Forum Horsens, 29. marts 2019
Årets Hausgaard-show, som stiller sig i rækken.
Hvorfor mon vi bliver ved med at komme? Måske er det noget med at han stille og roligt er blevet ældre sammen med os og at han stadig har evnen til at se hvad der rører sig i vores ende af aldersskalaen, og det ER sjovt og sangene er efterhånden fuldstændig ligegyldige. Det er historierne og introduktionerne, der heldigvis også fylder mest, som vi kommer for.
Det er Hausgaards beskrivelser af de bittesmå detaljer vi kan grine af. Han er god til det og finpudser konceptet, hvor han præsenterer et udsagn, som han så gentagne gange vender tilbage til, som f.eks. at han IKKE vel have folk til at flytte til Nordjylland.
Når det er sagt, så er der altså også noget stilstand over fænomenet. De politiske budskaber er måske også blevet mindre subtile og mere direkte og showet er måske blevet lidt for genkendeligt – og så igen, måske er det derfor vi kommer? Det er lidt som at høre et gammelt rockband der er gået i stå et sted i karrieren, har fundet formlen og bruger den i en uendelighed. Man kunne nævne Gnags, som lavede spændende musik, som eksperimenterede, som havde en ny lyd på hvert album indtil det på et tidspunkt ikke længere var eksperimenterende og hvor hvert album blev en kopi af det forrige.
Er det lidt sådan med Hausgaard? Vi ved præcis hvad vi får, bliver ikke overraskede og bliver ikke udsat for noget vi ikke ventede.
Vi kommer for at høre det vi ved vi får – og det fik vi.
Jeg faldt for noget tid siden tilfældigt over noget af Aske Jacobys solomateriale og jeg har næsten ikke lyttet til andet en hel uge.