Marts 2023, Musikhuset, Aarhus
En fyldt Store Sal i Musikhuset, Aarhus, overværede koncerten med Pink Floyd Project. Projektet har eksisteret i 20 år og er et coverband som så mange andre coverbands, men det må siges at de er nået til et nyt level af coverband-konceptet. Det er ikke et hvilket som helst coverband der kan fylde Store Sal i Musikhuset.
De spiller eminent og der er kælet for detaljerne og for at få det til at lyde præcis som forlægget – og så er der givet plads til improvisationer udover forlægget. De ikoniske David Gilmour-soloer bliver kopieret en-til-en og så bliver der bygget ovenpå, hvor det giver mening. Det var virkelig et gennemført show med 10 mennesker på scenen inklusiv tre korsangere og den tilbagevendende saxofon.
Kontrakten med publikum er en mærkelig størrelse, når det er et coverband. Der er er en stiltiende aftale om at at “vi leger det er Pink Floyd” der er på scenen. Bandet gør ikke som om det er deres eget musik, men bandet gør det heller ikke til en pædagogisk indføring i historien om Pink Floyd. De spiller bare. Hit på hit på hit.
Og publikum mindes deres tid med Pink Floyd. Publikum lader som om det er Roger Waters, David Gilmour og de andre der står på scenen og publikum sidder med denne dobbeltbevidsthed, hvor de selvfølgelig godt ved at det ikke er Pink Floyd, men vi er alle enige om at vi gør som om det er Pink Floyd og publikum har lov til at mindes en svunden tid.
En tankevækkende sammenligning er måske gamle klassiske komponister, hvis musik stadig spilles af symfoniorkestre rundt i verden. Forlægget er der kun i form af et partitur, så derfor er der plads til fortolkning, men symfoniorkestret har på en måde den samme funktion som et “coverband”. De spiller andres musik på deres egen (eller dirigentens) måde og publikum modtager det som en dygtig fortolkning af Mozarts eller Beethovens forlæg.
Måske har de dygtige coverbands en reel og meningsfuld funktion i fremtiden som fortolkere af de store efterhånden hedengangne bands.