Kategoriarkiv: Musik

LIVE … Jonah Blacksmith

23. nov. 2019
Odeon, Odense

En næsten perfekt aften med Jonah Blacksmith i Odense.
Der er noget fascinerende oprigtigt over Alstrup-brødrenes band fra Thy. Der er noget trygt ved historien om at bedstemor altid tog harmonikaen frem efter aftensmaden og at det bare handlede om at spille og være med. Der er noget varmt ved historien om taknemmelighed til en musiklærer som fik dem til at tro på deres musikalske værd og som stadig sender en SMS når han hører dem i radioen.
Udstoppede dyr, standerlamper og gulvtæpper på scenen gør det sidste til fornemmelsen af at være i hyggeligt selskab med en flok unge gutter, der bare godt kan lide at spille.

Og de gør det altså godt. Det er ikke de udvidede akkorders musik, men det er de gode melodiers musik og det er sing-along med “Åh-åh-åh-åh-åh”-mellemstykker, det er lange crescendo-numre der går fra ballade til mandolin-rock’n’roll med to trommeslagere. Det er stor lyd, effektivt korarbejde og det er en meget velsyngende og troværdig Simon Alstrup som forsanger.

Jeg sad og kunne mærke den helt samme fornemmelse som jeg havde midt i 80erne da vi gik til koncert med Run Rig fra Skotland, hver gang de kom til landet. Det var noget med nogle akustiske instrumenter og noget folk-agtigt rockmusik, noget med en autencitet, noget med en tilknytning til et sted som jeg kan identificere mig med, noget med at have en identitet allerede før musikken spiller, men også noget med en sentimentalitet, som er lige på kanten til at blive for meget.

Det var en fremragende koncert og vi kommer til at høre meget meget mere til Alstrup-brødrene i de næste par årtier.

Jonah Blacksmith, Odeon, Odense

LIVE … Stine Elbæk Gomard og Jakob Alsgaard Bahr

Odder Højskole
November 2019

En minikoncert med sange fra hele paletten.
Jeg hører ikke mange operasangere i min hverdag, men når jeg støder på dem i virkeligheden forundres jeg hver gang over at den menneskelige stemme kan lyde så storslået og så fantastisk. Klangen er jo helt helt anderledes end alle andre måder at bruge stemmen på – og når det er live, man sidder der og overværer det, gør det noget.

Når der så bliver sunget “Solen er så rød mor” af Carl Nielsen, så er det jo næsten bevægende.

https://www.odderhojskole.dk/klassiske-toner-rammer-oh/

LIVE … Abekejser

Eriksminde Efterskole
Oktober 2019

Igen en fantastisk musikalsk oplevelse fra Abekejser. Der er noget helt specielt ved Abekejsers musik, som jeg har haft kørende på repeat nogle dage, både før og efter koncerten. De udgav nemlig nyt album for et par uger siden og det er musik man ikke lige bliver færdig med ved første gennemlytning.
Det er godt, det er spændende, det er dygtig og der er masser af detaljer at opdage. 

Abekejser på Eriksminde, oktober 2019
Abekejser varmer op til koncerten på Eriksminde ved at spille i DR Koncerthuset til P8 Jazz Alive

LIVE … Ravi Kuma

Oktober 2019, Eriksminde Efterskole

De spillede på Spot Festival 2019, på Roskilde Festival 2019. De spillede til Gaffa-Prisen 2019 og nu leverede de så varen i den gamle sal på Eriksminde.
Sikke en fest de leverede. Publikum blev gejlet op og var med fra start til slut. Rapper Sharon Kumaraswamy kontrollerede fuldstændig slagets gang fra start til slut og blev godt backed up af producer Aske Knudsen bag knapperne.

19-20 Koncert: Ravi Kuma
Foto: Peter Klode

LIVE … Champian Fulton

Odder Little Culture Club
Kulturkøkkenet, Odder, 6. sep. 2019

Svimlende dygtig pianist og sanger gæstede Odder og imponerede med sine ekvilibristiske færdigheder og tekniske finesser.

