På en amerikansk valgaften, hvor det senere viste sig at Donald Trump blev valgt til amerikansk præsident gav Dana LaCroix koncert i den lille sal på Eriksminde.
Dette hårdtarbejdende lille band var et særdeles sympatisk bekendtskab. Med en passende blanding af covernumre og originalt materiale får Dana fortalt en personlig historie på en overbevisende måde.
er et særdeles sympatisk bekendtskab – også selv om det var en meget reduceret udgave der varmede op. En lille trio-udgave med brødrene Alstrup + 1 som leverede et lille stemningsfuldt sæt. Vokalarbejdet er bemærkelsesværdigt og den hyggelige og ikke-prætentiøse indgang til musikken er befriende, afvæbnende og rammer en vestjyde som mig et rigtigt sted.
Og det skal selvfølgelig nævnes at materialet er aldeles i orden. Velkomponeret og velopbygget, melodiøst og med afdæmpede hooklines.
Jeg har lyttet til albummet “Northern Trail” både før og efter koncerten. Det er et udpræget lytteværdigt album.
Jeg hører både inspiration fra Bon Iver, Daniel Lanois, Run Rig og en lang tradition af folkemusikere, men sjovt nok også i passager en akustisk udgave af Muse.
Aftenens hovednavn var jo Olsen – Allan Olsen, som efter mange år alene på scenen med sin akustiske guitar og en endeløs række af historier, havde samlet et band for at præsentere nye udgaver af det efterhånden meget store katalog af sange om livet i Danmark og omegn.
(fortsættes under billedet)
Og det var en ny Olsen der entrerede scenen. Det var solbriller, elguitar og rock’n’roll nærmest fra enden til anden og det er på en eller anden måde forfriskende at den gamle mand gør det og tør det. Der er noget Bob Dylan over det: Nye udgaver af gamle sange, næsten ingen historier, bare sangene.
Og bandet: Thomas og Simon Alstrup , Gæst Vincent, Mads Andersen og Lars Skjærbæk virkede så sammenspillede at man skulle tro de allerede var langt langt inde i touren.
Vi fik alle de sange vi elsker og for de flestes vedkommende i en helt anderledes udgave. Sangene er jo noget af det bedste der findes på dansk og det fungerede – også med band.
Men jeg savnede historierne, anekdoterne, sammenkædningen, de spidse kommentarer og de flabede bemærkninger.
En gentagelse og tro kopi af koncerten jeg hørte samme sted for et par år siden – og regnvejr.
Ekvilibrisme og (lidt for) pædagogiske introduktioner som virker nedladende og derfor faktisk provokerende 🙂
Jesper Thilo, Jacob Fischer, Jesper Lundgaard, Søren Kristiansen, Frands Rifbjerg.
Det må vist siges at være sådan cirka toppen af den efterhånden gamle danske jazzgarde der havde fundet vej til Odder Jazzklubs koncert i Kulturkøkkenet.
Som da jeg, for ikke så længe siden, hørte Jesper Thilo i Horsens, så var der også her et anstrøg af noget mekanisk lir over mange af numrene, men der var også lange passager, hvor det hele swingede og spillede sammen på den der efterstræbelsesværdige måde.
Det er virkelig et dream team af glade og superoverskudsdygtige musikere og hvor fantastisk ville det ikke være hvis disse fantastiske musikere – udover at videreføre en jazztradition på fineste vis – ville kaste deres kræfter ind i at være med til at skabe ny musik?
Jeg har faktisk kun været til Tønder Festival en eneste gang i slutningen af 80erne og det er vist alt for lidt. Hvert år, når jeg læser om navnene og i disse Spotifytider, når jeg lytter til programmet, så er der ingen tvivl om at jeg hører til på Tønder Festival.
Stadionkoncert som det skal gøres. En imponerende demonstration af overskud, energi og erfaring. Han har jo gjort det i årevis, ja i årtier og det bliver ikke mindre imponerende. 3½ times koncert uden pause, altså helt uden pause. Der var måske 4-5 gange hvor der var indlagt 2 minutters break, men ellers var det direkte fra et nummer til det næste.
