Roskilde Festival 2019

Irsk folkemusik, som blev forstyrret voldsomt af naboscenen Apollo, hvor der var larmende høj hip-hop. En eklatant planlægningsfejl, når man programsætter et akustisk orkester, der forsøger at bygge noget op lige ved siden af.
Et meget charmerende og, i sit udgangspunkt, meget traditionelt irsk band, som udover det traditionelle forsøgte at bygge nærmest trance-agtige tilstande op.

Der er noget umiddelbart, ligefremt og aldeles charmerende over Lankum. Dygtige musikere uden at være vanvittige ekvilibrister, historieformidlere uden at være entertainere og så denne insisteren på at synge de lange langsomme fortællinger med en enkelt kontrapunktisk figur som underlægning, hvor man pludselig mærker sig selv sidde og hænge alene over en øl på et mørkt værtshus en sen nat, melankolsk og indadskuende for så pludselig at blive løftet op af den instrumentale up-tempo forløsning der ofte følger efter.

Lankum var en fantastisk oplevelse og vækkede igen den gamle drøm om at vi i Danmark havde en levende folkemusiktradition. 

Lankum passer måske ikke perfekt til Pavillion på Roskilde Festival, hverken lydstyrkemæssigt eller stemningsmæssigt, men måske de ville passe bedre på den mere uforstyrrede Gloria Scene?