At overvære dans har aldrig været en af mine primære kilder til kunstneriske input og oplevelser. Jeg har aldrig søgt det og har i de glimt jeg har oplevet det aldrig fået den der store oplevelse som ville have kunnet booste interessen for dansens udtryk og muligheder – og så faldt jeg pludselig over denne lille 10 minutters kortfilm, som er så smuk at jeg er nødt til at sætte ord på selv om ord kun kan forfladige.
Jeg var længe fascineret af islandske Sigur Rós som er verdensstjerner i genren “postrock”. Deres billedskabende lydbilleder med elementer af både ambient, meditationsmusik og rock har jeg set som en mulig vej ud af poprockens efterhånden trivielle køren i samme spor. Jeg har set postrocken som en mulig vej til en større og måske ligefrem bedre verden og jeg skriver meget bevidst har set, for postrocken, i hvert fald det spor af postrocken som Sigur Rós følger, kommer ikke rigtig ud af stedet. Det bliver lidt for meget meditation og lidt for lidt nye eksperimenter. Violinbuen på den elektriske guitar er ikke længere et eksperiment.
MEN så faldt jeg over nedenstående kortfilm, som alligevel gjorde min verden lidt større. Der er musikken, der er koreografien og så er der selve videoproduktionen. Sammenstillingen giver noget helt andet og mere end summen af de tre. Det bliver større og mere og det rører mig på overraskende vis dybt.
Disse to umælende skabninger betager mig. Fortællingen betager mig. En banal fortælling om en ung mandlig skabning som tumler rundt med sig selv og som pludselig bliver dybt betaget af en ung kvindelig skabning som viser ham interesse. Han ser pludselig kun hende og forfærdes da hun er væk. Hun dukker imidlertid op igen tættere på og de udforsker hinanden og kan ikke få nok af hinanden og alt ender i harmoni.
Det er måske ikke så vigtigt hvilken fortælling der er, men det er vigtigt at der ER en fortælling, at det er en grundfortælling om to menneskers møde og at historien er så tydelig, når jeg nu er en novice ud i at opleve dansen. Og så er der den koreografiske ting, som fangede mig med det samme: De vender ryggen til hinanden. De ser på hinanden ved at bøje sig bagover og måske er det netop da han opdager at hun ser på verden på samme måde som han, ved at bøje sig bagover, at han er solgt. De er af samme slags, ser verden på samme måde og må høre sammen. De udforsker hinanden med ryggen til hinanden, deres rygge skal mødes og de virker som skabninger af en anden verden end vores som fortæller en menneskelig grundfortælling. Og i den harmoniske slutning ser de verden som almindelige mennesker, men med trygheden ved den andens ryg.
Og filmværket er selvfølgelig en stor del af oplevelsen. Den store fabriksruin som kulisse, en anden verden, timingen i klippene i forhold til musikken, de få men effektfulde filmtekniske greb som gentagelsen og slow motion, farverne og stemningen i hele billedsiden har sammen med musikken og koreografien givet mig ugens helt store oplevelse.
Det er smukt og rørende og det er nok for mig. Ikke rørende på den sentimentale måde, men rørende som i berørt, rørende som i en aha-oplevelse. Jeg er berørt af et kunstværk.
Og se den nu i FULL SCREEN
Music video by Sigur Rós performing Valtari feat. Ekki múkk, Valtari, Rembihnútur and Varúð by Christian Larson. Choreographi by Sidi Larbi Cherkaoui. 2012