Kategoriarkiv: Musik

Live… Julie Maria

Eriksminde
Overbevisende pop

apr 2010

Julie Maria kom forbi og stillede op med akustisk guitar, backtrack og mini-moog. Tre mennesker der afleverede et meget professionelt sæt af melodiske og inderlige popsange.

Det virkede aldeles overbevisende i live-situationen. Julie Maria ligner på scenen en singer-songwriter ud af en lang tradition, med akustisk guitar og en karakteristisk stemme der synger inderlige og personlige sange, og det er hvad hun er, en singer-songwriter, men udtrykket er computerbaseret pop-musik og det forvirrer mit helhedsindtryk.

Live er Julie Maria ubetinget troværdig, seriøs og professionel. Jeg tror på hende, når hun står på scenen. Hun formidler sangene alvorligt og insisterende, leverer en oplevelse som jeg bliver indfanget af og som står til troende.

CDen Yaguar, som jeg hjembragte fra koncerten, afspiller selvfølgelig præcis de samme udgaver af sangene som jeg hørte til koncerten. De samme tracks, den samme lyd, det samme udtryk. Noget af det kan ikke bære at være foruden mennesket Julie Maria på scenen, mens andet pludselig lyder som diskoteksmusik, der intet har med singersongwriteren at gøre.
Jeg forvirres… lidt, men nyder trods alt musikken.


Link:
http://www.myspace.com/juliemarianet

Jeg lytter til… Ginger Ninja

mar 2010

Ginger Ninja har udgivet deres debut-CD, som indeholder en flok farverige sange. “Wicked Map” hedder albummet og der sker mange spændende ting undervejs.

Det der tiltaler mig mest er at der er udpræget gode melodier samtidig med at materialet er gennemarrangeret. Der er aldeles lytteværdige popsange som radiosinglerne “Sunshine” og “Bone Will Break Metal” og gode takter i rigtig meget af materialet.

Der er noget gammeldags ligetil over Ginger Ninja – og tilført den gode lyd, den pæne produktion og de glade farver er det meget betryggende at være i selskab med Ginger Ninja.

Link
http://dk.myspace.com/gingerninjamyspace

Live… Den Danske Salmeduo

jan 2010
Bjerager Kirke

Salmeduoen er Christian Vuust på sopran-sax, klarinet mm samt Hans Esbjerg på tangenter og de spiller… ja, salmer, men de spiller dem meget personligt og moderne, vil nogle sige.

Der er noget der spiller med, når der er koncert i kirkerummet. Klangen selvfølgelig, men også en højtidelighed og højstemthed, som faktisk skærper opmærksomheden og lydhørheden, hvilket naturligvis tjener til musikkens fordel, når der faktisk er noget at byde på – og det er der med salmeduoen.

Den jazzede indgang til salmerne åbner øret og sindet for de smukke melodier og improvisationerne folder melodierne ud til noget helt andet end hvad de er til en gudstjeneste.


Link:
www.dendanskesalmeduo.dk

Genhørt… XTC

dec 2009

Min datters Ipod ligger ofte på mit skrivebord og er sluttet til mine computerhøjttalere. Så er der ny musik på kontoret og det var der også i dag. En kælen stemme og noget bekendt ved teksten. “We’re only making plans for Nigel”, og melodien, bekendt? Jeg kiggede på ipoden. Det var Nouvelle Vague der spillede “Making Plans For Nigel”. Jeg har ikke før hørt Nouvelle Vague, men jeg har næsten slidt min LP med originaludgaven af nummeret op. XTCs fantastiske album “Drums & Wires” fra 1979.

Ind i stuen og spille XTC rigtig højt!

