Irsk folkemusik, som blev forstyrret voldsomt af naboscenen Apollo, hvor der var larmende høj hip-hop. En eklatant planlægningsfejl, når man programsætter et akustisk orkester, der forsøger at bygge noget op lige ved siden af. Et meget charmerende og, i sit udgangspunkt, meget traditionelt irsk band, som udover det traditionelle forsøgte at bygge nærmest trance-agtige tilstande op.
Der er noget umiddelbart, ligefremt og aldeles charmerende over Lankum. Dygtige musikere uden at være vanvittige ekvilibrister, historieformidlere uden at være entertainere og så denne insisteren på at synge de lange langsomme fortællinger med en enkelt kontrapunktisk figur som underlægning, hvor man pludselig mærker sig selv sidde og hænge alene over en øl på et mørkt værtshus en sen nat, melankolsk og indadskuende for så pludselig at blive løftet op af den instrumentale up-tempo forløsning der ofte følger efter.
Lankum var en fantastisk oplevelse og vækkede igen den gamle drøm om at vi i Danmark havde en levende folkemusiktradition.
Lankum passer måske ikke perfekt til Pavillion på Roskilde Festival, hverken lydstyrkemæssigt eller stemningsmæssigt, men måske de ville passe bedre på den mere uforstyrrede Gloria Scene?
Lankum, Pavillion, Roskilde Festival 2019
Lankum ved en tidligere koncert. Bemærk at man hen til ca. 6:30 før der overhovedet skiftes akkord.
Janelle Monaes mentor var Prince og det kunne man høre fra start til slut – på den gode måde.
Det var først på aftenen den sidste aften og min opmærksomhed var nok lige så meget rettet mod nedpakning af telt, aftaler og afhentning, hvilket i kombination med at jeg stod ret langt tilbage, gjorde at jeg aldrig blev helt fanget. Jeg registrede at det var voldsomt dygtige musikere, at det var et toptjekket show med udstyr og omklædninger, men helt ind under huden kom det aldrig.
Det var overvældende og det kom helt bag på mig. Jeg havde slet ingen forudgående anelse om, hvad der var på vej, for det var jo på papiret blot endnu en koncert med nogle af “de gamle”, men da tæppet gik til side og de tre aldrende kvinder trådte ind på scenen kunne jeg lidt forundret mærke tårerne pible frem og den første halve time blev en kamp for at holde dem tilbage. Hvad skete der lige der?
Dette bliver ikke bare en musikdagbogsoptegnelse, men en rejse tilbage i tiden til de formative år, hvor musikken var meget mere end musik men i udpræget grad også en identitetsmarkør og med til at forme hvem jeg var og hvem jeg blev.
Først skal jeg slå fast at det var en fantastisk koncert, som ramte mig og slog benene væk under mig og det var helt overraskende. Der var jo ikke et eneste nummer jeg ikke kendte. Hvert eneste nummer havde jeg et forhold til, et minde klistret op på, en fornemmelse forbundet med.
Thomas Treo og andre anmeldere har hæftet sig ved at Anne Linnet og Sanne Salomonsen har mistet meget af deres stemmepragt, at de sange der stod stærkest var dem fra de tres solokarrierer og at bandet var middelmådigt, men herregud, Treo, det er jo ikke det det handler om. Jeg synes ofte det er underholdende at læse Treos nedrakninger af de mange koncerter han går til, men han glemmer, som de fleste anmeldere, at understrege at oplevelsen af musik er så subjektiv som noget kan være (eller også glemmer vi det som læsere af anmeldelserne) fordi der er så mange ting der spiller med i oplevelsen og i aften spillede hele min ungdom pludselig med og det kan man ikke sætte sig ud over, når man skal vurdere koncerten.