Little Steven (som slet ikke er så lille mere) og Nils Lofgren og resten af E-Street Band leverede varen, som de har gjort hundredvis af gange. Ingen slinger, ingen stilstand, men veloplagt spilleglæde (ja sådan så det faktisk ud).
Spot Festival er efter de mange mange år det har eksisteret stadig et godt koncept. 35 minutters koncerter på alle tænkelige og utænkelige spillesteder i byen, partoutarmbånd der giver adgang til alle koncerter, kun navne som er på vej, som ligger lige på kanten af et “gennembrud” eller som trænger til et venligt skub i ryggen.
Spot er stadig en god ide.
Live… Jansberg
Atlas, Århus, Spot 16
Folke-fiol tilsat elektronisk musik og saxsolo.
Ingen tvivl om at Jansberg på fiolen er dygtig og at numrene og arrangementerne var dygtige og avancerede, men det var bare som om det ikke kom ud af stedet.
Jeg er en stor elsker af folkemusik, især når den er levende, kantet og ærlig, men det her blev på en eller anden måde for konstrueret. Jansberg opfordrede selv til at høre musikken som filmmusik og køre en indre film til musikken og det er meget betegnende, for filmmusikken er netop en genre hvor musikken IKKE er det primære. Filmmusikken skal underbygge og understøtte billedsiden og kun i helt specielle tilfælde oplever man at filmmusik faktisk kan stå alene. Det synes jeg ikke dette kan. Det kører i ring, mangler dynamik og har for få virkemidler i det hele taget. Der kom en jazzet saxsolo indover i slutningen, hvilket gav noget dynamisk effekt, men det kom til at virke påklistret.
Velspillet og levende folkemusik er måske noget af det bedste jeg ved, men det her blev underlægningsmusik til en af de lidt for lange passager i Ringenes Herre hvor hobitterne vandrer gennem en eller anden skov.
Live… She shy shy
Voxhall, Århus, Spot 2016
Hypet popband med to forsangere der synger unisont og derved får en speciel og genkendelig klang. Der er åbenlyse popkvaliteter, men jeg kunne slet ikke mærke musikken, måske fordi bandet var alt for ihærdige med at gøre et godt indtryk og alt for opsatte på at være smarte, både i deres sangskrivning og i deres fremtræden.
Måske hører autencitet, ærlighed og nærvær slet ikke til i denne genre, så det måske er et helt forkert sted jeg vurderer fra, men hvis jeg ikke kan mærke musikken kan det være lige meget.
Live… Karl William
Musikhuset, Store Sal, Århus, Spot 2016
Den unge rødhårede sanger gjorde det rigtig godt. Han er faktisk en blændende god sanger, men materialet er simpelthen ikke godt nok. Jeg forstår ikke hvorfor alle disse fantastiske unge sangere der findes ikke får nogle dygtige sangskrivere til at hjælpe med materialet.
Bare fordi man er en god sanger er man jo ikke nødvendigvis en god sangskriver og melodimager!
Stor ros for danske tekster.
Live… Anya
Musikhuset, Store Sal, Århus, Spot 2016
Meget karakteristisk ny stemme som alene med din mørke klang og sit lidt dovne og tilbagelænede flow har alle muligheder for at blive en stor stemme.
Flotte og genresikre arrangementer, men jeg mangler hooklines eller dynamik eller gode melodier til at hænge min hat på. De ældste numre (som er under et år gamle) som Need To Know og til dels Greet Me har ansatser til at være godt materiale, men for pokker da. Alle kan ikke gøre karriere med sin charme og halvgode sange.
Jeg er faktisk vild med stemmen og stemningen i musikken, men der skal mere til for at løfte sig over mængden
Live… She Dives
Limbo, Godbanen, Århus, Spot 2016
Bandet Temple har nyformuleret sig selv, skiftet lidt ud i besætningen men stadig med Niels Block i front og Asger Kuhdahl på guitar og bevægede sig stadig i et følsomt musiklandskab med gennemarrangeret vellyd og en troværdig sangstemme.
Deres store styrke er netop troværdigheden. Der var ikke mange popkvaliteter i musikken, men der var vellyd og (sandsynligvis følsomme) tekster som var svære at forholde sig til på det meget lille, men tætpakkede, koncertsted.
