Spændende koncept, hvor 6 unge klassisk uddannede musikere indtog forskellige rum i det nedlagte Odder Sygehus‛ bygninger som nu hedder Vitapark og er på vej til at udvikle sig til et centrum i Odders kultur- og vækstlag.
Koncerten starten i „Kunstværket‟ hvorefter publikum blev ledt gennem hospitalets kældergange med stop på udvalgte steder, hvor der blev spillet. Koncerten afsluttedes i Kulturkøkkenet, som er hospitalets klinkebelagte køkken, hvor publikum blev placeret i midten og musikerne udenom.
Hele formen var med til at give en meget stemningsfuld oplevelse.
Måske har du scrollet forbi videoen på Facebook, måske er den blevet anbefalet til dig af Youtube og måske har du slet ikke bemærket den, men så har du chancen nu.
En langsom og lækker lækker udgave af det gamle Jackson 5-nummer „I Want You Back‟ blev min indgang til Lake Street Dive, som et fænomen der lige nu buldrer frem på YouTube og som hypes i USA. De insisterer på det helt enkle og næsten akustiske udtryk.
Specielt sanger Rachael Price er helt fantastisk. Hendes stemme klinger et sted mellem Amy Winehouse og Lana del Rey og det er slet ikke dårligt. Det er faktisk ret godt! På Youtube kan du finde en hel række af deres coverversioner af vidt forskellige hits og som altid med covernumre, der bliver udført godt og med en ide, så tilfører disse versioner noget til de gamle numre.
Problemet med Lake Street Dive er at jeg ikke er sikker på at deres originale materiale, som lige er udkommet her i starten af 2014, holder. Det er dygtigt, men det er jo, som bekendt, ikke altid nok.
Men nyd nu lækkerheden i coverversionen af Michael Jacksons „I Want You Back‟ her nedenfor, eller legen fra øvelokalet i Hall & Oats‛ „Rich Girl‟, eller enkelheden i George Michaels „Faith‟
Dejlig oplevelse med en levende og engageret underviser.
Annette Bjergfeldt, musiker, sanger, sangskriver, forfatter mm brugte en eftermiddag på at motivere og igangsætte en flok sangskrivnings-interesserede elever og hendes store erfaring og hendes levende engagement tændte en lyst til at finde sprogblomster.
En anderledes oplevelse af Allan Olsen. Fuldt hus I Musikhuset Århus, store sal og som sædvanlig var der mange kendere blandt publikum.
D’damer fyldte første halvdel af koncerten og det var en blandet men mest dejlig oplevelse. Der blev faktisk tilført nye vinkler og udtryk på nogle af de valgte sange. Annika Aakjær og Dorthe Gerlach var de store oplevelser for undertegnede, både i sangvalg, charme og måden at levere sangene.
Efter d’damers ca 10 sange og en pause fik vi nærmest en fuld koncert med Allan Olsen og han ER en af de ypperste.
Hvis konceptet ikke skal gentages flere gange end næste uge på Det kongelige Teater i København vil jeg håbe at seancen er blevet optaget, for mange flere end de 1600 der kan være i Musikhuset, Århus bør da have fornøjelsen
Så stille, skrøbeligt og uanstrengt kan det gøres.Det var smukt og dejligt, udtryksfuldt og til tider bevægende. Helt enkle midler, en enkel guitar, enkelt klaver samt en fantastisk stemme, der selv i de helt stille og dybe passager beholdt sin rene klarhed og sit udtryk. Guitarspillet var fint og understøttende med små karakteristiske figurer. Korstemmen stod klokkeklar og støttede de helt rigtige steder.Med meget få og enkle midler gav Signe Mansdotter publikum en dejlig oplevelse med stor troværdighed.
Sebastian Lind kan et eller andet med popmusikken.
Det er på en gang i en lige linie fra alskens popmusik fra de sidste ti år og så noget meget personligt og specielt som lægger sig op ad singer/songwritertraditionen. I den skrabede udgave vi hørte her, med eget mix på et lille sanganlæg, blev det bevist at sangene faktisk fungerer, både de helt stille bare med guitarakkompagnement og de mere dansante som „Bring Back The Beat‟ og „Fake‟. Der var en troværdighed over hele udtrykket, som gjorde koncerten til en rigtig god oplevelse.
Og publikum elskede det. Det tog ca tre numre også at fange drengene ind.
At overvære dans har aldrig været en af mine primære kilder til kunstneriske input og oplevelser. Jeg har aldrig søgt det og har i de glimt jeg har oplevet det aldrig fået den der store oplevelse som ville have kunnet booste interessen for dansens udtryk og muligheder – og så faldt jeg pludselig over denne lille 10 minutters kortfilm, som er så smuk at jeg er nødt til at sætte ord på selv om ord kun kan forfladige.
Jeg var længe fascineret af islandske Sigur Rós som er verdensstjerner i genren „postrock‟. Deres billedskabende lydbilleder med elementer af både ambient, meditationsmusik og rock har jeg set som en mulig vej ud af poprockens efterhånden trivielle køren i samme spor. Jeg har set postrocken som en mulig vej til en større og måske ligefrem bedre verden og jeg skriver meget bevidst har set, for postrocken, i hvert fald det spor af postrocken som Sigur Rós følger, kommer ikke rigtig ud af stedet. Det bliver lidt for meget meditation og lidt for lidt nye eksperimenter. Violinbuen på den elektriske guitar er ikke længere et eksperiment.
MEN så faldt jeg over nedenstående kortfilm, som alligevel gjorde min verden lidt større. Der er musikken, der er koreografien og så er der selve videoproduktionen. Sammenstillingen giver noget helt andet og mere end summen af de tre. Det bliver større og mere og det rører mig på overraskende vis dybt.
