Tag-arkiv: Alstrup-brødrene

LIVE … Jonah Blacksmith

23. nov. 2019
Odeon, Odense

En næsten perfekt aften med Jonah Blacksmith i Odense.
Der er noget fascinerende oprigtigt over Alstrup-brødrenes band fra Thy. Der er noget trygt ved historien om at bedstemor altid tog harmonikaen frem efter aftensmaden og at det bare handlede om at spille og være med. Der er noget varmt ved historien om taknemmelighed til en musiklærer som fik dem til at tro på deres musikalske værd og som stadig sender en SMS når han hører dem i radioen.
Udstoppede dyr, standerlamper og gulvtæpper på scenen gør det sidste til fornemmelsen af at være i hyggeligt selskab med en flok unge gutter, der bare godt kan lide at spille.

Og de gør det altså godt. Det er ikke de udvidede akkorders musik, men det er de gode melodiers musik og det er sing-along med “Åh-åh-åh-åh-åh”-mellemstykker, det er lange crescendo-numre der går fra ballade til mandolin-rock’n’roll med to trommeslagere. Det er stor lyd, effektivt korarbejde og det er en meget velsyngende og troværdig Simon Alstrup som forsanger.

Jeg sad og kunne mærke den helt samme fornemmelse som jeg havde midt i 80erne da vi gik til koncert med Run Rig fra Skotland, hver gang de kom til landet. Det var noget med nogle akustiske instrumenter og noget folk-agtigt rockmusik, noget med en autencitet, noget med en tilknytning til et sted som jeg kan identificere mig med, noget med at have en identitet allerede før musikken spiller, men også noget med en sentimentalitet, som er lige på kanten til at blive for meget.

Det var en fremragende koncert og vi kommer til at høre meget meget mere til Alstrup-brødrene i de næste par årtier.

Jonah Blacksmith, Odeon, Odense

LIVE… Jonah Blacksmith og Allan Olsen m/band

Train, Århus, 3. nov. 2016

Jonah Blacksmith fra Thy

img_20161103_201031
Jonah Blacksmith i trioudgave

er et særdeles sympatisk bekendtskab – også selv om det var en meget reduceret udgave der varmede op. En lille trio-udgave med brødrene Alstrup + 1 som leverede et lille stemningsfuldt sæt. Vokalarbejdet er bemærkelsesværdigt og den hyggelige og ikke-prætentiøse indgang til musikken er befriende, afvæbnende og rammer en vestjyde som mig et rigtigt sted.

Og det skal selvfølgelig nævnes at materialet er aldeles i orden. Velkomponeret og velopbygget, melodiøst og med afdæmpede hooklines.

Jeg har lyttet til albummet “Northern Trail” både før og efter koncerten. Det er et udpræget lytteværdigt album.

Jeg hører både inspiration fra Bon Iver, Daniel Lanois, Run Rig og en lang tradition af folkemusikere, men sjovt nok også i passager en akustisk udgave af Muse.

Aftenens hovednavn var jo Olsen –  Allan Olsen, som efter mange år alene på scenen med sin akustiske guitar og en endeløs række af historier, havde samlet et band for at præsentere nye udgaver af det efterhånden meget store katalog af sange om livet i Danmark og omegn.

(fortsættes under billedet)

img_20161103_210927

Og det var en ny Olsen der entrerede scenen. Det var solbriller, elguitar og rock’n’roll nærmest fra enden til anden og det er på en eller anden måde forfriskende at den gamle mand gør det og tør det. Der er noget Bob Dylan over det: Nye udgaver af gamle sange, næsten ingen historier, bare sangene.

Og bandet: Thomas og Simon Alstrup , Gæst Vincent, Mads Andersen og Lars Skjærbæk virkede så sammenspillede at man skulle tro de allerede var langt langt inde i touren.

Vi fik alle de sange vi elsker og for de flestes vedkommende i en helt anderledes udgave. Sangene er jo noget af det bedste der findes på dansk og det fungerede – også med band.

Men jeg savnede historierne, anekdoterne, sammenkædningen, de spidse kommentarer og de flabede bemærkninger.