Train, feb 2019
25 minutters opvarmning til 10cc
Dansk, gedigent, akustisk trio, stille følsomme ballader, harmonier. OK
LIVE … 10cc
Feb. 2019, Train, Aarhus
Hvorfor tager man til en koncert med et band som havde sin storhedstid i 70erne? Det er godt nok mange år siden!
Oprindelig en kvartet, lidt senere en duo med Graham Gouldman og Eric Stewart. Store hits som “I’m Not In Love”, “Dreadlock Holiday” og “Rubber Bullet” og en mængde andre hits, men alle tilbage i 70erne. Holder den slags? Hvorfor dog betale for at høre det live 40 år efter? Og der er kun Graham Gouldman, 72 år gammel, tilbage af de oprindelige 4, men dog en trommeslager og en guitarist som har været med i 40 år.
Som sædvanlig ved disse gammelmandskoncerter, hvor man måske mest kommer for at se giraffen og genopleve en gammel stemning, så var den musikalske forventning ikke skruet i vejret, men til gengæld var der skruet op for nostalgi-forventningen fordi koncerten var i selskab med en gammel ven, som jeg lyttede til 10cc sammen med. Albummet “Deceptive Bends” fra 1977 var en af mine allerførste LP-anskaffelser efter jeg fik pladespiller omkring 1976 🙂
Og Graham Gouldman & co. gjorde det forbavsende godt på Train og det handler givetvis om genren. 10cc var (og er) nemlig ikke følelsesladet pop, men derimod avancerede musikalske konstruktioner, til tider sammenstykkede konstruktioner, som i midten af 70erne også hørtes hos f. eks. Queen og tidligere hos Frank Zappa når han lavede grin med poppen. Det handlede i den grad om udforskning af hvad pop-genren kunne og noget af det blev så faktisk store hits og blev nærmest en genre i sig selv.
Og den slags kan sagtens genskabes selv om man er 72 år, for det handler mere om arrangement end om sangpræstation, det handler om fornem genskabelse af de omfattende korarrangementer frem for solopræstationer, det handler mere om kompositionerne end om følelserne.
Nogle af disse gensyn med de gamle dinosaurer bliver lidt tåkrummende fordi det er krampagtigt tydeligt at der ikke er mere at byde på, men 10cc’s gamle materiale holdt til det.
En rigtig god aften på Train.
LIVE … Martin Schack & Michael Olsen
Randlev Kirke
Feb. 2019
Jazz på dansk i duoudgave med klaver og tenorsax. En opvisning i teknisk kunnen.
Jeg lytter til.. Beatles – The Esher Demos
I anledning af at det er 50 år siden at Beatles udgav The White Album er der blevet udgivet demoudgaver af alle sangene. The Fab Four havde været i Indien med forskellig tilgang og forskelligt udbytte og de mødtes nu hjemme hos George og optog på hans firespors-båndoptager 27 sange hvoraf de allerfleste kom med på The White Album, nogle kom med på senere udgivelser.
Beatles-nørder kender historien om tilblivelsen af The White Album som 5 måneders uenigheder, skænderier og frustrationer, hvor de 4 beatler på næsten intet tidspunkt er i studiet på samme tid, hvor Yoko Ono pludselig dukker op og ikke viger fra Johns side, hvor George’s kone Patti pludselig hellere vil have Eric Clapton (som spillede guitar på Where My Guitar Gently Weeps), hvor deres nye pladeselskab Apple blev grundlagt osv osv, og vi kender The White Album som en stak meget forskellige sange, der peger i alle retninger og som tydeligvis er små individuelle og personlige projekter og ikke et fælles Beatles projekt. The White Album fra 1968 står som starten på slutningen for Beatles, men the Esher Demos viser en helt anden start på projektet.
Det lyder som om de har det sjovt. Det lyder som en flok unge mennesker, sidst i 20erne, som har været 3 måneder i Indien sammen, skrevet sange hver for sig og nu glæder sig til at komme i studiet. Som spiller sangene for hinanden på deres akustiske guitarer, synger med på hinandens sange, spiller lidt tamburin og synger lidt 2. stemme og ellers hygger sig.
Man fornemmer ikke nogen dårlig stemning og sangene lyder præcis som de skal, forstået på den måde at de lyder som jeg spillede dem hjemme på teenageværelset i slut70erne :-), hvor jeg havde min Beatles-periode og hvor alle sangene blev spillet på akustisk guitar efter bedste evne.
Jeg tror vi lyttede gennem alle lagene af instrumenter, finpudsninger, soloer og lydeffekter og kunne høre hvordan sangene var i helt rå, upolerede og nøgne udgaver og det var sangene vi kunne lide – og det er lige præcis sådan sangene lyder på The Esher Demos. De lyder som vi drømte det skulle være: To guitarer, nogle akkorder, en tekst, en melodi og ikke andet. Det var nemlig det vi selv kunne præstere på teenage-værelset.