Disse to umælende skabninger betager mig. Fortællingen betager mig. En banal fortælling om en ung mandlig skabning som tumler rundt med sig selv og som pludselig bliver dybt betaget af en ung kvindelig skabning som viser ham interesse. Han ser pludselig kun hende og forfærdes da hun er væk. Hun dukker imidlertid op igen tættere på og de udforsker hinanden og kan ikke få nok af hinanden og alt ender i harmoni.
Det er måske ikke så vigtigt hvilken fortælling der er, men det er vigtigt at der ER en fortælling, at det er en grundfortælling om to menneskers møde og at historien er så tydelig, når jeg nu er en novice ud i at opleve dansen. Og så er der den koreografiske ting, som fangede mig med det samme: De vender ryggen til hinanden. De ser på hinanden ved at bøje sig bagover og måske er det netop da han opdager at hun ser på verden på samme måde som han, ved at bøje sig bagover, at han er solgt. De er af samme slags, ser verden på samme måde og må høre sammen. De udforsker hinanden med ryggen til hinanden, deres rygge skal mødes og de virker som skabninger af en anden verden end vores som fortæller en menneskelig grundfortælling. Og i den harmoniske slutning ser de verden som almindelige mennesker, men med trygheden ved den andens ryg.
Og filmværket er selvfølgelig en stor del af oplevelsen. Den store fabriksruin som kulisse, en anden verden, timingen i klippene i forhold til musikken, de få men effektfulde filmtekniske greb som gentagelsen og slow motion, farverne og stemningen i hele billedsiden har sammen med musikken og koreografien givet mig ugens helt store oplevelse.
Det er smukt og rørende og det er nok for mig. Ikke rørende på den sentimentale måde, men rørende som i berørt, rørende som i en aha-oplevelse. Jeg er berørt af et kunstværk.
Og se den nu i FULL SCREEN
Music video by Sigur Rós performing Valtari feat. Ekki múkk, Valtari, Rembihnútur and Varúð by Christian Larson. Choreographi by Sidi Larbi Cherkaoui. 2012
Jeg er ikke vild med temafester og udklædning. Så er det sagt og ikke nogen hemmelighed – mere.
Ikke desto mindre deltog jeg forleden i en 30 års fødselsdag, hvor festen var bygget op om det faktum at The Sexican var hyret til at spille. Jeg havde aldrig hørt om The Sexican men eftersom festen var en western-fest med cowboyhatte, seler og seksløbere i bæltet var det nærliggende at tro at The Sexican var countrymusik med ternede skjorter og charmeklud, men jeg blev klogere.
Da bandet ankom til festen anede man nok en vis skepsis i deres blikke da de kiggede rundt i den pænt opryddede men dog umiskendelige, lade, der var omdannet til festlokale, men de stillede op og da de gik på scenen var der hverken pedal-steel guitar eller Stetsonhatte på programmet, men derimod originalmusik med reminiscenser af Sergio Leone filmmusik, fransk folklore, Tom Waitts, sigøjnerpunk og selvfølgelig mexicansk populærmusik.
The Sexican leverede et par fremragende timers musik af en art som man sjældent hører til en privat fest og de var hamrende dygtige teknikere, tydeligvis godt sammenspillede og fødselaren skal takkes for at hans runde fødselsdag ikke bare var en god fest men også gav anledning til en musikalsk oplevelse.
Oprydning på loftet er en tilbagevendende begivenhed i det lille hjem. Ikke hvert år, men med års mellemrum. I forgangne weekend stod loftet så for tur og denne gang dukkede de gamle kassettebånd op. Jeg mener, de der gamle kassettebånd, som var alvorligt ment og som var nummererede fra 1-167 og som alle var C90 og C100 chrom-bånd, hvor der kunne være et helt album (som regel) på hver side. LPer blev lånt på biblioteket eller lånt af venner og bekendte og blev optaget på kassettebånd og alle data blev skrevet ned i en mappe, så der var fuldstændig overblik over hvilken musik der fandtes i samlingen – på kassettebånd.
De har stået på loftet i årevis og alligevel var det svært at træffe beslutningen om at de skulle destrueres. Der var mange gode musikalske oplevelser gemt på disse magnetiske bånd med en forholdsvis ringe lydkvalitet, og det føltes lidt lige som at smide en gammel dagbog ud, som at slette en del af hukommelsen.
Men så ræssonerede jeg: Gammel musikplatform = kassettebånd smides ud, ny musikplatform = Spotify, skal selvfølgelig erstatte den gamle.
Det tog ca en time at finde omkring 90% af de 2-300 gamle albums på Spotify, så nu har jeg på Spotify en „Playlist folder‟ der hedder „Kassettebånd‟ som indeholder næsten alle albums fra kassettebåndene. Genialt, synes han selv, men der er jo den lille forskel at jeg ikke HAR musikken på samme måde. Når netforbindelsen forsvinder eller når firmaet Spotify går konkurs, så har jeg ingen „kassettebånd‟ mere.
Iøvrigt var der ved gennemsyn og gennemlytning ikke meget der har kunnet stå distancen, men der var da fantastiske genhør som jeg vender tilbage til ved en senere lejlighed
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.
At overvære dans har aldrig været en af mine primære kilder til kunstneriske input og oplevelser. Jeg har aldrig søgt det og har i de glimt jeg har oplevet det aldrig fået den der store oplevelse som ville have kunnet booste interessen for dansens udtryk og muligheder – og så faldt jeg pludselig over denne lille 10 minutters kortfilm, som er så smuk at jeg er nødt til at sætte ord på selv om ord kun kan forfladige.
