Alle indlæg af Alex

Musik

LIVE… Savage Rose

Skriv en kommentar

Remisen, Odder
Oktober 2017

Odder kogte næsten over af begejstring på de sociale medier dagen efter denne koncert. I hvert fald blandt de knap 500 mennesker som overværede koncerten med Savage Rose på Remisen.

Og det VAR en fantastisk koncert. Den gamle sure mand blev simpelthen revet med af stemningen. Jo da, selvfølgelig havde jeg glædet mig til koncerten. Jeg glæder mig altid til en koncert, men måske havde jeg tænkt at et orkester der i år fejrer 50 års jubilæum, ville trække lidt rigeligt på bagkataloget, ville overleve på publikums erindring om hvordan det lød engang for længe siden og ville have tilpasset sig tiden med lidt synth-strygere og lækre elektroniske lyde. Sådan plejer det at være.

Men der skete et eller andet denne aften i Remisen. Måske var det det kompromisløse, det næsten naivt idealistiske, det fuldstændigt uændrede og originale koncept der gav det positive udslag? Ja og så Annisette selvfølgelig – og Palle Hjorth på tangenter.
Måske var det stedet, Remisen som overraskende velegnet koncertsted? Måske var det tilstedeværelsen af så mange halvgamle jævnaldrende mennesker til rockkoncert – i Odder?

En tanke strejfede mig:
Hvor er det længe siden jeg har været til en koncert hvor jeg blev revet med af et hamrende godt spillende rockband med en forsanger med troværdighed og integritet. Helt basale ting som gennem årene, i mange andre musikalske sammenhænge, er blevet udvandet med ønsker om fornyelse, om lækker lyd, om snørklede poetiske budskaber, om at følge med i de nye musikalske tendenser, om teknisk dygtige musikere der kan misundes. Et helt basalt godt spillende band med blæs og korsangere. Måske har jeg været tæt på at glemme at det er hvad det handler om. Hvis man ikke har et grundlæggende godt spillende band, så kan man lave nok så meget lækker lyd, forfinede tekniske raffinementer og svære passager uden at det kommer nogen steder.

Og så er der selvfølgelig Annisette. Man kommer jo ikke uden om den lille kvinde med den store stemme. 69 år, syngende, skrigende, svævende og på sær vis uforandret. Hun er centrum og hun er betagende. Hun er indbegrebet af alle idealerne, verdenssynet og livsindstillingen i slut60erne og start70erne. Det er som om tiden har stået stille eller pludselig er rullet tilbage. Det hele virker så enkelt – og det er det hun kan, at gøre det hele enkelt. Giv drømmene frit løb, se din nabo i øjnene og giv et kram til dem der står nærmest.

Love – freedom

Og Palle Hjorth på tangenter er en oplevelse, både at lytte til og se på.

En stor del af totaloplevelsen handlede også om at det foregik i Odder, at publikum var min egen generation og at jeg kendte så mange mennesker blandt publikum. Det var jo lidt som om Savage Rose kom og spillede hjemme i min baghave. Det var hyggeligt og hjemligt, hjemme i Odder. Oplevelsen ville givetvis have været helt anderledes, og altså ikke bedre, hvis jeg havde stået foran Orange Scene på Roskilde Festival 2017 og hørt Savage Rose.

Odder Little Culture Club har på få måneder sat sine mærker og markeret sig som en vigtig kulturspiller i Odder.

Go OLCC go

Peter Klodes billeder fra koncerten

Carina Mayner fra Odder Avis var også begejstret

Palle Hjorth om Remisen i Odder
(Mon Palle Hjort fik en lille opfordring fra Odder Little Culture Club til at lave et lille opslag på Facebook, som kunne blive til en hel lokal artikel? Hvis ja, så er det godt tænkt :-))

Billeder i Stiften – Foto: Søren E. Alwan

Musik

LIVE… Teitur

Kulturkøkkenet, Odder
Fredag 15. sep. 2017

Så kom Teitur igen forbi Odder og indviede det nyrenoverede Kulturkøkken i VitaPark for foreningen Odder Little Culture Club.

Teitur er et gennemmusikalsk menneske med følelserne udenpå tøjet. Han er indbegrebet af ideen om den unge mand som rejser hjemmefra tidligt, væk fra Færøerne, fordi han bare vil spille musik, bor alle steder, spiller alle steder, arbejder sammen med alle mulige forskellige mennesker, tager det hele som det kommer, har svært ved at beslutte sig, men siger ja tak til de ting der kommer forbi.
Forestillingen om den unge mand som sidder og skriver digte om hvor svært det hele er, når man er forelsket, når man bare gerne vil spille, når man tænker tilbage på barndommen, når man drømmer om fremtiden og skriver sange om det hele og fremfører dem med sin smukke stemme.

Teitur var en aldeles positiv oplevelse. Som sidst vi så ham i Kulturkøkkenet virker han varm, charmerende, smilende og nærværende.