Vi hørte Shit & Chanel, Jomfru Ane Band, C.V. Jørgensen, Lotte Rømer Band, Kræn Bysted og hvad der ellers kunne kobles til 70ernes danske musikalske venstrefløj. Og musikken var en del af alt hvad vi lavede. Vi (og jeg husker ikke helt hvem “vi” var) tog med bussen fra Struer til seminariet i Nr. Nissum engang i 1980 for at høre Shit & Chanel og jeg tror det var der, jeg faldt pladask for Lis Sørensen. Jeg var nok forelsket, på samme måde som jeg, da jeg var endnu yngre, var forelsket i Pippi Langstrømpes nabo, lille Annika. Den der varme følelse indeni, når Annika var på skærmen, var den samme varme jeg mærkede, da Lis Sørensen stod på scenen på seminariet i Nr. Nissum. Lis Sørensen var en af os. En pæn pige der tydeligvis ikke var hende der bestemte i bandet, som var lidt forsigtig med lidt hævede skuldre og lidt akavet på scenen, men det var hende der havde den store stemme og det så det ud som om hun gjorde sig umage. Hun var lidt ældre end os og på en eller anden måde fejlplaceret på den scene sammen med Anne Linnet, Astrid Elbæk og de andre seje kvinder, men samtidig beviset på at, hvis man gør sig umage, så kan man, hvad man gerne vil. Som voksen musikforbruger har jeg haft det svært med Lis Sørensens musikalske soloprojekter, men det startede faktisk som en forelskelse 🙂
Og Per Møller fra det oprindelige Anne Linnet Band kom forbi med sin guitar.
Anne Linnet havde jeg det i starten også rigtig svært med. Der var noget lidt truende over den selvsikre århusianer, som ikke var nogen stor sanger men tydeligvis en dygtig sangskriver, som i teksterne forstod at ramme, især pigerne. Og ja, jeg lyttede nok også til Shit & Chanel fordi de piger jeg gerne ville være sammen med lyttede til Shit & Chanel 🙂
Sanne Salomonsen lagde jeg først mærke til da hun kom med i Anne Linnet Band i 1979 (?) og da Sneakers første album kom omkring 1980 (?). Jeg havde nok hørt navnet ifm musicalen Hair, musicalen Jesus Christ Superstar og måske andre projekter, men hun var ikke et stort navn i min verden. Men i Anne Linnet Band blev hun den frække københavner med rockstemmen og i Sneakers ramte hun jo fuldstændig rent i mit rock-hjerte.
Hvis jeg slår årstallene op ser det ud som om at Sneakers, Shit & Chanel og Anne Linnet Band på et tidspunkt omkring 1981 eksisterede samtidig. Hmmm … kan det nu passe?
Sanne Salomonsen
Anne Linnet Band var en del af soundtracket til hele kollektivtiden fra 1982 i Husum, over Brabrand og til 1993 i Højbjerg og de tre kvinders solokarrierer fra start80erne til i dag er jo et helt kapitel for sig.
Jeg blev overvældet og fik tårer i øjnene fordi det pludselig gik op for mig at de tre kvinder har fyldt så meget og sendte mig tilbage i tiden, men også fordi det jo var tre ældre kvinder der kom ind, hvilket unægteligt må betyde at jeg selv er blevet en halvgammel mand. Den tredje ting var sådan en sentimental fornemmelse af at jeg sammen med 7.000 andre mennesker i Ceres Arena gav noget tilbage til de tre kvinder, at vi sagde tak for 1980erne.
Sanne, Anne og Lis for en del år siden
Sanne, Anne og Lis
Anne Linnet Band 1981 i en hel DR-koncert
Band:
Claes Antonsen – Trommer Poul Reimann – Keys Jonas Krag – guitar Annika Askman. Keys og kor Vicky Singh – guitar og kor Jakob Christensen – Bas Mark Linn – Kor Julie Lindell – Kor Thomas Edinger – sax Yulieski Gonzales – Trumpet
Sætliste
1. You’re Crazy 2. Måne sol og stjerner 3. Kærlighed og empati 4. Flyv med mig 5. Laila 6. Livet det begynder nu 7. Du er lige her 8. Regn 9. Det er ikke det du siger 10. Fordi fordi 11. Twist 12. Hvis du forstod 13. Glor på vinduer 14. Mine øjne de skal se 15. Hvor du er 16. Venus 17. Ind til dig igen 18. Sui Sui 19. Smuk og dejlig 20. Stille dans for to Ekstranumre 21. Tusind stykker 22. Cha Cha Cha 23. Den jeg elsker 24. I morgen
En hyggelig og lidt søvndyssende aften i selskab med gamle Poul Krebs.