At drikke øl af flasken på scenen virkede ikke videre tjekket :-), men det lille koncertsted og nærheden til publikum gjorde måske, sammen med ølflaskerne, at bandet følte en samhørighed med det tydeligt tilfredse publikum?
Saveus
Musikhuset, Store Sal, Århus, Spot 2016
Saveus er et meget ambitiøst musikalsk projekt og stor respekt for det. Materialet er melodiøst på en mærkelig skæv måde men der er leget med den traditionelle opbygning af pop- og rocknumre og i nogle tilfælde bringer det næsten mindelser om Queens store næsten symfoniske værker fra midten af 70erne, som Bohemian Rhapsody og Somebody To Love.
Der er arbejdet meget bevidst med opbygning og dynamik og melodiernes til tider sære kantethed gør showet til en spændende oplevelse. Der er ikke sparet på effekter i lyssætningen som booster oplevelsen.
Nummeret “Levitate Me” er et hit, som får lov at stå som en lovende indgang til en potentiel stor karriere.
Jeg tror jeg er forelsket – i en stemme og et musikalsk koncept. Den der trykken det helt rigtige sted på rygsøjlen. Den der helt bestemte lille nerve der påvirkes så hårene rejser sig og vandet står i øjnene.
Når man har lyttet til musik et helt liv bliver man kræsen og der kan gå forfærdelig lang tid mellem de store musikalske oplevelser. Man synes man har hørt det hele før. Man synes det er forstilt, for lumpent og for nemt.
Efter gentagne gange at være vendt tilbage til Lake Street Dives Youtube-videoer med en fornemmelse af at noget specielt var i spil købte jeg billet til deres koncert på Posten i Odense, og for første gang i meget lang tid kunne jeg mærke musikken helt ind under huden.
Lake Street Dive har påkaldt sig opmærksomhed med en lille EP med 5 covernumre, men har mindst 3 albums med originalmateriale i baghånden, og det var næsten udelukkende originalmateriale der var på programmet. Undtagelsen var en blæret minimalistisk udgave af Bohemian Rhapsody som ekstranummer.
Det handler i meget høj grad om stemmen tilhørende Rachel Price, men der er også noget med hele det enkle setup, trommer, kontrabas, guitar/trompet og fyldige korstemmer. Der er noget befriende ved det enkle som lader melodien og de enkelte instrumenter og stemmer komme til deres ret. Der er noget ved spilleglæden og de korstemmer som har en meget stor plads i arrangementerne gør oplevelsen levende.
Jeg hørte trommeslageren i et interview sige at hvis man ikke kan synge en svær korstemme samtidig med at man spiller, så er det fordi man spiller for meget, hvilket siger noget om deres indgang til arrangementerne. Det skal være enkelt, og det der spilles er derfor det vigtigste. Der er ikke meget lir, men gennemarrangerede numre der alligevel lyder lidt trashede pga besætningen.
Og man kunne analysere og pille helheden fra hinanden og forklare enkeltdelene men man kommer, lige i dette tilfælde, ikke tættere på den magiske oplevelse det er at blive ramt af musik.
Konceptet Viva La Vita i KulturKøkkenet i Odder er et dejligt initiativ fra Tine Mynster og Stine Jylov. Det handler om at give rum for singer/ songwriters i alle afskygninger. Et lille intimt sted, en positiv stemning og et godt sted at prøve sit materiale af.
Kim Sagild var aftenens navn. I en alder af 64 år var det første gang han stod alene på en scene med sit eget materiale. Og Kim Sagild har jo ellers været med til lidt af hvert i dansk musik de sidste 40 år. Fra Buki-Yamaz og Kasper Winding til Helmig, Afrika-sangen, Nanna mmm. Han udgav sit første solo-album i 2013 med latininspirerede sange som kredser om det at gå.
Kim Sagild er en blændende guitarist og man mærker i kompositionerne, melodierne og harmoniseringerne hvorfor han som producer og sparringspartner for nogle af de mest populære danske pop-kunstnere har været en vigtig brik. Det er avanceret uden at virke fortænkt. Det er håndværksmæssigt svært og fejlfrit uden at miste det umiddelbart forståelige. Det er godt.
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.