Hvis man har hørt lidt for mange aftenskole-kor-koncerter kan man næsten opbygge en aversion mod kor-koncerter i det hele taget, men her var kuren.
Pigekoret MAESTRA er så gennemført tjekkede, arrangementerne så forfinede og udførelsen og dynamikken så præcis at man kun kunne glædes langt ind i sjælen og man sad og ønskede at koncerten bare ville fortsætte og fortsætte…
Dejlig koncert med Kathrine Muff med band. Det skulle have været en “roman-koncert” sammen med Stine Pilgaard, som imidlertid for flere uger siden meldte afbud.
“Rystende”, sagde min bror da vi kørte hjem. “Magisk”, var det eneste jeg kunne sige. “Vildt”, sagde datteren.
Jeg har måske aldrig rigtigt forstået udtrykket “The show to end all shows” før nu. Jeg går nemlig med fornemmelsen af at intet musikalsk show nogensinde vil kunne konkurrere med den oplevelse jeg havde i Vega denne torsdag aften. En fornemmelse af at al musik jeg vil høre fra nu, vil være en svag afglans af hvad jeg allerede har oplevet. Fornemmelsen af at jeg aldrig behøver tage til koncert igen, fordi jeg har oplevet det ypperste. Jagten på den perfekte koncertoplevelse er slut.
Jeg er helt med på at det her er en 100% subjektiv oplevelse og at min oplevelse er min og ikke alle andres, en helt personlig oplevelse. Ikke desto mindre fornemmede jeg at andre havde oplevelser der lignede min, både den del hvor jeg stod måbende og den del hvor jeg fik tårer i øjnene.
Historierne om 27-årige Jacob Collier er mange. Historierne om hans vanvittige musikalitet, hans virtuositet på en lang række instrumenter, hans totalgehør, hans Grammy-vindende vokal-arrangementer, hans aldrig før hørte arbejde med mikrotonalitet, hans master classes rundt på verdens konservatorier, hans videoproduktioner, hans insisteren på at optræde i strømpefødder med to forskellige strømper og hat med ører, hans ubesværethed, hans musikteoretiske nyskabelser. Historierne om at Herbie Hancock sammenligner ham med Stravinskij, at andre kalder ham vor tids Mozart og at Quincy Jones har slået kløerne i ham.
Collier er et internetfænomen, som har brugt YouTube helt fra starten hvor han som ung teenager begyndte at poste musikvidoer med arrangementer af bl.a. Stevie Wonder-numre. Han er musiknørden der bruger YouTube til at dele sit nørderi. Og ægte nørder er fascinerende når de også er begejstrede for deres nørderi, når de elsker at fortælle og formidle.
Mit “bekendtskab” med Collier på YouTube havde skruet mine forventninger så højt op at jeg gik ind til koncerten med en fornemmelse af at live-oplevelsen KUN kunne skuffe og sætte skår i min opbyggede begejstring, men jeg blev blæst omkuld og stod under det meste af koncerten uden at kunne formulere andet end “Ja, ja ja”, mens Collier og band kastede sig rundt i det musikalsk mest avancerede live-show, jeg har oplevet.
Sproget er pop og funk, men det sproget bruges til er meget langt fra hvad jeg har oplevet før. Man har bare lyst til at være der, at være i det. Til mangen en koncert har jeg tænkt “Det kunne jeg også lave” eller “Hvis jeg øver mig, kunne jeg også være med der”, men her var vi efter ganske få minutter et helt andet sted, hvor det kun handlede om at opleve og være i det.
Jeg er tilfældigvis lige nu i gang med at læse Karl Ove Knausgårds “Min kamp” og et sted i bind et fortæller han om hvordan han har det med nogle helt bestemte malerier: “Det var et fantastisk billede, det fyldte mig med alle de følelser fantastiske billeder gør, men når jeg skulle forklare hvorfor, hvori det fantastiske bestod, kom jeg til kort. Billedet fik mit indre til at skælve, men hvorfor? Billedet fyldte mig med længsel, men efter hvad? (…..) Men i samme øjeblik jeg rettede blikket mod billedet igen, forsvandt alle ræsonnementer i den bølge af kraft og skønhed der rejste sig i mig. Ja, ja, ja, lød det så. Det er det, det er. Det er derhen jeg vil. Men hvad var det jeg bejaede? Hvor var det jeg ville hen?” Senere fortæller Knausgård at han sidder i et tog, der kører gennem et kedeligt industriområde og han kigger på solen der går ned i horisonten: “… og jeg tænkte ikke på noget, så bare på den røde, brændende kugle på himmelen, og glæden der fyldte mig, var så skarp og kom så hårdt at den ikke var til at skelne fra smerte. Det jeg oplevede, forekom mig at være af enorm betydning. Enorm betydning. Da øjeblikket var forbi, forsvandt følelsen af betydningsfuldhed ikke, men den blev pludselig vanskelig at placere: Hvad var det helt nøjagtigt der var betydningsfuldt? Og hvorfor? Et tog, et industriområde, sol, tåge?”
