I forbindelse med flytning og ommøblering har jeg for første gang i årevis brugt tid på at lytte til et udvalg fra samlingen af LP-plader. Og efter at have lyttet mig igennem et større udvalg af pop og rock af svingende kvalitet fra 70erne og 80erne kom jeg selvfølgelig også til samlingen af Beatlesplader og det slog mig at det er meget længe siden jeg har lyttet til Beatles. Hvorfor? Fordi min primære leverandør af musik for tiden er Spotify hvor jeg betaler for et premium abonnement og hvor jeg kan finde så at sige alt – men bare ikke Beatles.
Historien om hvorfor Beatles ikke er at finde på streamingtjenester som Spotify, Wimp og TDCPlay er der skrevet tykke bøger om og det handler selvfølgelig om penge. Det er en spændende og indviklet historie, men den er ikke mit ærinde lige nu.
Mit ærinde er at minde om at når Beatles nu ikke findes på nogen streamingtjenester har os der har LPer og CDer med Beatles en helt speciel forpligtelse til at spille musikken for vores børn og unge som KUN bruger streamingtjenster til at høre musik. De vil aldrig tilfældigt støde på Beatles – og Beatles’ musik og historie er vigtig at kende for at forstå nutidens popmusik.