Jeg lytter til… Christian Alvad

ballader-til-laans“Ballader til låns” er nyeste udspil fra guitaristen Christian Alvad, som med sine åbne stemninger og følsomme anslag altid er så genkendelig.

Det er hans 16. udgivelse og siden dagene med Tøbrud i midtfirserne er det akustiske guitarspil blot blevet mere og mere forfinet. På “Ballader til låns” sker der imidlertid noget helt nyt, nemlig at der er vokal på alle numre undtagen et enkelt. Og det er de gamle stemmer der er til låns. Allan Olsen, Niels Hausgaard, Poul Dissing, Rasmus Lyberth, Benny Holst, Mikael K, Signe Svendsen, Marie Carmen Koppel og Lasse Helner. Christian Alvad har udvalgt yndlingssange og har fået lov til at arrangere numrene til sit guitarunivers og der er virkelig vellyd og detaljerigdom at hente, hvis man lytter efter.

Hvornår har du egentlig sidst sat et album på afspilleren og lyttet det igennem uden at lave andet imens? Altså lyttet koncentreret, lyttet til detaljen, lyttet til ordene, lyttet til harmonierne, lyttet til arrangementet. Hvornår har du sidst gjort det? Jeg vil tro det er længe siden for musik er jo en konsumvare, som oftest fungerer som underlægning til andre gøremål, hvilket imidlertid svarer til at gå på kunstgalleri mens du læser avis. Opmærksomheden skal da være på galleriets billeder hvis du går på galleri og ønsker at få en oplevelse. På samme måde kræver meget musik den fulde opmærksomhed.

Musik skal som ethvert andet kunsterisk udtryk nydes og opleves med koncentration – i det mindste en gang i mellem. Og “Ballader til låns” er et godt sted at starte eller genstarte den koncentrerede lytning, fordi det er vellyd og virtuositet og med den akustiske enkelhed i lydbilledet en tilgængelig indgang til teksterne som får et helt nyt udtryk i Christian Alvads arrangementer.

Albummet er tilegnet Iben Alvad.

Web
www.alvad.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *