Jeg har forstået at DR har nedlagt radio- og TV-kanaler, har flyttet rundt på udsendelser, digitaliseret, relanceret kanaler og omskrevet kanalprofiler. DR P5 blev oprettet for omkring 10 år siden og rettet mod landets ældre borgere, som jeg forstod det. Dansk musik, dansktop-musik, altså dansktop forstået som en henvisning til Jørn Hjortings Dansktoppen, som startede i 60erne med oversatte tyske schlagere og som blev en helt egen genre.

Siden starten har DR P5 været kanalen der kørte i baggrunden hjemme hos min mor. Musikken passede til hende som var i sine 20ere i 1960erne. Hun fylder 80 i år og har stadig P5 kørende og måske har hun slet ikke opdaget at musikken har ændret sig?
Jeg studsede forleden, da vi sad med kaffen ved køkkenbordet og der ud af radioen tonede Bryan Ferry og Roxy Music. Jeg skævede over til displayet for at se om det nu var P5, og det var det. Værten sagde efterfølgende at vi havde hørt Roxy Music med et nummer fra “den der plade med to kvinder der kaster med spyd. Måske har du den stående på pladehylden?” What? tænkte jeg (vistnok på engelsk ja) – Er det en måde at præsentere Roxy Music’s Flesh + Blood fra 1980 – og det var det, for straks efter var vi videre til noget Lars Lilholt.
Kort efter skete det samme igen: Whole Lotta Love med Led Zeppelin bragede ud i mors køkken og jeg vippede med foden og lurede på om mor havde opdaget at det hverken var Lilholt, Hansi Hinterseer eller Stig Rossen, men derimod Robert Plant, Jimmy Page og vennerne. Det havde hun ikke.

Hvis hun på et tidspunkt synes hun gerne vil høre en anden kanal, så hjælper jeg hende selvfølgelig med det og det er slet ikke det som slog mig der ved køkkenbordet. Det var mere det at jeg i DRs segment-tænkning nu hører til samme segment som min mor. Om man hørte Jørn Hjortings dansktop-musik eller man hørte Led Zeppelin i 1970erne kommer ud på et. Musik fra 70erne er nu en stor pose med blandede bolsjer af alle mulige slags for den aldrende gruppe der hørte musik i 70erne.
Og jeg er en af dem. Suk.