Alle indlæg af Alex

Musik

LIVE… Postmodern Jukebox

Train, Århus, april 2018

Denne koncert havde jeg glædet mig rigtig meget til. Endnu et YouTube-fænomen med millioner af views over de sidste år, men alligevel med denne fornemmelse af autencitet og nærvær i videoerne, som gør at jeg, lige som teenagerne, har “fulgt” disse mennesker på deres YouTube-kanal.

Konceptet er enkelt nok: Tag en ny popsang, helst et stort hit, som mange mennesker kender og spil nummeret i en gammel genre, helst en genre med tydelige kendetegn og når det bliver gjort godt opnår man The PMJ effect, den der fornemmelse af overraskelse over at popmusik er popmusik og at Justin Biebers flade men effektive pophits ligeså godt kunne være lavet i 20erne og spillet som swingjazz eller i 60erne som gispende soul. Fornemmelsen af at genre og tidens sound er altafgørende, men at materialet, tekst, melodi og harmoniseringer er ens uanset tiden. Det er blot teknik og måden der spilles på der forandrer sig.

Der er en slags aha-oplevelse forbundet med det hver gang og det er en god aha-oplevelse.

Der var show fra start til slut ved koncerten, stepdancer, 5 forskellige dygtige sangere, store kjoler, kostume-skift fra sang til sang, konferencier og hele udtrækket og det fungerer aldeles fortrinligt som ærlig underholding. Det gode ved denne amerikanske tilgang er at ingen er pinligt berørte over at det er underholding og så giver man den hele armen udi underholdingsgenren. Oven i hatten får man så nogle musikalske oplevelser som en slags bonus – oveni underholdingen. Det fungerer.

Men den sure gamle mand er jo aldrig tilfreds og finder altid noget der piller oplevelsen ned:

Det første jeg noterede, da bandet gik på scenen, var at Scott Bradley, som er pianist og ophavsmand til projektet ikke var med og i samme sekund stod det lysende klart at Postmodern Jukebox selvfølgelig ikke er et lille intimt YouTube-bekendtskab men et kæmpestort firma, hvor der selvfølgelig turnerer 3, 4, måske flere shows samtidig, men med forskellige mennesker. Konceptet er jo nærmest designet til det. Masser af forskellige sangere, som repræsenterer hver sin genre og en stor flok musikere som veksler lidt i videoerne. Så er det jo ganske nemt at lave 3 forskellige setups og sende dem på turne samtidig, og Scott Bradley var så ikke lige på det hold der skulle til Aarhus.

Øv for det, men blændende dygtig underholding.

“Thriller” indledte showet i 30er-Cab Calloway-stil

Musik

LIVE… C.V. Jørgensen

Train, Aarhus apr. 2018

Efter 8 år er Carsten Valentin Jørgensen tilbage på scenen til en sommer hvor han spiller overalt, inklusive en masse festivaljobs.

Et af de første jobs på turen var på Train i Aarhus hvor en fyldt sal andægtigt lyttede til teksterne, som var dem vi kom for at høre. Der er noget med CVs tekster, som bliver til noget mere når det er CV selv der fremfører dem.

Gustav Ljunggren, Gert Smedegaard, Knut Henriksen og Rune Kjeldsen udgjorde bandet som gjorde hvad de skulle og spillede fint. Det var tidligt på touren og jeg syntes ikke de virkede voldsomt sammenspillede. Der manglede noget nerve og overskud, men det var også et meget afdæmpet sæt og det gjorde ikke så meget for det vi kom for var at høre CVs tekster fremført af CV selv.

Den ældre herre i pænt jakkesæt og tilbageredt hår sang forbavsende godt. Man kunne næsten mærke hvordan det også aldrende publikum ind i mellem blev ført tilbage til en tid, hvor meget var anderledes og hvor den sortseende ordmester C.V. Jørgensen havde en helt speciel plads på pladehylden og hvor kendskab til CVs tekster var et af de klare signaler om at man gerne ville associeres med den intellektuelle venstrefløj, der hadede popmusik og disco.

