Train, Århus, april 2018
Denne koncert havde jeg glædet mig rigtig meget til. Endnu et YouTube-fænomen med millioner af views over de sidste år, men alligevel med denne fornemmelse af autencitet og nærvær i videoerne, som gør at jeg, lige som teenagerne, har “fulgt” disse mennesker på deres YouTube-kanal.
Konceptet er enkelt nok: Tag en ny popsang, helst et stort hit, som mange mennesker kender og spil nummeret i en gammel genre, helst en genre med tydelige kendetegn og når det bliver gjort godt opnår man The PMJ effect, den der fornemmelse af overraskelse over at popmusik er popmusik og at Justin Biebers flade men effektive pophits ligeså godt kunne være lavet i 20erne og spillet som swingjazz eller i 60erne som gispende soul. Fornemmelsen af at genre og tidens sound er altafgørende, men at materialet, tekst, melodi og harmoniseringer er ens uanset tiden. Det er blot teknik og måden der spilles på der forandrer sig.
Der er en slags aha-oplevelse forbundet med det hver gang og det er en god aha-oplevelse.
Der var show fra start til slut ved koncerten, stepdancer, 5 forskellige dygtige sangere, store kjoler, kostume-skift fra sang til sang, konferencier og hele udtrækket og det fungerer aldeles fortrinligt som ærlig underholding. Det gode ved denne amerikanske tilgang er at ingen er pinligt berørte over at det er underholding og så giver man den hele armen udi underholdingsgenren. Oven i hatten får man så nogle musikalske oplevelser som en slags bonus – oveni underholdingen. Det fungerer.
Men den sure gamle mand er jo aldrig tilfreds og finder altid noget der piller oplevelsen ned:
Det første jeg noterede, da bandet gik på scenen, var at Scott Bradley, som er pianist og ophavsmand til projektet ikke var med og i samme sekund stod det lysende klart at Postmodern Jukebox selvfølgelig ikke er et lille intimt YouTube-bekendtskab men et kæmpestort firma, hvor der selvfølgelig turnerer 3, 4, måske flere shows samtidig, men med forskellige mennesker. Konceptet er jo nærmest designet til det. Masser af forskellige sangere, som repræsenterer hver sin genre og en stor flok musikere som veksler lidt i videoerne. Så er det jo ganske nemt at lave 3 forskellige setups og sende dem på turne samtidig, og Scott Bradley var så ikke lige på det hold der skulle til Aarhus.
Øv for det, men blændende dygtig underholding.
“Thriller” indledte showet i 30er-Cab Calloway-stil