Odder Little Culture Club er sparket i gang på bedste vis

 

Musik

Lyden af de skuldre vi står på

Århus Teater
14. sep. 2017

Den sure gamle mand har igen været i byen og denne gang for at se den anmelderroste forestiling “Lyden af de skuldre vi står på” på Aarhus Teaters store scene. En teaterkoncert med omarrangerede, nyfortolkede og tildigtede udgaver af den danske sangskat.

Teaterkoncert-konceptet har efterhånden været under udvikling nogle år og denne gang er det sange fra højskolesangbogen (og nogle enkelte andre) der er under behandling.

Intensionen om at gøre de gamle tekster vedkommende og nærværende ved at sætte dem i en mere nutidig musikalsk ramme er ganske udmærket, men der er en grænse mellem at tilføre sangene nye lag ved at arrangere og instrumentere dem med et moderne tilsnit og så at gøre sangene til flade popnumre eller at gøre dem til overdramatiske musicalnumre, hvor teksterne laves om og melodierne er nye, måske med en enkelt genkendelig melodilinie.

I min verden er begrebet “remix” nok  bredt, men i begrebet ligger vel grundlæggende ideen om at man bruger det originale materiale, tilfører nogle ting og understreger andre ting. Og teaterkoncertkonceptet tilføjer så en visuel fortolkning af sangen.

Det lykkes i rigtig mange af sangene, men det mislykkes også i flere sange, hvor det eneste der er tilbage af sangen er en grundstemning, som der laves en helt ny sang omkring. Det må man da for min skyld gerne, men for mig tilfører det, i dette tilfælde, ikke sangene noget. Det føles næsten dumt at tro at man kan gøre det bedre og mere forståeligt end Carl Nielsen og Jakob Knudsen – og når jeg skriver det, kan jeg sagtens høre hvor gammelmandsagtigt konservativt det lyder, men det handler sådan set ikke om at være konservativ og at man ikke må lave om på det gamle. Det handler om musikken og teksterne og om at JEG ikke synes der bliver tilført noget nyt ved at beskære tekster og lave nye melodier til de beskårne tekster. Jo, der bliver tilført en flad fornemmelse.

Og når alt dette er sagt, synes jeg faktisk det var en god forestilling det allermeste af vejen. Der var mange smukke og tankevækkende udgaver af de gamle sange.

Musik

LIVE… Allan Olsen

Skriv en kommentar

Fur Bryghus, 22. juli 2017

Måske var det mig der ikke var på toppen og ikke havde fået antennerne indstillet på den rigtige bølgelængde eller også var det Allan Olsen der ikke var på toppen, var træt, lidt sur og lidt mekanisk og måske skal jeg bare have en lille Allan Olsen-pause?

Det er sandsynligvis det første, for hvis jeg forsøger at genkalde mig koncerten var den ikke specielt anderledes end andre Allan Olsen-koncerter, måske med undtagelse af antallet af historier mellem sangene. Der var ikke mange historier, som jo er det jeg kommer efter. Sangene kan jeg jo høre herhjemme.

Og var han lidt sur? eller var han bare lidt træt efter to aftener i Lønstrup? Først blev en kvinde på første række overfuset fordi hun sad og snakkede under en sang og senere blev et tilråb besvaret med en hånlig latterliggørelse og ja, det er Olsen-style, men der går en hårfin grænse mellem en overskudsagtigt veltalende irettesættelse og en perfid udhængning og måske tippede det lidt til den perfide side eller også var mine antenner bare lidt for fintfølende på Fur Bryghus?

(Og så kan jeg ikke lade være med at påpege ikke mindre end to steder på det nyeste album, “Hudsult”,  hvor melodimaterialet ligger så tæt op ad noget velkendt at det decideret generer min oplevelse. “Min far kørte post i staten” med et Pink Floyd-omkvæd og
“Nu skal mågerne skydes” som får mig til at tænke og synge “Games People Play”  selv om lighederne ikke ville kunne danne basis for nogen retssag.)

Musik

LIVE… Wenche Hartmann m/ trio

Skriv en kommentar
Wenche Hartmann og trio

Stenbjerg. juli 2017

Countrymusik er vistnok en svær størrelse ude i det offentlige rum i Danmark.

Wenche Hartmann gjorde et helhjertet forsøg på at sælge genren og med en ekvilibrist som Thomas Beck på guitar og en steady backing var der ikke meget der talte ned i forsøget i teltet i Stenbjerg denne søndag eftermiddag. Publikum, om ikke strømmede til så, fyldte stille og roligt teltet i løbet af koncerten og den umiddelbare og smittende friskhed sev langsomt ned til langbordene og fadbamserne.

Som i mange andre genrer er der et klangideal, eller måske skulle man kalde det en klangreference, specielt for kvindelige sangere.  Det ligger ikke kun i sangskrivningen men i selve stemmens klang, som Wenche rammer meget præcist.

