Fur Bryghus, 22. juli 2017

Måske var det mig der ikke var på toppen og ikke havde fået antennerne indstillet på den rigtige bølgelængde eller også var det Allan Olsen der ikke var på toppen, var træt, lidt sur og lidt mekanisk og måske skal jeg bare have en lille Allan Olsen-pause?

Det er sandsynligvis det første, for hvis jeg forsøger at genkalde mig koncerten var den ikke specielt anderledes end andre Allan Olsen-koncerter, måske med undtagelse af antallet af historier mellem sangene. Der var ikke mange historier, som jo er det jeg kommer efter. Sangene kan jeg jo høre herhjemme.

Og var han lidt sur? eller var han bare lidt træt efter to aftener i Lønstrup? Først blev en kvinde på første række overfuset fordi hun sad og snakkede under en sang og senere blev et tilråb besvaret med en hånlig latterliggørelse og ja, det er Olsen-style, men der går en hårfin grænse mellem en overskudsagtigt veltalende irettesættelse og en perfid udhængning og måske tippede det lidt til den perfide side eller også var mine antenner bare lidt for fintfølende på Fur Bryghus?

(Og så kan jeg ikke lade være med at påpege ikke mindre end to steder på det nyeste album, “Hudsult”,  hvor melodimaterialet ligger så tæt op ad noget velkendt at det decideret generer min oplevelse. “Min far kørte post i staten” med et Pink Floyd-omkvæd og
“Nu skal mågerne skydes” som får mig til at tænke og synge “Games People Play”  selv om lighederne ikke ville kunne danne basis for nogen retssag.)