Kronologien slog nogle sving i min musikalske lytteudvikling. Fra mors dansktopsange til Sweet og Slade da jeg gik i folkeskolens mindre klasser til 60ernes melodipop og syrerock i de større folkeskoleklasser, altsammen i midt70erne. Derefter kom gymnasiet og punken som ikke rigtig fangede mig, men det der kom i kølvandet på punken, som nogle kaldte new wave eller post-punk og som var meget anderledes var spændende. Jeg lyttede til U2 (Sunday Bloody Sunday), Clash (London Calling), XTC (Complicated Game), Devo (We Are Devo), Talking Heads (Fear of Flying), Dead Kennedyes (California überalles), Ramones (gabba gabba hey gabba hey gabba one of us), Nina Hagen (ich glotz TV) og meget andet og først senere i 80erne vendte jeg tilbage for at nærstudere 70ernes store koryfæer som Led Zeppelin, Genesis og Pink Floyd.

Slut70erne blev en musikalsk parantes for mig, selv om U2 og Elvis Costello stadig hænger grundigt ved, men mit genhør med XTCs Drums & Wires bekræfter at der var noget energi og noget musikalsk nytænkning, som har sat mange spor. Ramones, som jeg også lige var forbi på youtube, kalder i dag ikke på andet end et skævt smil over den tid, men XTCs Drums & Wires kan helt sikkert tåle at blive spillet – også i 2009.

Links:
XTC – Making plans For Nigel

Nouvelle Vague – Making Plans For Nigel

Live… Tritonus-koret

aug 2009

Dirigent: Lise Christensen Bjerno
Fjaltring Kirke

Efter en lang sommermåned i Fjaltring var det dejligt en smuk sommeraften at falde ind på en kølig bageste række i Fjaltring Kirke og nyde de dygtige folk i Tritonuskoret. Et ypperligt kor, men unægtelig en noget stiv og uforløst fremtræden.

Der er visse former der åbenbart skal overholdes når genren er kormusik af den fine slags og kirkerummet som koncertsal fordrer også en vis stil, men når der så oveni tilføjes lange oplæsninger hvis sammenhæng med musikken til tider virker søgt og akademisk, så bliver det prætentiøst og selvsmagende.

Et fantastisk kor med stor klang og stor spændvidde, ingen tvivl om det, men der skal arbejdes mere med koncertformen hvis man vil kalde sig et progressivt og eksperimenterende kor.
Så er det sagt!

Link:
www.tritonus.com

Live… Majbritte Ulrikkeholm og Søren Frieboe

apr. 2009

Hva’ pokker skete der?

Workshop med 80 efterskoleelever og efterfølgende koncert. En lille del af workshoppen udviklede sig til en overraskende stor oplevelse.

Et enkelt setup: Hele forsamlingen lærer en lille sang med en tekst der udelukkende består af lydord uden betydning. AABA, traditionel form, melankolsk A-stykke og et lidt mere kraftfuldt B-stykke. Alle synger sangen mange gange og på et tidspunkt opfordres eleverne til at komme på scenen enkeltvis og i mikrofon synge eller sige eller hviske A-stykket. Det handler ikke om sangpræstation, men om at turde at give og få. Efter lidt tøven stiller den første sig op og synger de to små A-stykker i mikrofonen hvorefter hele forsamlingen istemmer B-stykket som et svar og man kan se på “solisten” at det virker som en personlig respons på hans sang. Et lille smil oplyser hans ansigt og det løber mig koldt ned ad ryggen. Det er overraskende rørende at synge sit svar til solisten, hele flokkens svar og tak til solisten, som slutter med at synge A-stykket igen.

Ny solist og det hele gentager sig med samme resultat. Tydelig bevægelse hos solisten, men også hos mange andre. Ny solist og endnu engang og pludselig står folk i kø for at få lov at stå med mikrofonen.

Hvad skete der? Var det melodien? Var det det forudgående foredrag om hvad musikken kan gøre ved mennesker, som var gået rent ind? Var det hele stemningen, der gjorde os alle rørstrømpske?

Hvad pokker skete der?

?

Åbent brev til Veto

Åbent brev til Veto

Jeg er i et dilemma.

På den ene side vil jeg selvfølgelig gerne ønske jer tillykke med den store pris. Der er mange priser at hente rundt omkring, men P3Guld er da en af de større. Tillykke med pengene og studietiden og æren. Og det mener jeg af et ærligt hjerte. I har fortjent det og selvfølgelig skulle I have prisen, for jeg mener stadig det er aldeles originalt det I laver.