Det er næsten magisk at høre sangene i demoudgaver. Sange man kender så godt, som man har haft så inderligt et forhold til og som pludselig står nøgne og sårbare og som ikke andet end tekst, melodi og akkorder.
På Spotify-listen herunder starter demoudgaver ved track 31
Jeg lytter til….. Aske Jacoby
Jeg faldt for noget tid siden tilfældigt over noget af Aske Jacobys solomateriale og jeg har næsten ikke lyttet til andet en hel uge.
Manden er på min alder, midt i 50erne, og besluttede (har jeg lige læst mig til) for få år siden at satse hele butikken på at spille sin egen musik efter i årtier at have været studiemusiker, producer og sideman hos mange af landets store popkunstnere (News, C.V. Jørgensen, Thomas Helmig, Danseorkestret for at nævne nogle). Han medvirker efter sigende på 400 albums som studiemusiker.
“Chant” fra 2014 er historien om den 50-årige Aske, der i stedet for at købe en motorcykel, blive skilt eller hvad mænd nu finder på, når de indser at de er på vej til at blive halvgamle, beslutter at leve drømmen ud og tager til Los Angeles for at indspille sine egne sange med bl. a. 72-årige trommeslager Jim Keltner, som har spillet med alt hvad der kan krybe og gå af verdensstjerner
Keltner hvisker Aske i øret at han er en blændende guitarist, sanger og sangskriver, fuldt på højde med alle andre han har spillet med, hvilket ikke er få og ikke er hvemsomhelst.
Aske Jacobys stemme har klare mindelser om John Hiatt, som jeg lyttede meget til i start-90erne. Der er endvidere, specielt på de nyeste live-optagelser fra Paris en fornemmelse af Daniel Lanois i måden at spille guitaren på og lydbilledet generelt.
Der var med andre ord noget velkendt over det allerede første gang jeg hørte det. Vi snakker ikke kun om ekvilibrisme og guitarsoloer, men om sange der understøttes og bliver større og bedre af backingen. Især balladerne, de mere afdæmpede numre rammer lige der hvor de skal.
En hel uge, hvor jeg bare vender tilbage til Jacoby og hvor det vedbliver at varme så dejligt lige der hvor man har brug for det.
LIVE… Postmodern Jukebox
Train, Århus, april 2018
Denne koncert havde jeg glædet mig rigtig meget til. Endnu et YouTube-fænomen med millioner af views over de sidste år, men alligevel med denne fornemmelse af autencitet og nærvær i videoerne, som gør at jeg, lige som teenagerne, har “fulgt” disse mennesker på deres YouTube-kanal.
Konceptet er enkelt nok: Tag en ny popsang, helst et stort hit, som mange mennesker kender og spil nummeret i en gammel genre, helst en genre med tydelige kendetegn og når det bliver gjort godt opnår man The PMJ effect, den der fornemmelse af overraskelse over at popmusik er popmusik og at Justin Biebers flade men effektive pophits ligeså godt kunne være lavet i 20erne og spillet som swingjazz eller i 60erne som gispende soul. Fornemmelsen af at genre og tidens sound er altafgørende, men at materialet, tekst, melodi og harmoniseringer er ens uanset tiden. Det er blot teknik og måden der spilles på der forandrer sig.
Der er en slags aha-oplevelse forbundet med det hver gang og det er en god aha-oplevelse.
Der var show fra start til slut ved koncerten, stepdancer, 5 forskellige dygtige sangere, store kjoler, kostume-skift fra sang til sang, konferencier og hele udtrækket og det fungerer aldeles fortrinligt som ærlig underholding. Det gode ved denne amerikanske tilgang er at ingen er pinligt berørte over at det er underholding og så giver man den hele armen udi underholdingsgenren. Oven i hatten får man så nogle musikalske oplevelser som en slags bonus – oveni underholdingen. Det fungerer.
Men den sure gamle mand er jo aldrig tilfreds og finder altid noget der piller oplevelsen ned:
Det første jeg noterede, da bandet gik på scenen, var at Scott Bradley, som er pianist og ophavsmand til projektet ikke var med og i samme sekund stod det lysende klart at Postmodern Jukebox selvfølgelig ikke er et lille intimt YouTube-bekendtskab men et kæmpestort firma, hvor der selvfølgelig turnerer 3, 4, måske flere shows samtidig, men med forskellige mennesker. Konceptet er jo nærmest designet til det. Masser af forskellige sangere, som repræsenterer hver sin genre og en stor flok musikere som veksler lidt i videoerne. Så er det jo ganske nemt at lave 3 forskellige setups og sende dem på turne samtidig, og Scott Bradley var så ikke lige på det hold der skulle til Aarhus.
