Plænen foran Jeppe Åkjærs Jenle, Salling

Første gang jeg hørte Michala Petri var i slutningen af 70erne til en koncert i Musik & Ungdom (findes det mon stadig?) på gymnasiet i Struer. Dengang var hun vidunderbarnet der optrådte med sin mor på tangenter og sin bror på cello og det var en øre-åbnende oplevelse at det lidt trivielle skoleinstrument, blokfløjten, kunne behandles en så fantastisk måde og det affødte spændende (syntes vi selv) eksperimenter med blokfløjte og guitar derhjemme på drengeværelset sammen med min kammerat Thomas. Det var stort og var med til at gøre min musikalske verden større og var med til at overbevise mig om at man musikalsk skal søge det man ikke kender for at få de store oplevelser.

Denne indledning for at sætte oplevelsen på plænen foran Jeppe Åkjærs Jenle i perspektiv. Hvor utroligt det end lyder var det lidt deja vu-agtigt. Spillede hun det samme som for 35 år siden? Det gjorde hun nok ikke, men det virkede mere som en demonstration af hendes fantastiske tekniske færdigheder end som en koncert. Måske var det sammenhængen, et folkemøde med 1000 måske-ikke-musikkyndige mennesker på en plæne i Nordvestjylland, der gjorde det, men jeg synes også der var en snert af småbørnspædagogik over Lars Hannibals introduktioner. – Nu skal I bare høre. Nu spiller vi noget rigtigt svært og så skal I lytte godt efter om I kan høre ….. Han formulerede det ikke sådan, men han kunne lige så godt have sagt det, tænkte jeg.

Det føltes som lir, som når heavy-guitarister skal vise hvor hurtigt de kan spille. Jo, det var sørme hurtigt, men en musikalsk oplevelse blev det ikke. Måske var de bare kommet i forkert selskab?