Når det er sagt så er jeg nødt til, på den anden side, at gøre gældende at hele konceptet med disse awards og award-shows er sygt. Hele ideen om at konkurrere om musik er forfladigende for vores opfattelse af hvad musik er og er med til at gøre musikken til en vare fremfor et kunstnerisk udtryk og jer musikere til brikker i et stort og uigennemskueligt spil om penge, seertal, salgstal og alt muligt andet som IKKE har noget med musikken at gøre.

Jeg synes det er fedt når nogle uddeler arbejdslegater, når nogen kan høre et potentiale, kan høre at der er noget at arbejde med og at det er ærligt ment og så investerer i det. Jeg synes det er dejligt når nogle bakker op om noget de tror på med penge, tid eller kræfter, men nu er detogså blevet til et show-koncept – X-Factor.

Og P3 Guld er en del af den samme ide. Der skal konkurrence og en pirrende spænding om udfaldet til for at holde seerne ved skærmen og en god præmie for at deltagerne skal ønske at vinde. Så er alle jo glade, kunne man indvende. Seerne er glade, musikerne er glade, publikum er glade, pladeselskaberne er glade, men taberen er musikken. Den musik som laves af nødvendighed, fordi man ikke kan lade være, fordi man har det indeni og er nødt til at lukke det ud. Taberen er den musik som er lavet af en indre nødvendighed og fuldstændig uden hensyn til hvordan man tror det bliver modtaget af andre og hvilke priser den vil indkassere.

Selvfølgelig skal I være glade for prisen og som før nævnt skal jeg være den første til at skrive under på at I har fortjent den og jeg er vild med det I laver. Måske skriver jeg dette af frygt for at I skal blive indfanget af award-manien og miste gnisten og gejsten, der gjorde at I lavede nødvendig musik før nogen lyttede til jer.

Kommentarer

supertroels d. February 07 2009 22:50:02

Glemmer du ikke i dine overvejelser at man godt kan lave nødvendig musik – altså musik fordi man ikke kan lade være – og samtidig vinde anerkendelse for det?
Jeg er enig med dig i at award shows er et underligt koncept, men vil du også mene at en skuespiller eller en forfatter er i fare for at miste sit fokus i sin kunst, ved at vinde en bodil eller en litteraturprisen fra Nordisk Råd?
Du ser det meget som en konkurrence og jeg tror først at, det er hvis man gør netop det, det bliver smittende sygt.
Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg er fuldstændig ligeglad med de priser og det fortæller mig ikke andet end at, der er nogen der lytter til det, jeg alligevel ville lave. Det påvirker ihvertfald hverken min kreativitet eller mit udtryk og s?dan har jeg i sinde at det skal forblive.

 

Alex d. February 20 2009 15:19:11

Jeg glemmer ikke at man godt kan lave nødvendig musik og samtidig høste anerkendelse. Jeg påpeger blot at anerkendelse kan blive vigtigere end musik og DET er farligt (for musikken altså).
Det sker selvfølgelig ikke for jer, for jeg er sikker på I vil blive ved med at søge nye udtryk og perfektionere det kendte. Lov mig at I vil det, uanset om det giver anerkendelse, så er jeg tilfreds!

 

Live… Benny Holst

nov 2008

Benny Holst m/Martin Andersen og Jacob Rathje
Ollerup, Fyn

Din rygmarv visner
hvis du ikke lytter til Benny Holst

Jeg var måske lidt sur den dag, jeg hørte Benny Holst med guitarist Jacob Rathje og violinist Martin Andersen, for umiddelbart efter koncerten følte jeg kun skuffelse over at der musikalsk ikke var noget som helst nyt at hente, men jeg ved jo godt, når jeg tænker mig om, at det var fuldstændig forfejlet, en helt forkert optik, et forkert perspektiv. Benny Holst skal jo ikke levere musikalske nyskabelser. Han skal gøre det han altid har gjort, nemlig skrive gode, jordnære sange og fremføre dem som han altid har gjort. Han skal skrive og synge sange som handler om det nære, han skal synge med sin umiskendeligt københavnske dialekt og der skal ikke være smarte akkorder og overraskende rytmer. Der skal være en historie med udgangspunkt i virkelighedens dagligdag og den skal leveres med sindsro.

