Tag-arkiv: Gnags

LIVE… “Vilde kaniner”

Teaterkoncert, Musikhuset, Aarhus, jan. 2026

Jeg bliver ked af det og det handler ikke om den fantastiske opsætning af Gnags-bagkataloget, men om at jeg har svært ved at håndtere at det er så længe siden.

Det slog mig hårdt da forestillingen nåede “Jeg dumped’ ned fra en fremmed planet, for 14 håbløst lange dage siden”, som blev udført flot og velspillet. Det slog mig at nummeret er fra albummet “Er du hjemme i aften”, som udkom i 1978, det år, hvor jeg startede i gymnasiet. Det er 48 år siden. Otteogfyrre! Albummet var et kæmpe hit hos os og “Under bøgen” røg direkte ind på spanskguitar-i-et-hjørne-af-festen-repertoiret.
Gnags spillede til den store årsfest på gymnasiet i 1978 eller var det 1979 og “Fra en fremmed planet” var efterfølgende det store samtale-emne. Peter AG havde spændt en projektør rundt om hovedet, som en stor pandelampe og lyste ned på bagvæggen. Det var sejt. Det var magisk. Det var toneangivende. Det var tæt på det ypperste vi kunne forestille os.
Men det er 48 år siden og det betyder at det vel er nærmest umuligt at forklare et ungt menneske, hvad det betød.
Hvis man i 1978 gik tilsvarende 48 år tilbage, så landede man tilbage i 1930, hvilket vi da opfattede som nærmest forhistorisk tid, før krigen, før vores forældre blev født.

“Vilde kaniner” er en veloplagt, ung og energisk forestilling med et fantastisk velspillende orkester med bl.a. Cille Dyrberg på guitar.

LIVE … Niels Hausgaard

Forum Horsens, 29. marts 2019

Årets Hausgaard-show, som stiller sig i rækken.

Hvorfor mon vi bliver ved med at komme? Måske er det noget med at han stille og roligt er blevet ældre sammen med os og at han stadig har evnen til at se hvad der rører sig i vores ende af aldersskalaen, og det ER sjovt og sangene er efterhånden fuldstændig ligegyldige. Det er historierne og introduktionerne, der heldigvis også fylder mest, som vi kommer for.

Niels Hausgaard, Horsens, marts 2019

Det er Hausgaards beskrivelser af de bittesmå detaljer vi kan grine af. Han er god til det og finpudser konceptet, hvor han præsenterer et udsagn, som han så gentagne gange vender tilbage til, som f.eks. at han IKKE vel have folk til at flytte til Nordjylland.

Når det er sagt, så er der altså også noget stilstand over fænomenet. De politiske budskaber er måske også blevet mindre subtile og mere direkte og showet er måske blevet lidt for genkendeligt – og så igen, måske er det derfor vi kommer? Det er lidt som at høre et gammelt rockband der er gået i stå et sted i karrieren, har fundet formlen og bruger den i en uendelighed. Man kunne nævne Gnags, som lavede spændende musik, som eksperimenterede, som havde en ny lyd på hvert album indtil det på et tidspunkt ikke længere var eksperimenterende og hvor hvert album blev en kopi af det forrige.
Er det lidt sådan med Hausgaard? Vi ved præcis hvad vi får, bliver ikke overraskede og bliver ikke udsat for noget vi ikke ventede.
Vi kommer for at høre det vi ved vi får – og det fik vi.