Roskilde Festival 2019
Jeg bliver ved med at møde op når His Bobness giver koncert, men nu tror jeg det er slut. Jeg bliver lidt ked af det. Bob Dylan har fyldt så meget i en stor periode af mit liv, hvor han blev dyrket og nærstuderet og sunget og fortolket og beundret og nu synes jeg simpelthen det er ynkeligt, ikke bare at høre på, men i det hele taget at være vidne til.
At manden er 78 år diskvalificerer overhovedet ikke, men at han under hele koncerten sidder bag et flygel (nej, han rejser sig forresten op en enkelt gang), at han reciterer alle tekster på samme stødende dylanske måde uden antydning af melodi, at akkorder og arrangement af sangene, meget forståeligt efter hundredvis af koncerter, er ændret, at han ikke siger ET eneste ord mellem sangene (jeg troede der stod i alle kontrakter at man skal sige “Hva’ så RoskilDEEEEE”), at hans udtale og diktion er blevet snøvlende, uengageret og mekanisk, så man i mange sange skulle hen midt i nummeret før man kunne genkende noget tekst og identificere hvilken sang vi hørte. Selv i ekstranummeret var han midt i sangen før jeg genkendte “Blowin’ In The Wind”. Altsammen med til at underbygge spørgsmålet: “Hvorfor bliver du ved, når du ikke gider? Hvorfor stopper du ikke og lader de sidste rester af erindringen om storhedstiden forblive intakte?”.
Medvirkende til min triste stemning var at jeg havde min 19-årige yngstedatter ved min side og at det er så svært at forklare hende, hvor stor Bob Dylan var i min verden, når han nu bare leverer sådan en slatten omgang.