Og sådan var det på Sydfyn den torsdag eftermiddag hvor jeg hørte Benny Holst. Vi fik endda de gamle hits fra dengang hvor progressiv musik var politisk og pop var et fy-ord. “Din rygmarv visner hvis du ikke danser med din bedstemor” er jo blevet en opfordring til at lytte til 68-årige Benny Holst og finde ud af hvad dansk musik også kommer fra.

Martin Andersen er stadig en gudsbenådet violinist. Det er efterhånden mange år siden jeg har hørte ham igen og igen med Paul Banks og Jørgen Lang og vist også med Jan Toftlund. Det er måske 25 år siden? Hjælp! Og her findes også noget af grunden til min overraskende umiddelbare skuffelse. Efter 25 år spillede Martin Andersen præcis det samme, brugte de samme effekter, de samme fills og havde endda den samme frisure! Men han spiller jo fantastisk ligesom han gjorde dengang. Det skal der ikke herske nogen tvivl om, men han spiller bare det samme.

Jacob Rathje leverede varen, fik trioen til at fylde noget i lokalet og forstod at pynte de enkle klodser, så sangene fremstod som helstøbte og pænt udsmykkede billeder.

Jeg var skuffet umiddelbart efter koncerten, hvilket betyder at jeg mødte op med forkerte forventninger, for varen der blev leveret var der ikke noget i vejen med.

Jeg lytter til… One

Det var dog fantastisk at genopleve den der teenageagtige lykkefølelse ved at høre et bestemt stykke musik. Jeg har i dag lyttet til det samme nummer på youtube 10 gange i streg og hver gang har tårerne stået mig i øjnene. Ikke sådan billedligt talt, men helt fysisk har jeg været på grådens rand på den sentimentale måde, af glæde, af rørelse, af lyst til at reagere

Sangen er såmænd U2s “One” og jeg ved godt at det er en 17 år gammel sang som i denne 2 år gamle genindspilning har været placeret på alverdens hitlister. Jeg har altid været fascineret af U2 men har til gengæld aldrig rigtig haft et forhold til Mary J. Blige, men denne udgave af “One” rammer fuldstændig lige præcist i min hjertekule.

Bono kan til tider være “for meget” i sin frelste selvfede korrekthed, men han har denondtefisme været med til at skrive nogle fantastiske sange, og Mary J. Blige tilfører “One” en intensitet som hverken Bono eller Johnny Cash har formået. Kombinationen af min historie med U2, min fascination af den gode tekst til den enkle melodi, min glæde over den rolige The Edge og så selvfølgelig den smukke og intense diva og hendes måske lidt overgearede fraseringer, som slet ikke virker overgearede her fordi den enkle melodi er der hele tiden. Kombinationen af det hele giver mig gåsehud og selv ved 12. afspilning får jeg en klump i halsen.

Det er magisk når det sker og det er et stort sammensurium af alle mulige referencer, der tørner sammen til en ophøjet følelse af at det er rigtigt og sandt og perfekt og det hele værd.

Jeg anfører ikke dette for at få andre til at få den samme oplevelse med det samme stykke musik, men blot for at dele min forundring over hvad musik kan gøre ved os. Det kan føre os alle steder hen i følelsesregisteret. Nogle steder kan vi lide at være, andre steder tør vi ikke komme, nogle steder bliver vi glade, nogle steder tændes vi og nogle steder er svære og ubehagelige. Der hvor jeg er nu er der rart at være.

Disse mekanismer arbejder helt uafhængig af facader, akademiske forklaringer, intellektuelle anskuelser og politisk korrekthed. Det er ikke altid let at håndtere, for de helt store oplevelser ligger ofte i det næsten banale, både musikalsk og i resten af livet. Og det gode liv er at finde tilfredshed i det der kalder det gode og sande frem.