Countrygenren har et lidt blakket ry i Danmark. Forestillingen om at det er det konservative og sentimentale USAs musik er nok fremherskende og pedal steel guitarens bløde akkordskift fremhæver sentimentaliten. Oven i det er countrysangene på engelsk og for mange af dem som kunne falde for countryen er det svært at være sentimental på andet end modersmålet. Når countryhits oversættes til dansk ryger de lige ind på Dansktoppen i selskab med de oversatte tyske schlagere.
Associationerne til cowboyhatte og -støvler, til linedance og squaredance er nok heller ikke noget der appellerer identitetsmæssigt til de unge og de danske trendsættere og countryen er blevet placeret i nogenlunde samme kategori som dansk og nordisk spillemandsmusik, nemlig kategorien for de lidt ældre, de lidt kedelige, de lidt fantasiløse, de bagudskuende og dem uden mod til at tænke nyt.

Og det er jo synd og skam, for både country og nordisk folkemusik kan så meget andet end at være fantasiløs og kedelig. Det er løse genrebetegnelser som danner ramme og bund for en bred vifte af udtryk med masser af nyskabelser. Grænsefladerne til rock, til r’n’b, til elektronika osv skaber masser af nye udtryk med mulighed for at udtrykke nye ting fordi de medfølgende referencer naturligvis taler med i de nye udtryk.

Wenche Hartmann og trio gav en flok af de gamle og kendte numre af Patsy Cline, Dolly Parton m.fl. men fyldte de to sæt godt ud med egne numre fra sit ret så omfattende bagkatalog.

Seneste album: “Heart and Soul” fra 2016

WEB:
www.wenchehartmann.com

Musik

LIVE… Sting

Sting med band, Mølleparken, Sønderborg, juni 2017

Mølleparken, Sønderborg
27. juni 2017

En dejlig sommeraften med et meget voksent publikum tog pænt imod en pæn Sting. Den 65 årige englænder og hans lidt yngre band gjorde præcis hvad de skulle og de gjorde det professionelt og tjekket. Ingen slinger i nogen vals og et knap to timer langt sæt bygget op af næsten alle numre fra det nyeste album “57th & 9th” kombineret med et udvalg fra det store katalog af hits og gode numre fra Policetiden og den lange solokarriere. Da jeg kom hjem tjekkede jeg Spotify og kunne konstatere at vi hørte de seks mest spillede Policenumre og de syv mest spillede Stingnumre. Sting tjekkede nok også Spotify før han tog på tour.

Det fungerede forbilledligt.

På det nyeste album er han vendt tilbage til et mere Policeagtigt udtryk. Noget af det, som fx “I Can’t Stop Thinking About You” lyder faktisk som om det er et gammelt Policenummer.

Hans musikalske rejser til andre genrer og besætninger er troværdige og jeg kan følge ham. Hvis der er noget vi, som musikelskende og -forbrugende publikum, ikke må, så er det at kræve at de dygtige sangskrivere skal blive hvor de er og lave det samme som de plejer. Kunst og sangskrivning er også udvikling, afsøgning af udtryk og måske venden tilbage til det oprindelige med nye erfaringer fra de musikalske steder man har besøgt.

En koncert med Sting i Mølleparken i 2017 er en nostalgitur. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det de gamle sange publikum kommer for at høre.  Man kommer for at mærke efter om de oplevelser vi havde med Police i slut70erne og start80erne og med Sting op gennem 90erne er noget der kan genoplives og genopleves. Vi kommer for at mærke efter om man kan skrue tiden tilbage. Det kan man ikke, men det var en god koncert.

http://www.sting.com/media/

Som opvarmning fik vi en halv time med Joe Sumner, søn af Sting, på akustisk guitar og sang.  Fine sange – og sangskrivningens håndværk er tydeligvis lært hjemme i fars værksted, men det er utaknemligt at varme op for sin kendte far.

Turkort for Stings 2017-tour. Sønderborg er kommet på verdenskortet

 

 

Musik

Røde Orm (Hedningerna)

Det Kgl. Teater udendørs forestilling
Moesgaard Museum, juni 2017

Musik af Hedningerna

Festligt, folkeligt og fornøjeligt på den gode måde og med teatermusik af Hedningerna, som jeg lyttede meget til engang for længe siden midt i 90erne. Mit favoritalbum var Trä fra 1994.

Et oplagt valg til forestillingen. Musikken, med det helt specielle og let genkendelige klangbillede med gamle og specialkonstruerede instrumenter passede perfekt. Al musikken var i forestillingen uden vokal som ellers var en vigtig del af det der fascinerede engang, især de to kvindelige finske vokaler havde noget vildt og hekseagtigt over sig.

Dronerne, tammerne, melodierne som til tider har noget arabisk over sig, rytmerne som leder fornemmelsen hen på en vestlig indianerkliche.

Et dejligt genhør hvor al denne ur-fornemmelse stadig kan pirre og hypnotisere.

Musik

Chicago – The musical

Det ny Teater, København
Februar 2017

Pressefoto

Så var der dømt musical på den der gammeldags måde, hvor den får hele armen, hvor bare damer og stærke mænd synger og danser sig igennem en hel aften. Hvor historien måske ikke er det vigtigste, men hvor gennemslagskraften, sangstemmerne, musikken, dansen, udholdenheden, frækheden “kommen-ud-over-scenekanten” og underholdningsværdien tæller 100%.

Forestillingen har fået topkarakterer og alle stjerner og hjerter fra det næsten samlede anmelderkorps og det er velfortjent.