Det var en dejlig og næsten andagtsfuld aften.

Anmeldelser
Espen Strunk i Gaffa
http://gaffa.dk/anmeldelse/127418/babylon-ligner-sig-selv/

Thomas Treo i EkstraBladet
https://ekstrabladet.dk/musik/koncert_anmeldelser/dansk-rockikon-i-kikset-comeback/7113998

Musik

LIVE… Lasse Vestergaard

Eriksminde
6. feb. 2018

Dansksprogede sange fra det nordjyske. Afdæmpet, lækker lyd, stemningsfuldt guitarspil og pæne tekster.

Han har måske hørt det før, men det er svært ikke at tænke på Mikael K fra Klondyke når man hører Lasse Vestergaard. Der er noget ved stemmen og der er noget ved melodimaterialet.

Jeg er pjattet med Mikael K og jeg synes han laver mange gode sange, men en af grundene til at han aldrig har fået det helt store gennembrud er at der ikke bliver kælet nok om melodierne, og jeg må desværre sige det samme om Lasse Vestergaard. Der er egentlig ikke noget at sætte fingeren på – udover at der er alt for lidt kant og for lidt nerve. Man har fornemmelsen at Vestergaard tror at sangene kan leve alene pga teksterne og det kan de desværre nok ikke. Som om han er bange for at lave uptemponumre af frygt for at teksten vil gå tabt. Som om han er bange for at gøre teksterne skarpe og frække af frygt for at træde publikum over tæerne.

Det er lækkert og vellydende men det er desværre også uden kant og lidt kedeligt.

Musik

LIVE… Abekejser

Skriv en kommentar

Eriksminde, nov. 2017

Totalt i orden koncept og koncert.

Abekejser fra Aarhus leverede varen: original, (næsten) instrumental,  avanceret, melodiøs, jazzet musik med masser af guf til både dem der lytter efter tekniske færdigheder og musikalske finesser og til dem der går efter stemningsfuld musik med overraskelser.

Det var en helt igennem dejlig oplevelse.

Og jeg kom til at tænke på noget musik som jeg lyttede til for længe siden, og jeg KUNNE ikke komme i tanke om hvad det var. Jeg havde en helt klar fornemmelse af det, men ikke noget bandnavn, ikke nogen albumtitel, ikke noget som helst ud over at jeg kunne huske en fornemmelse af noget musik som mindede mig om Abekejser.
Jeg måtte vente helt til næste aften, og med hjælp udefra, før jeg kom på det:
Tortoise – WikiPedia
Tortoise på Spotify

Link:
Abekejser

Musik

LIVE… Savage Rose

Skriv en kommentar

Remisen, Odder
Oktober 2017

Odder kogte næsten over af begejstring på de sociale medier dagen efter denne koncert. I hvert fald blandt de knap 500 mennesker som overværede koncerten med Savage Rose på Remisen.

Og det VAR en fantastisk koncert. Den gamle sure mand blev simpelthen revet med af stemningen. Jo da, selvfølgelig havde jeg glædet mig til koncerten. Jeg glæder mig altid til en koncert, men måske havde jeg tænkt at et orkester der i år fejrer 50 års jubilæum, ville trække lidt rigeligt på bagkataloget, ville overleve på publikums erindring om hvordan det lød engang for længe siden og ville have tilpasset sig tiden med lidt synth-strygere og lækre elektroniske lyde. Sådan plejer det at være.

Men der skete et eller andet denne aften i Remisen. Måske var det det kompromisløse, det næsten naivt idealistiske, det fuldstændigt uændrede og originale koncept der gav det positive udslag? Ja og så Annisette selvfølgelig – og Palle Hjorth på tangenter.
Måske var det stedet, Remisen som overraskende velegnet koncertsted? Måske var det tilstedeværelsen af så mange halvgamle jævnaldrende mennesker til rockkoncert – i Odder?

