Jeg lytter til… Veto: Crushing Digits

jun 2008

Der nye album fra Veto har efterhånden været på gaden nogle uger og det er fremragende! Så er det sagt og på plads.

Opfølgeren til “There’s A Beat In All Machines”, den svære toer, lever fuldstændig op til forventningerne. Den er anderledes end “There’s A Beat….., heldigvis! Ikke fordi “There’s A Beat…” ikke var fantastisk, men fordi musikalsk udvikling og en grad af eksperimenteren altid er af det gode. Stilstand og skæren over den samme læst som sidst kan vi ikke bruge til noget.

Ved første ørekast virker det hele lidt mere enkelt, men efter ganske få gennemlytninger afdækkes der masser af finesser og man finder ud af at melodimaterialet er aldeles glimrende. Man griber sig selv i at gå og nynne disse små stumper af noget der nogle steder kategoriseres som elektronica, men som er meget mere end det.

Den større vægt på det elektroniske vil for mig altid være et faresignal, fordi der er faldgruber som fx handler om lækker lyd uden indhold og at dynamik udelukkende handler om at skrue op og ned. Veto går uden om faldgruberne, først og fremmest fordi Troels Abrahamsens melodimateriale og desperation, gennemsyrer det hele. Jeg får lyst til at sammenligne Veto med islandske Björk. Hun kan på samme måde, med sin stemme, gøre den elektroniske backing levende og tilfører elektronikken det liv, som det ikke har selv, uanset hvor dygtige producere der sidder bag pulten.

“Crushing Digits” er, med god grund, blevet rost til skyerne af anmelderne, hvilket imidlertid ikke er nogen garanti for store salgstal, men vidner om at Veto har fat i en lang ende. De tør noget, de vover noget og de har musikalske færdigheder og ideer til at nå meget langt – hvis bare de bliver ved med at turde.

Link
vetonet.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *