Jeg kan ikke komme af med min begejstring og begejstringen går i en helt anden musikalsk retning end det plejer. De musikalsk begejstrede øjeblikke i mit liv opstår med støre og større mellemrum og det har da givet anledning til en vis bekymring. Har jeg hørt alt eller er jeg bare blevet gammel og musikalsk forstokket? Tja …

Og pludselig får jeg så øre på Jacob Collier. Han har været i mit news feed nogle år, men som en kuriositet med nogle lækre arrangementer af kendte numre. Efter at han fornylig fik tildelt et par Grammyer (for arragement af gamle “Moon River” og Lionel Richie’s “All Night Long”) måtte jeg lige “tjekke ham ud” og i løbet af en aftenstid var jeg fanget ind af en dyb fascination af hvad der er menneskeligt og musikalsk muligt. Han er jo en fænomen. Han bliver kaldt musikkens Albert Einstein, han har totalgehør, han arbejder med mikrotonalitet, han er 24 år, han diskuterer harmoniseringer med Herbie Hancock, han afholder Master Classes om musikalsk arrangement, han holder Ted Talks, han skriver musik, arrangerer, indspiller, laver videoer, giver koncerter, behersker tilsyneladende et væld af instrumenter og så optræder han i farvestrålende pludderbukser og bare tæer og alt ser ud ud til at være legende let.
Milos Forman’s fremstilling af Mozart i 80er-filmen “Amadeus” popper op i mit hoved. Et legende musikalsk geni, der tilsyneladende kan alt og som balancerer på kanten af at være alt alt for meget. Det er svært at kapere at et enkelt menneske er så giftet i ens eget domæne. Ikke at han hoverer som Forman’s Mozart. Slet ikke. Han er faktisk ydmyg ift de gaver han har fået, men alligevel bliver det for meget – men samtidig svært at slippe, når man først er kravlet ind i det vildtvoksende univers af harmonier som Jacob Collier disker op med.

Der ligger på YouTube et fantastisk klip hvor Collier forklarer hvordan han i et korarrangement af “In The Bleak Midwinter” modulerer fra E-dur til “G½#”, altså midt mellem G og G# uden at man lægger mærke til det. Det er fuldstændig magisk, ligner og lyder som en tryllekunst, for man lægger simpelthen ikke mærke til det hvis man ikke bliver gjort opmærksom på at klaveret pludselig ikke stemmer mere.

Jeg har tidligere godt kunnet argumentere for at alt for meget teori og analyse kan være med til at ødelægge oplevelsen af god musik, men det er faktisk mange mange år siden at jeg indså at det absolut modsatte er tilfældet. Kendskab til musikteori, analyseredskaber og musikhistorie gør så at sige altid musikoplevelsen større fordi man får nogle ekstra måder at forstå musikken på.

Når alt dette er sagt er det jo altså ren teori, færdigheder, viden og akademisk analyse. Der findes sikkert nok en masse vidunderbørn rundt omkring i verden, også i den musikalske verden, men Jacob Colliers har så lige også ramt nogle skills med video, med Logic og Pro Tools og lysten til at stå frem, som har gjort at han bliver meget synlig.

Hans originale musik (3 albums indtil videre) er skam fine og pæne og en rundrejse i alle hans færdigheder, en rundrejse i genrer og en demonstration af hans tekniske kunnen, men det er ikke musik der får hårene til at rejse sig på armene. Det er ikke kunst, men færdigheder. Det er den del han mangler for at være det totale vidunder og måske derfor at det er helt oplagt at det er to numre af andre kunstnere han har fået arrangements-grammyer for.

Men det er stadig et dybt fascinerende bekendtskab.