Nærmere kommer jeg nok ikke en beskrivelse af min oplevelse, vel vidende at det nærmest er en ikke-beskrivelse. En erkendelse af at oplevelsen ikke kan omsættes til ord – og så alligevel: Det var magisk.
Gaffa-anmelden nedenfor gennemgår meget nøgternt hvad der skete til koncerten
Et ungt og særdeles kompetent festorkester, som spillede stramt og sikkert og ikke (som man af og til oplever) forvekslede den private fest med en koncert. Ikke så meget snak, bare derudaf for at holde folk på dansegulvet og det lykkedes over al forventning.
De leverede i den grad varen med et repertoire der bredte sig passende til et aldersmæssigt bredt sammsat dansegulv. Der var Earth, Wind & Fire, Daft Punk, Stevie Wonder og Maroon 5, men også det nyeste Andreas Odbjerg, Lord Siva og Tobias Rahim udover traverne med Helmig, Seebach, TV2 og en masse andet velvalgt musik der kunne danses til.
April 2022, Egmonthøjskolen Udsat næsten to år pga corona. Var annonceret til at skulle afvikles i den gamle remise i Odder, hvor vi hørte Savage Rose for nogle år siden, men i mellemtiden har brandvæsenet vurderet at Remisen ikke må bruges som koncertsted, så nu var det på Egmonthøjskolen, som fungerer fortrinligt som koncertsted med en stor foyer og masser af parkeringspladser.
Malurt med Pete Repete, Christian Arendt, Dia Nielsen, Peter Mors og Michael Falck – i 2022? Malurt var jo noget vi lyttede til i starten og midten af 80erne og der er næsten altid noget patetisk over at gamle røvere vender tilbage til scenen, men Michael Falck formåede alligevel at pille lidt af det akavede ned ved at stå ved det akavede og f.eks. sige “Nu gør vi som om vi er unge for en aften”….. og så alligevel, nej, det ER akavet og forstilt.
Når det er sagt, så spillede de faktisk ganske udmærket. Man mærker klart at det er musik fra en anden tid. Mere direkte end nutidens musik, mere rock’n’roll end nutidens musik, lidt punket (som jeg husker den “pæne punk” der måske bare handlede om en fandenivoldsk energi), men koncertlyden er jo opdateret, sangene kender vi, energien var OK, så koncerten må siges at være godkendt med en middelkarakter.
Janne Marks entre i den 19. udgave af Højskolesangbogen har givet noget velfortjent opmærksomhed. Janne Marks enkle og velfungerende melodier giver stort spillerum for arrangementerne og med et par dygtige musikere og det særdeles velklingende århusianske pigekor Maestra under ledelse af Malene Rigtrup løftede de højstemte tekster sig på den helt rigtige måde i kirkerummet, som også gør noget ved hele oplevelsen. Højt til loftet, rummets klang, højstemtheden.
De er altså dygtige og folkemusikken samt folkemusikkens afarter fylder alt for lidt i den almindelige danske musikforbrugers bevidsthed. Det måtte for min skyld gerne fylde meget mere, måtte gerne være en mere selvfølgelig del af vores hverdag og vores måde at være sammen på, altså folkemusikken og alle dens afskygninger.
Haugaard og Blum m/band er dog lige ved og tæt på at blive for “pænt”, hvor mærkeligt det end kan lyde. De er eminent dygtige, men der kommer til at mangle noget nerve, noget nærvær, noget fornemmelse af at de er sammen om det. Og når det er sagt, så ved jeg jo godt at det er næsten umuligt at etablere det nærvær, som jeg synes er så tæt forbundet med folkemusikken, i en stor sal med 5-6-700 (?) mennesker en søndag formiddag.
En absolut god koncert.
Den gamle mands hurtige kommentarer til den musik jeg falder over, lytter til, irriteres over, belemres med og nyder.