Han har da gjort det godt i de sidste 30-40 år, men musikalsk bliver der godtnok ikke taget mange chancer. Det hele er skåret over fuldstændig den samme læst og det er svært at høre forskel på det der er 30 år gammelt og det der er helt nyt. Akkordgangene er de samme, melodierne kredser i de samme små cirkler og så er der guddøerme alt-saxofon med næsten hele vejen. Så er det da understreget at det er slut80erne som er udgangspunktet og der man gerne vil være?
Teksternes hverdagssprog syntes jeg engang var en kvalitet, men at det er hverdagssprog bærer jo ikke noget i sig selv. De sentimentale billeder der fremrulles og de banale iagttagelser bliver ikke rigtig brugt til noget og får lov til at stå alene. Jeg kom til at tænke på de her opslag på Facebook, hvor der står “Del dette, hvis du elsker din mor” eller “Del dette, hvis du elsker solskin”. Der er ingen twist, ingen krølle, ingenting der peger nogen steder hen og man sidder lidt tom tilbage.
Men hyggeligt var det og ingen blev stødt eller fornærmet eller væltet omkuld.
Det var en speciel aften i Rytmisk Sal i Musikhuset, Aarhus. Speciel for mig i det mindste. Dyster, pegende på sig selv, cool, velsyngende, men først og fremmest på dansk og sikke et dansk. Hvorfor har den mand dog ikke skrevet på dansk før?
Der er så mange referencer man kan komme i tanke om, både tekstligt og musikalsk. Han leger sortseende med sproget som en C.V. Jørgensen, han er selv i centrum i de bekendende tekster, som en teenager i sin dagbog, hans stemme og indtil flere arrangementer er så Leonard Cohen-agtige at det ikke kan være tilfældigt og han er rankrygget cool som en Nick Cave.
Claus Hempler passer lige til mig lige nu. I starten af 90erne lyttede jeg faktisk meget til Fielfraz og syntes der var noget specielt ved deres tilgang til rockmusik. Jeg syntes jeg hørte noget jeg ikke hørte andre steder. Der var Hemplers stemme, men det var mere end det. Det var Fielfraz i det hele taget. Senere soloprojekter og samarbejde med Dicte har jeg ikke lyttet til overhovedet, men kan sagtens høre nu at der er masser af kvalitet at hente der. Jeg bliver bare så træt, når teksterne skal være på prætentiøst engelsk og man ikke tør stå ved hvad man synger.
Hempler passer til mig lige nu. Han er 49 år og har måske sagt til sig selv “OK, nu gør jeg det. Skriver på dansk om mig selv og lader det komme. Jeg er ved at blive gammel og hvis jeg musikalsk skal nogen steder, må jeg gå all-in og så må det briste eller bære.” – og det bærer i den grad.
Klaus Lynggaard skrev i Weekendavisen noget i retning af “Claus Hempler har altid været der, i periferien” og det er også sådan jeg har det. Det nye album “Kuffert fuld af mursten” og koncerten i Musikhuset, Aarhus blev en musikalsk genopdagelse af Hempler, som for mig lige er trådt flere skridt væk fra periferien og ind mod midten af dansk musik.
Det er ganske enkelt en fornøjelse at overvære denne årlige begivenhed, forårskoncert på Odder Gymnasium. Der er så mange, så dygtige, så engagerede, så glade unge mennesker, som har lagt en masse timer i at forberede aftenen at man kun kan gå glad hjem.
Og det handler ikke om solopræstationer med drømme om X-faktor og karriere, men derimod om musikalsk glæde ved at kunne levere en musikalsk oplevelse for publikum.
Dobbelt-trio-koncert med masser af guitar. Først Uffe Steen med Thomas Sejthen på bas og Jesper Bo Knudsen på trommer. Uffe Steen spiller guitar fuldstændig efter mit hoved. Han mestrer hele spektret fra det fint vævende og melodiske til det rockede uden mange klicheer. Hver gang man lige skal til at tænke “Ah, var det ikke lidt billigt sluppet” så sker der noget overraskende nyt. Han er virkelig en decideret mester i min bog.