Øv for det, men blændende dygtig underholding.
“Thriller” indledte showet i 30er-Cab Calloway-stil
LIVE… C.V. Jørgensen
Train, Aarhus apr. 2018
Efter 8 år er Carsten Valentin Jørgensen tilbage på scenen til en sommer hvor han spiller overalt, inklusive en masse festivaljobs.
Et af de første jobs på turen var på Train i Aarhus hvor en fyldt sal andægtigt lyttede til teksterne, som var dem vi kom for at høre. Der er noget med CVs tekster, som bliver til noget mere når det er CV selv der fremfører dem.
Gustav Ljunggren, Gert Smedegaard, Knut Henriksen og Rune Kjeldsen udgjorde bandet som gjorde hvad de skulle og spillede fint. Det var tidligt på touren og jeg syntes ikke de virkede voldsomt sammenspillede. Der manglede noget nerve og overskud, men det var også et meget afdæmpet sæt og det gjorde ikke så meget for det vi kom for var at høre CVs tekster fremført af CV selv.
Den ældre herre i pænt jakkesæt og tilbageredt hår sang forbavsende godt. Man kunne næsten mærke hvordan det også aldrende publikum ind i mellem blev ført tilbage til en tid, hvor meget var anderledes og hvor den sortseende ordmester C.V. Jørgensen havde en helt speciel plads på pladehylden og hvor kendskab til CVs tekster var et af de klare signaler om at man gerne ville associeres med den intellektuelle venstrefløj, der hadede popmusik og disco.
Det var en dejlig og næsten andagtsfuld aften.
Anmeldelser
Espen Strunk i Gaffa
http://gaffa.dk/anmeldelse/127418/babylon-ligner-sig-selv/
Thomas Treo i EkstraBladet
https://ekstrabladet.dk/musik/koncert_anmeldelser/dansk-rockikon-i-kikset-comeback/7113998
LIVE… Lasse Vestergaard
Eriksminde
6. feb. 2018
Dansksprogede sange fra det nordjyske. Afdæmpet, lækker lyd, stemningsfuldt guitarspil og pæne tekster.
Han har måske hørt det før, men det er svært ikke at tænke på Mikael K fra Klondyke når man hører Lasse Vestergaard. Der er noget ved stemmen og der er noget ved melodimaterialet.
Jeg er pjattet med Mikael K og jeg synes han laver mange gode sange, men en af grundene til at han aldrig har fået det helt store gennembrud er at der ikke bliver kælet nok om melodierne, og jeg må desværre sige det samme om Lasse Vestergaard. Der er egentlig ikke noget at sætte fingeren på – udover at der er alt for lidt kant og for lidt nerve. Man har fornemmelsen at Vestergaard tror at sangene kan leve alene pga teksterne og det kan de desværre nok ikke. Som om han er bange for at lave uptemponumre af frygt for at teksten vil gå tabt. Som om han er bange for at gøre teksterne skarpe og frække af frygt for at træde publikum over tæerne.
Det er lækkert og vellydende men det er desværre også uden kant og lidt kedeligt.
LIVE… Abekejser
Eriksminde, nov. 2017
Totalt i orden koncept og koncert.
Abekejser fra Aarhus leverede varen: original, (næsten) instrumental, avanceret, melodiøs, jazzet musik med masser af guf til både dem der lytter efter tekniske færdigheder og musikalske finesser og til dem der går efter stemningsfuld musik med overraskelser.
Det var en helt igennem dejlig oplevelse.
Og jeg kom til at tænke på noget musik som jeg lyttede til for længe siden, og jeg KUNNE ikke komme i tanke om hvad det var. Jeg havde en helt klar fornemmelse af det, men ikke noget bandnavn, ikke nogen albumtitel, ikke noget som helst ud over at jeg kunne huske en fornemmelse af noget musik som mindede mig om Abekejser.
Jeg måtte vente helt til næste aften, og med hjælp udefra, før jeg kom på det:
Tortoise – WikiPedia
Tortoise på Spotify
Link:
Abekejser
LIVE… Indra Rios-Moore med trio
Eriksminde Efterskole
1. nov. 2017
En lille formiddagskoncert med Indra Rios-Moore (vokal), Benjamin Trærup (tenorsax) og Thomas Sejthen (bas).
Det er altid opløftende at opleve hvor få midler der skal til for at skabe et rum af musikalsk intim formidling. Sax, bas og vokal og et lydhørt publikum.
Sådanne en time hver formiddag ville ikke være at foragte.