Feb. 2019, Train, Aarhus

Hvorfor tager man til en koncert med et band som havde sin storhedstid i 70erne? Det er godt nok mange år siden!

Oprindelig en kvartet, lidt senere en duo med Graham Gouldman og Eric Stewart. Store hits som “I’m Not In Love”, “Dreadlock Holiday” og “Rubber Bullet” og en mængde andre hits, men alle tilbage i 70erne. Holder den slags? Hvorfor dog betale for at høre det live 40 år efter? Og der er kun Graham Gouldman, 72 år gammel, tilbage af de oprindelige 4, men dog en trommeslager og en guitarist som har været med i 40 år.

Som sædvanlig ved disse gammelmandskoncerter, hvor man måske mest kommer for at se giraffen og genopleve en gammel stemning, så var den musikalske forventning ikke skruet i vejret, men til gengæld var der skruet op for nostalgi-forventningen fordi koncerten var i selskab med en gammel ven, som jeg lyttede til 10cc sammen med. Albummet “Deceptive Bends” fra 1977 var en af mine allerførste LP-anskaffelser efter jeg fik pladespiller omkring 1976 🙂

Og Graham Gouldman & co. gjorde det forbavsende godt på Train og det handler givetvis om genren. 10cc var (og er) nemlig ikke følelsesladet pop, men derimod avancerede musikalske konstruktioner, til tider sammenstykkede konstruktioner, som i midten af 70erne også hørtes hos f. eks. Queen og tidligere hos Frank Zappa når han lavede grin med poppen. Det handlede i den grad om udforskning af hvad pop-genren kunne og noget af det blev så faktisk store hits og blev nærmest en genre i sig selv.
Og den slags kan sagtens genskabes selv om man er 72 år, for det handler mere om arrangement end om sangpræstation, det handler om fornem genskabelse af de omfattende korarrangementer frem for solopræstationer, det handler mere om kompositionerne end om følelserne.

Nogle af disse gensyn med de gamle dinosaurer bliver lidt tåkrummende fordi det er krampagtigt tydeligt at der ikke er mere at byde på, men 10cc’s gamle materiale holdt til det.

En rigtig god aften på Train.