Vestbo Trio er Michael Vestbo, guitar, Jesper Smalbro, bas og Eddi Jarl på trommer. Michael Vestbo har, efter sigende været elev hos Uffe Steen (lige som Eddi Jarl på trommer har været elev hos Jesper Bo Knudsen) og der var bestemt forfriskende elementer i kompositionerne, men der mangler lige præcis det jeg nævnte om Uffe Steens kompositioner og improvisationer. Det overraskende mangler. Det er nydeligt og virtuost spillet, følsomt leveret med masser af dynamik, men der mangler de tilbagevendende overraskelser.
Koncerten sluttede med to gange trio, altså med dobbelt guitar, dobbelt trommer og dobbelt double bass, måske mest som en gimmick, men med mulighed for lidt drenget konkurrence og spillen op til hinanden på alle pladser.
En decideret dejlig koncert i et helt fyldt Pakhuset i Odder hvor OLLC også havde arrangeret spisning og hvor der kunne købes lokale øl, lokal kaffe mm.
Jeg synes IKKE Pakhuset er det rigtige sted til koncert med så mange mennesker. Der er ikke plads nok, man er nødt til at passere umiddelbart foran scenen for at komme i baren og med scenen på den lange side hører og ser mere end halvdelen af publikum koncerten helt fra siden.
New York-baseret duo som spillede hinandens sange. Dana med sin fantastiske stemme synger meget insisterende og teknisk fejlfrit, mens Muralis stemme er rusten og udtryksfuld. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på John Hiatt i bestemte passager hvor stemmen blev nærmest guttural.
Murali Coryell er søn af hedengangne jazz-rock-fusions-guitarist Larry Coryell, som har spillet med Gud og hver mand siden starten af 70erne, og Murali Coryell spiller en meget personlig guitar. Han har i øvrigt et ret stort bagkatalog af albums med blues og bluesrock-inspireret musik.
Jeg er inde i en periode i mit liv, hvor det føles som om der er meget langt mellem de musikalske snapse, hvor musikoplevelserne kører i ring, hvor jeg synes jeg har hørt det hele før og hvor jeg kan blive helt modløs af at tænke på hvor meget tid jeg har brugt på musik, når det nu føles som om jeg er færdig med musik og ikke kan finde de store oplevelser.
Og så er det at jeg falder over gamle Maceo Parker og et enkelt nummer og så var jeg tændt igen. Jeg har egentlig aldrig været til den der rendyrkede funk, hvor groovet bare fortsætter i en uendelighed og hvor det måske mest handler om at komme i en eller anden rytmisk ekstase, men pludselig virker det og jeg sad bare og smilede hele vejen igennem nummeret. Jeg så klippet igen og jeg blev ved med at smile. Der er noget der virker.
Der er noget med sådan en funk-rytmesektion. Der handler det først og fremmest om groove og ikke om tekniske finesser og lir og det fortsætter og fortsætter med bittesmå variationer og man kan næsten blive lullet ind i en trance. Det handler for rytme-sektionen netop om at kunne blive ved og ved med samme intensitet, uden at blive træt, uden at blive ufokuseret fordi det er gentagelser. Og det kan de her. De er ikke de vildeste tekniske mestre, men de holder den i den grad kørende.
Og så er der Maceo Parker, Pee Wee Ellis og Fred Wesley, tidligere blæsersektion hos James Brown som gør det til noget helt specielt (for mig lige i dag i det mindste :-)). Det er så tight, så stramt, så sammenspillet og nærmest een organisme i stedet for tre forskellige horn. Og så er der de små gimmicks (“Hear the drummer” og i slutningen hvor de alle tre fjerner sig fra mikrofonerne) og jeg nyder det hele.
Når man hører Maceo Parkers “Hu” og “Good God” hører man jo tydeligt at han har stået bag James Brown.
En fantastisk kommentar til YouTube-klippet: “My god. You could base a whole religion around this groove. “
Hele filmen, som klippet er taget fra hedder “My First name is Maceo” og ligger også i sin fulde længde på YouTube
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.