En tanke strejfede mig:
Hvor er det længe siden jeg har været til en koncert hvor jeg blev revet med af et hamrende godt spillende rockband med en forsanger med troværdighed og integritet. Helt basale ting som gennem årene, i mange andre musikalske sammenhænge, er blevet udvandet med ønsker om fornyelse, om lækker lyd, om snørklede poetiske budskaber, om at følge med i de nye musikalske tendenser, om teknisk dygtige musikere der kan misundes. Et helt basalt godt spillende band med blæs og korsangere. Måske har jeg været tæt på at glemme at det er hvad det handler om. Hvis man ikke har et grundlæggende godt spillende band, så kan man lave nok så meget lækker lyd, forfinede tekniske raffinementer og svære passager uden at det kommer nogen steder.

Og så er der selvfølgelig Annisette. Man kommer jo ikke uden om den lille kvinde med den store stemme. 69 år, syngende, skrigende, svævende og på sær vis uforandret. Hun er centrum og hun er betagende. Hun er indbegrebet af alle idealerne, verdenssynet og livsindstillingen i slut60erne og start70erne. Det er som om tiden har stået stille eller pludselig er rullet tilbage. Det hele virker så enkelt – og det er det hun kan, at gøre det hele enkelt. Giv drømmene frit løb, se din nabo i øjnene og giv et kram til dem der står nærmest.

Love – freedom

Og Palle Hjorth på tangenter er en oplevelse, både at lytte til og se på.

En stor del af totaloplevelsen handlede også om at det foregik i Odder, at publikum var min egen generation og at jeg kendte så mange mennesker blandt publikum. Det var jo lidt som om Savage Rose kom og spillede hjemme i min baghave. Det var hyggeligt og hjemligt, hjemme i Odder. Oplevelsen ville givetvis have været helt anderledes, og altså ikke bedre, hvis jeg havde stået foran Orange Scene på Roskilde Festival 2017 og hørt Savage Rose.

Odder Little Culture Club har på få måneder sat sine mærker og markeret sig som en vigtig kulturspiller i Odder.

Go OLCC go

Peter Klodes billeder fra koncerten

Carina Mayner fra Odder Avis var også begejstret

Palle Hjorth om Remisen i Odder
(Mon Palle Hjort fik en lille opfordring fra Odder Little Culture Club til at lave et lille opslag på Facebook, som kunne blive til en hel lokal artikel? Hvis ja, så er det godt tænkt :-))

Billeder i Stiften – Foto: Søren E. Alwan

Musik

LIVE… Teitur

Kulturkøkkenet, Odder
Fredag 15. sep. 2017

Så kom Teitur igen forbi Odder og indviede det nyrenoverede Kulturkøkken i VitaPark for foreningen Odder Little Culture Club.

Teitur er et gennemmusikalsk menneske med følelserne udenpå tøjet. Han er indbegrebet af ideen om den unge mand som rejser hjemmefra tidligt, væk fra Færøerne, fordi han bare vil spille musik, bor alle steder, spiller alle steder, arbejder sammen med alle mulige forskellige mennesker, tager det hele som det kommer, har svært ved at beslutte sig, men siger ja tak til de ting der kommer forbi.
Forestillingen om den unge mand som sidder og skriver digte om hvor svært det hele er, når man er forelsket, når man bare gerne vil spille, når man tænker tilbage på barndommen, når man drømmer om fremtiden og skriver sange om det hele og fremfører dem med sin smukke stemme.

Teitur var en aldeles positiv oplevelse. Som sidst vi så ham i Kulturkøkkenet virker han varm, charmerende, smilende og nærværende.