Jeg elsker genren, men er overfølsom, hvis det bare lugter en smule af lir og demonstration af tekniske færdigheder – og ja, der var tidspunkter hvor musikken forsvandt i “se-og-hør-hvad-jeg-kan” og jeg greb i lommen efter antihistaminer mod allergien, men det meste af tiden var det ren nydelse med en dejlig blanding af New York-jazzklub-sang, charmerende fremtoning og eminent klaverspil.

Backingen med den svenske bassist Hans Backenroth og vores lokale trommeslager Kristian Leth (nej ikke ham Kristian Leth) fungerede perfekt.

Og så mener jeg iøvrigt at OLCC skal få sig et nyt bagtæppe 🙂

Stop Making Sense

Stop Making Sense

Amfi-scenen ved Musikhuset, Aarhus
September 2019

OpenAir-fremvisning af Talking Heads-koncert-kult-filmen fra 1983.

En mandag aften i festugen på amfiscenen ved Musikhuset, 4-500 mennesker med tæpper og vindjakker, ikke så mange unge (men jeg havde nu tre dejlige døtre med) til en filmfremvisning på det enorme filmlærred.

David Byrne og Talking Heads var en af mine indgange til den nye musik som dukkede op i slut70erne. Det var ikke punk, men det var måske punken som rykkede grænserne, så der blev plads til noget andet end Led Zeppelin, Pink Floyd, Queen og hvad vi ellers lyttede til op gennem 70erne. 

Talking Heads var en helt ny lyd. Jeg opfattede det som meget NewYorksk, kunstfærdigt, storbyagtigt, spændende og det noget dystre tekstunivers passede mig godt. “Life During Wartime” og “Burning Down The House” var jo ikke ligefrem søde kærlighedssange.

Gensynet var godt. Koncertfilmen som jeg så to, måske tre, gange i biografen midt i 80erne kunne sagtens tåle et gensyn så mange år efter. Opbygningen af koncerten, hvor flere og flere kommer på scenen med et klimaks henne omkring “Take Me To The River”, udklædningen og Byrnes mærkelige bevægelser var altsammen glædelige gensyn og ikke bare på den nostalgiske måde. Jeg synes faktisk det kan noget.

Og det endte jo med at en stor flok mennesker dansede under den store skærm – måske også fordi det blev lidt koldt mod slutningen.

LIVE … Jorge Ben Jor

Roskilde Festival 2019
Brasiliansk dansefest i regnvejr

En regnvejrstorsdag, som bragte mindelser om mareridtet Roskilde Festival 2007, hvor det regnede 9 dage i træk, endte med at blive dagen med de store musikalske oplevelser.

Jeg havde aldrig hørt om Jorge Ben Jor fra Brasilien. Han blev i programmet præsenteret som en kæmpestjerne med alverdens udmærkelser og priser efter et langt liv på verdens musikscener og ham skulle jeg da høre. Der var god plads foran scenen og regnen stod stille ned sidst på eftermiddagen, men det blev hurtigt lavet om til en decideret dansefest.

Finder man Jorge Ben Jor på Spotify erfarer man at hans store hits er helt tilbage fra 60erne og 70erne og lyden er derefter, men bandet fyldte scenen ud med masser af lyd, percussion og blæs.

En virkelig positiv musikalsk overraskelse.

LIVE … Bikstok

Roskilde Festival 2019, Orange Scene

Jeg havde glædet mig til Bikstok fordi jeg huskede det som sjovt, festligt og fascinerende med de mange mange ord og de finurlige rim. Sidst jeg hørte dem var på Northside for nogle år siden, men jeg tror jeg er blevet gammel siden da. Det er for opgejlet, for lummert, for lidt nyt, for mekanisk og for gamle mænd der prøver at være unge igen.

Bikstok, Orange Scene, Roskilde Festival 2019