedkommende igen. Den virkelige historie om drengen der levede sit liv som et lægeligt eksperiment er stadig en diskussion værd.

Doors’ “Soul Kitchen” lever alene af Patti Smiths stemme. Bandet lyder som et efterskole-sammenspilshold der har gjort hvad de kunne for at få nummeret til at lyde præcis som Doors. Selv guitarsoloen har en umiskendelig Doors-lyd.

Det absolut mest vellykkede nummer på albummet er Nirvanas “Smells Like Teen Spirit” med kontrabas, banjo, akustisk guitar og violin. Det er overraskende og gør nummret til en helt ny oplevelse. Desperationen og smerten gennemsyrer det hele og man kunne næsten sige på trods af dette folkemusik-setup. At spille voldsomt og højt på en forvrænget elektrisk guitar er jo ingen kunst, men at få et folkemusikband til at udtrykke det samme, det er da flot.

“Midnight Rider”, oprindelig med Allmann Brothers. Tjah…..

Stevie Wonders “Pastime Paradise” må også høre til kategorien overraskende valg, men det fungerer godt og Patti Smith kan noget med at få lytteren til at høre sangenes tekster.

 

Live… Hannes Alliance

Jeg tager hatten af, afleverer alle kokkehuer og giver fem stjerner og fuldt hus for denne formiddagskoncert med Hannes Alliance.

Et anderledes orkester, der vistnok engang hed Huhej og som med Hanne Raffnsøes tekster som centrum formår at skabe et univers af ord og stemninger som rammer et sted dybt dybt inde bag facaderne.

Jeg har aldrig hørt om hverken Huhej, Huhejvildedyr, Hannes Alliance eller Hanne Raffnsøe før, men som jeg før har nævnt venter de helt store musikalske oplevelser som oftest når man er uforberedt, uden forventninger og uden kendskab til forudsætningerne og personerne bag udtrykket. Man er fordomsfri og åben og fanges ind af en afslappet stemning, som understøttes af en fornemmelse af at hele seancen er improviseret. At det er en koncert med en improviseret monolog med et skævt cirkusagtigt Tom Waitsakkompagnement, men hurtigt viser det sig at det overhovedet ikke er improviseret, men derimod overmåde nøje tilrettelagt.

Ordene er mange, digtene er malende beskrivelser, ordbillederne er rørende, de tre piger og den unge mand på scenen er rørende i deres indlevelse. Der er noget troværdigt over udtrykket, som i “Naboen” hvor Hanne Raffnsøe veksler mellem tale og sang. Ord, der skal betones og understreges synges, og jeg mindes gamle Patti Smith, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det virker! Det borer sig lige ind i rygmarven og skaber en passage for de mange ord og historier. Det virker godt. Den isnende sitren i rygmarven transformeres til en laserstråle af opmærksomhed mod scenen.

Der er en udstråling fra hele orkestret af oprigtighed og ærlighed, hvilket måske er det eneste der virkelig tæller udover godt håndværk, når man skal finde den gode musik.

Elektrisk forstærket og til tider forvrænget spansk guitar, kontrabas, opretstående forstemt klaver/bratch/klarinet og Hanne Raffnsøe på ord og klokker m.m. Og det var forsigtigt og følende sig frem, udviklede sig over sammensatte spoken word-numre til jazzswingende ballader, men hele tiden med ordene i centrum. Musikken er bygget op omkring ordene, understøtter ordene, peger på ordene og jeg talte efter koncerten med forbavsende mange som blankt kunne indrømme at de havde siddet med en klump i halsen.

Et fantastisk første møde med Hannes Alliance.

Orkesterets CD giver desværre kun en vag antydning af magien jeg oplevede den formiddag i en gymnastiksal på Sydfyn

Links:
http://dk.myspace.com/hannesalliance