Odder Little Culture Club er sparket i gang på bedste vis

 

Musik

Lyden af de skuldre vi står på

Århus Teater
14. sep. 2017

Den sure gamle mand har igen været i byen og denne gang for at se den anmelderroste forestiling “Lyden af de skuldre vi står på” på Aarhus Teaters store scene. En teaterkoncert med omarrangerede, nyfortolkede og tildigtede udgaver af den danske sangskat.

Teaterkoncert-konceptet har efterhånden været under udvikling nogle år og denne gang er det sange fra højskolesangbogen (og nogle enkelte andre) der er under behandling.

Intensionen om at gøre de gamle tekster vedkommende og nærværende ved at sætte dem i en mere nutidig musikalsk ramme er ganske udmærket, men der er en grænse mellem at tilføre sangene nye lag ved at arrangere og instrumentere dem med et moderne tilsnit og så at gøre sangene til flade popnumre eller at gøre dem til overdramatiske musicalnumre, hvor teksterne laves om og melodierne er nye, måske med en enkelt genkendelig melodilinie.

I min verden er begrebet “remix” nok  bredt, men i begrebet ligger vel grundlæggende ideen om at man bruger det originale materiale, tilfører nogle ting og understreger andre ting. Og teaterkoncertkonceptet tilføjer så en visuel fortolkning af sangen.

Det lykkes i rigtig mange af sangene, men det mislykkes også i flere sange, hvor det eneste der er tilbage af sangen er en grundstemning, som der laves en helt ny sang omkring. Det må man da for min skyld gerne, men for mig tilfører det, i dette tilfælde, ikke sangene noget. Det føles næsten dumt at tro at man kan gøre det bedre og mere forståeligt end Carl Nielsen og Jakob Knudsen – og når jeg skriver det, kan jeg sagtens høre hvor gammelmandsagtigt konservativt det lyder, men det handler sådan set ikke om at være konservativ og at man ikke må lave om på det gamle. Det handler om musikken og teksterne og om at JEG ikke synes der bliver tilført noget nyt ved at beskære tekster og lave nye melodier til de beskårne tekster. Jo, der bliver tilført en flad fornemmelse.

Og når alt dette er sagt, synes jeg faktisk det var en god forestilling det allermeste af vejen. Der var mange smukke og tankevækkende udgaver af de gamle sange.

Musik

LIVE… Allan Olsen

Skriv en kommentar

Fur Bryghus, 22. juli 2017

Måske var det mig der ikke var på toppen og ikke havde fået antennerne indstillet på den rigtige bølgelængde eller også var det Allan Olsen der ikke var på toppen, var træt, lidt sur og lidt mekanisk og måske skal jeg bare have en lille Allan Olsen-pause?

Det er sandsynligvis det første, for hvis jeg forsøger at genkalde mig koncerten var den ikke specielt anderledes end andre Allan Olsen-koncerter, måske med undtagelse af antallet af historier mellem sangene. Der var ikke mange historier, som jo er det jeg kommer efter. Sangene kan jeg jo høre herhjemme.

Og var han lidt sur? eller var han bare lidt træt efter to aftener i Lønstrup? Først blev en kvinde på første række overfuset fordi hun sad og snakkede under en sang og senere blev et tilråb besvaret med en hånlig latterliggørelse og ja, det er Olsen-style, men der går en hårfin grænse mellem en overskudsagtigt veltalende irettesættelse og en perfid udhængning og måske tippede det lidt til den perfide side eller også var mine antenner bare lidt for fintfølende på Fur Bryghus?

(Og så kan jeg ikke lade være med at påpege ikke mindre end to steder på det nyeste album, “Hudsult”,  hvor melodimaterialet ligger så tæt op ad noget velkendt at det decideret generer min oplevelse. “Min far kørte post i staten” med et Pink Floyd-omkvæd og
“Nu skal mågerne skydes” som får mig til at tænke og synge “Games People Play”  selv om lighederne ikke ville kunne danne basis for nogen retssag.)