Posten, Odense
12. april 2016
Jeg tror jeg er forelsket – i en stemme og et musikalsk koncept. Den der trykken det helt rigtige sted på rygsøjlen. Den der helt bestemte lille nerve der påvirkes så hårene rejser sig og vandet står i øjnene.
Når man har lyttet til musik et helt liv bliver man kræsen og der kan gå forfærdelig lang tid mellem de store musikalske oplevelser. Man synes man har hørt det hele før. Man synes det er forstilt, for lumpent og for nemt.
Efter gentagne gange at være vendt tilbage til Lake Street Dives Youtube-videoer med en fornemmelse af at noget specielt var i spil købte jeg billet til deres koncert på Posten i Odense, og for første gang i meget lang tid kunne jeg mærke musikken helt ind under huden.
Lake Street Dive har påkaldt sig opmærksomhed med en lille EP med 5 covernumre, men har mindst 3 albums med originalmateriale i baghånden, og det var næsten udelukkende originalmateriale der var på programmet. Undtagelsen var en blæret minimalistisk udgave af Bohemian Rhapsody som ekstranummer.
Det handler i meget høj grad om stemmen tilhørende Rachel Price, men der er også noget med hele det enkle setup, trommer, kontrabas, guitar/trompet og fyldige korstemmer. Der er noget befriende ved det enkle som lader melodien og de enkelte instrumenter og stemmer komme til deres ret. Der er noget ved spilleglæden og de korstemmer som har en meget stor plads i arrangementerne gør oplevelsen levende.
Jeg hørte trommeslageren i et interview sige at hvis man ikke kan synge en svær korstemme samtidig med at man spiller, så er det fordi man spiller for meget, hvilket siger noget om deres indgang til arrangementerne. Det skal være enkelt, og det der spilles er derfor det vigtigste. Der er ikke meget lir, men gennemarrangerede numre der alligevel lyder lidt trashede pga besætningen.
Og man kunne analysere og pille helheden fra hinanden og forklare enkeltdelene men man kommer, lige i dette tilfælde, ikke tættere på den magiske oplevelse det er at blive ramt af musik.
Det var magisk – ligesom forelskelse.
